The Dropout

”Jeg vil være milliardær,” proklamerer en syttenårig Elizabeth Holmes allerede tilbage i 2001, da hun bliver optaget på Stanford. 

Hun er overbevist om egen ufejlbarlighed, og med en Steve Jobs-plakat på væggen og Yoda-citatet ”Do or do not – there is no try” som sit mantra har hun fuldstændigt styr på, hvad hun vil med sit liv. 

Ligesom sine forbilleder Steve Jobs, Bill Gates og Mark Zuckerberg dropper hun ud af college og grundlægger sin egen biotek-virksomhed.

Hun bliver USA’s yngste, kvindelige multimilliardær. 

Med planen om at revolutionere det amerikanske sundhedssystem proklamerer virksomheden Theranos med Elizabeth Holmes i spidsen, at de har opfundet en maskine, som med en enkelt dråbe blod kan diagnosticere sygdomme og give værdifulde sundhedsdata. 

Bare et lille problem: Det er fup. Teknologien fungerer slet ikke, og den er flere år fra at være færdigudviklet. 

Efterhånden som Kejserens nye klæder-fortællingen folder sig ud, taber man kæben. Det er lige så medrivende som chokerende at være vidne til, hvordan det lykkes Elizabeth – flankeret af manden Sunny Balwani – får svindlet den ene indflydelsesrige investor efter den anden. 

Selveste Bill Clinton udtaler rosende, at amerikanerne ikke behøver bekymre sig om fremtiden. Den har Elizabeth Holmes nemlig sikret. 

Amanda Seyfried leverer et betagende portræt af den intenst stirrende Elizabeth Holmes, som kan flytte bjerge med sin karisma og uovertrufne overtalelsesevner. Men også pludselig bryde ud i akavet dans og sang. 

Hun går fra at klæde sig som Bridget Jones med hvid top og afklippede bh-stropper til et sort Steve Jobs-agtigt jakkesæt med dertilhørende rullekrave. 

Selv hendes stemme ændrer sig – fra at være lys og livlig til dybere, monoton og næsten mekanisk. 

I en stærk scene sidder Elizabeth foran spejlet og øver sætninger som: ”Det her er et inspirerende skridt fremad.” Stemmen bliver på den måde en del af den kolde business-facade, som hun dygtigt forsøger at opretholde, mens alt under overfladen ramler. 

Kynisk spiller hun på at være et symbol på kvindelig fremgang, og med sin ”fake it till you make it”-tilgang er hun overbevist om, at hun ikke kan fejle. 

Hun bliver faktisk i højere og højere grad til ét med løgnen. 

Serien kommer aldrig til at glorificere Elizabeth, men understreger de usympatiske træk, når hun ikke nogen moralske skrupler ved tilbyde taknemmelige cancer-patienter en teknologi, som hun ved, giver forkerte data. 

Serien er spækket med absurde scener. 

Ledelsen af apotekskæden Walgreens var i første omgang mistænksom over for Theranos, fordi de ikke kunne få adgang til firmaets laboratorier, men ender med en syngende hyldest til Elizabeth med The Romantics’ What I Like About You. 

Og det giver associationer til en sekt, når Elizabeth holder tale for Theranos’ jublende ansatte, som klapper og råber virksomhedens navn. 

Serien byder på mange interessante bipersoner. Det er spændende at følge de nyansatte Erika og Tyler, der fyldt med ungdommens gåpåmod begynder at undre sig over, hvad der egentlig foregår i virksomheden. 

Man kan se skyldfølelsen i forskeren Edmonds ansigt, når virksomheden må lyve over for alvorligt syge patienter.

Mens det er rørende at følge den ældre forsker Ian, der så et håb i den unge Elizabeth, men med tiden bliver fælt skuffet. 

The Dropout er en fængende og dybt relevant serie, som giver indblik i psykopatiens væsen. Desværre er Elizabeth Holmes ikke et enestående eksempel på, at verden lader sig bedrage.