Du som er i himlen

Fra start emmer Du som er i himlen af en grum forudanelse. Det står hurtigt klart, at Tea Lindeburgs debutfilm om fortidens bondeliv er alt andet end rosenrød.

Den fjortenårige bondepige Lise står over for det største skridt, hun har taget i sit unge liv. Hun er den ældste i en børneflok på otte, men skal rejse fra familiens husmandssted i Vestjylland for at gå i skole. Det er til hendes gravide mors store begejstring, men stik mod farens ønske og imod samfundsnormerne sidst i 1800-tallet.

Lise sender generte smil til karlen på gården og løber glad omkring i kornmarkerne. Men der er noget i luften. Stormskyer samles, formørkes, og pludselig styrter det ned. Men ikke med vand.

Lise ser for sig i et drømmesyn, hvordan hun bliver gennemblødt af blodregn. Som om hun kan fornemme, hvad det næste døgn har i vente.

Det er et sælsomt og smukt øjeblik, som filmen ikke nævner igen i lang tid. I stedet vender historien tilbage til Lise aftenen før, hun rejser bort – og bliver der. Det er lang tid at bruge på, hvad der føles som én lang afskedsscene. Der går længe, før man finder ud af, hvor filmen er på vej hen.

Lise leger med sine søskende, flirter med karlen og afleverer en regning til en nabogård. Her møder hun Jens, der er blevet overladt af sin familie for at tjene gårdens nye ejer.

Du som er i himlen skildrer den barske virkelighed, som forfatteren Marie Bregendahl gennemlevede og beskrev i En dødsnat fra 1912, filmens romanforlæg.

Livet på landet er nådesløst. Kun de stærkeste overlever, og for en drømmer som Lise kan tilværelsen være brutal.

Spændingen stiger, da Lises mor Anna får veer, og en nem graviditet ender i en mareridtsagtig fødsel. Det er en tragisk detalje, at Anna er så ung. Ida Cæcilie Rasmussen ser i morrollen ikke meget ældre ud end Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der spiller Lise.

Mens Annas smertensskrig giver genlyd over hele gården, bliver Lise sendt væk sammen med de andre børn. Men hun bliver nysgerrig, da det står klart, at ingen har sendt bud efter en læge.

Det viser sig, at Anna også har haft et drømmesyn. Og hendes overtroiske familie respekterer det i en sådan grad, at de nægter at gribe ind, men lader naturen gå sin gang. Blodet fosser ud af den unge kvindekrop, ned gennem lagenet, under sengen, mellem gulvbrædderne.

Som aftenen falder på, finder Tea Lindeburgs film nye kræfter.

Indtil da har den virket lidt som en overlang kortfilm med klichéfyldte naturoptagelser af dugvåde spindelvæv, knejsende træer og bølgende græsstrå, som Terrence Malick har skabt en karriere på. Men Du som er i himlen viser tænder, når den begynder at udforske det hårde miljø.

Lise beder en bøn for sin mors liv, mens døden banker på, og hun konfronteres med, hvad det virkelig vil sige at være voksen. Selv om hun er skeptisk, begynder også Lise at overveje, hvorfor familien bliver straffet. Er det, fordi hun er for selvisk? Eller fordi hun stjal sin mors hårspænde? Eller fordi hun løftede på skørtet for karlen?

Tea Lindeburg dømmer ikke nogen, men leverer et troværdigt og hårdt tidsbillede.

Du som er i himlen er ikke Little Women, for nu at sige det mildt. Den danske film handler om, hvordan livet var engang, ikke hvordan det burde have været. Og for en film, der er næsten fri for vold, rammer slutningen som en forhammer, da Lise lærer sin plads i samfundet at kende.

Og selv om der er så godt som ingen voksne mænd i filmen, gør Tea Lindeburg sig mange skarpsindige iagttagelser af kvindeundertrykkelse. Det ville have virket gammeldags for ti år siden. Men som verden bliver mere reaktionær, er filmen en sober påmindelse om, at kvinderettigheder stadig ikke er noget, vi kan tage for givet.