Druk

Drankeren i dansk film er et menneske i frit fald. 

Tænk bare på Ib Schønberg i Café Paradis, Ole Ernst i Hærværk og Jesper Christensen i Bænken. Det er fortællinger med en løftet pegefinger og med god grund. 

585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug, 140.000 er decideret afhængige af alkohol, og danske femtenårige er europamestre i fuldskab og druk.

Druk er lig deroute, så når Thomas Vinterberg og hans faste manuskriptforfatter Tobias Lindholm sætter sig for at vise, hvordan alkohol kan løfte mennesket op og få det til at træde i karakter, rører de i realiteten ved et tabu. 

Nogle drikker for at flygte fra en virkelighed, de ikke magter at se i øjnene. Men de fleste af os gør det for at være mere nærværende og levende. Vi drikker for at slippe tankerne løs og overvinde angsten, der afholder os fra at gøre ting, vi har lyst til.

Det er et ømtåleligt emne, og det mest imponerende ved Druk er, at den hverken moraliserer eller glorificerer, men finder en ædruelig balance mellem de lystfyldte stimulanser og heftige tømmermænd.

Starten er forrygende. 

Gymnasieelever afholder Søløbet, der i al sin enkelhed går ud på, at man skal løbe rundt om en sø, mens man drikker en kasse øl. Set udefra en komplet tåbelig drukleg, men Sturla Brandth Grøvlens verdensklassefotografering af unge kroppe, der kaster sig rundt i glæde og ekstase, giver en følelse af uovervindelighed. Selv tyngdeloven bliver nærmest ophævet.

Festen er i gang med et utroligt højt energiniveau, der hos mindre erfarne filmskabere havde været dræbende. Men Vinterberg og hans filmhold formår undervejs at forlene adrenalinsuset med en smertefuld eftertænksomhed for så at sætte trumf på med et brag af en afslutningsscene.

Eskapaderne i forbindelse med Søløbet får Susse Wolds bekymrede rektor til at foreslå alkoholfri fester, men det afføder kun overbærende smil på lærerværelset.

Om aftenen mødes fire af skolens lærere på en eksklusiv restaurant for at fejre en 40-årsfødselsdag. De er alle midt i livet og kan mærke alderen trykke.

Magnus Millangs psykologilærer halser af sted som familiefar i en hektisk hverdag med sengetissende børn og indkøb af halm til kaninburet. Thomas Bo Larsens idrætslærer har alt for god tid i sin eneboertilværelse, hvor hans eneste selskab er en gammel hund.

Lars Ranthes musiklærers drøm om at finde en kæreste fortoner sig i horisonten, mens Mads Mikkelsens leverpostejsfarvede historielærer er decideret nedtrykt. Elever og forældre har klaget over hans uengagerede undervisning, og han er gledet fra konen (Maria Bonnevie), der arbejder om natten og lever sit eget liv.

Millang tager teten og foreslår, at de gennemfører et eksperiment inspireret af den norske psykiater Finn Skårderud. Teorien er, at et menneske vil være den bedste udgave af sig selv med en halv promille i blodet.

Det er på en gang morsomt og rørende at se de fire mænd åbne sig, blive modige og turde drømme igen.

Mads Mikkelsen leverer simpelthen karrierens mest bevægende præstation. Med en smule kunstige stimulanser kommer han i kontakt med sine 3. g’ere og gør historien nærværende ved at sammenligne afholdsmanden Hitler med drukkenbolten Churchill i scener, som tåler sammenligning med genistregen Døde poeters klub og uforglemmelige Robin Williams.

Her viser filmen, hvad en lærerildsjæl kan betyde for en hel klasse og for den enkelte elev. Det understreges af to vellykkede sidehistorier, hvor en fortabt dreng med briller finder beskyttelse hos idrætslæreren, og en eksaminand får dulmet nerverne med lidt vodka fra musiklæreren.

Eksperimentet tager fart, da promillerne sættes op, og det er urkomisk at opleve mændene slå sig løs på dansegulvet og tage på en spontan fisketur i en kæmpebrandert for at skaffe ”frisk torsk”, som Millang højt og helligt har lovet sin kone at købe. 

Man genoplever de gange, man selv har været så påvirket, at det at gå op ad trappen bliver en kraftpræstation.

Ingen rus uden tømmermænd, intet bryllup uden begravelse. Filmen skjuler ikke alkoholens skyggeside, og det er en raffineret pointe, at spørgsmålet om promiller umærkeligt løftes op på et mere eksistentielt plan, hvor det handler om modet til at leve livet – med eller uden alkohol.

”At vove er at tabe fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv,” sagde Søren Kierkegaard, hvis eksistentialisme Vinterberg har trukket på siden filmskoleafgangsfilmen Sidste omgang.

Lyder det banalt?

Jamen, livet er banalt, og ligesom en sang af The Beatles rammer Druk os rent i hjertet med sin hudløse ærlighed. Tilmed har den modet til næsten at undlade underlægningsmusik (Dogmereglerne inspirerer stadig) og bryde formen med en historisk montage af fulde statsledere på slap line.

En satire over tjeneres ordgejl, når de serverer vin, er et show i sig selv.

Druk er en film, hvor alt lykkes. Det virker så let og enkelt, men det er den sværeste kunst. Komedier regnes ofte for mindre fine end panderynkende dramaer, men det er på tide at anerkende film, der løfter os op, i lige så høj grad som dem, der trykker os ned.

Det er 22 år siden, at Thomas Vinterberg sensationelt brød igennem med Festen. Nu har han skabt en ny klassiker i dansk film, og præstationen er måske endnu større denne gang.

Festen var i en vis forstand et lucky punch fra et vidunderbarn, mens Druk er skabt af en livserfaren kunstner, der har fuldstændigt styr på sine virkemidler og genvundet ungdommens vitalitet.