Du er den

En gruppe gamle venner fornemmer, at barndommens lege og fjollerier er ved at nå deres slutning. Det hele skal afsluttes med en vild ferie, hvor alt går galt, offentlig ejendom ødelægges, og alle involverede går derfra – forslåede, men også lidt klogere.

Hvad end vi taler om Tømmermænd i Vegas eller The World’s End, så er der noget urkomisk i, at fuldvoksne mænd med kone, barn og fuldtidsarbejde opfører sig som komplette idioter.

Du er den tager konceptet til det logiske slutpunkt, da filmens drengerøvsgruppe aldrig har forladt barndommen, og i de sidste tredive år har afholdt en månedlang tagfat for at holde venskabet i gang.

Som gruppens leder Hogan (Ed Helms) bemærker: ”Vi stoppede aldrig med at lege.”

Hogan tager til vennen Jerrys bryllup for at opfylde det livslange mål at fange ham i legen. Jerry er nemlig aldrig blevet fanget af de andre. Foruden Hogan består gruppen af stoneren (Jake Johnson), Fortune 500-forsikringsmanden (Jon Hamm) og den depressive ven (Hannibal Buress).

Attraktionen er kampen mellem en flok utrænede komikerskuespillere og actionhelten Jeremy Renner, som spiller Jerry. Idéen er så tynd, at den kun akkurat ville kunne udfylde en SNL-sketch, og med en spilletid på 100 minutter løber filmen tør for materiale, før du kan nå at udbryde: ”Du er den!”

I stedet for konstant at gøre de halsbrækkende jagtsekvenser vildere og vildere triller filmen gang på gang tommelfingre med det samme scenarie. For ligegyldigt om jagten foregår i et supermarked, i skoven eller ombord på et par golfbiler, er resultatet det samme. Så snart gruppen af gumpetunge idioter trænger Jerry op i et hjørne, undgår han dem gennem pinagtige actionsekvenser i slowmotion.

Det er i sig selv bizart at se en så tydelig hyldest til Guy Ritchies Sherlock Holmes-film, men efter den fjerde gentagelse bliver det hurtigt tydeligt, at det er filmens eneste trick.

Jeremy Renner virker samtidig som en sidste løsning, efter at andre actionstjerner takkede nej til rollen som Jerry. Til trods for at filmen smider tilfældige referencer til Predator og Krigerne, bliver Renners mest kendte roller i film som The Hurt Locker og The Avengers aldrig nævnt.

Samtlige skuespillere i gruppen har tidligere stået bag hylende morsomme karakterer, men vi får aldrig indtrykket af, at de fem venner rent faktisk bryder sig om hinanden. Her er masser af kram og forsikringer om, at de virkelig elsker hinanden, men ikke én scene, hvor vennerne sætter sig ned og har en varm samtale om deres liv eller deres interesser.

Alt handler om fangelegen.

Det kunne i sig selv være en god pointe. Masser af film og tv-serier skildrer giftige forhold mellem såkaldte venner, som kun holdes i live, fordi alle involverede er for bange eller for stolte til at gøre en ende på det.

Men Du er den virker til at tro, at fangelegen i sig selv er, hvad der holder vennegruppen sammen.

Langt værre bliver det, da filmen i sidste akt pludselig beslutter sig for at takle svære emner som alkoholisme, ufrivillige aborter og cancer.

Der er intet i vejen med at tage fat i vennegruppens mørkere sider, men det bliver aldrig brugt til andet end oplæg til flere jagtsekvenser. Det er ment som akavet situationskomik i stil med Klovn og It’s Always Sunny In Philadelphia, men efterlader publikum med en dårlig mavefornemmelse og svag kvalme.