Ental og flertal.
Som i det meste af Europa har vi i Danmark to bøjningsformer til at beskrive en mængde med. I Slovenien er det anderledes. Her har man en tredje bøjningsform, dualis, som beskriver en mængde, som er præcis to.
Og præcis to kvinder møder hinanden i Ljubljana, da et dansk charterfly på vej til Athen får tekniske problemer og må nødlande i den slovenske lufthavn.
Tina (Nina Rakovec) er en pige i midten af tyverne, som har sidste dag på jobbet som chauffør for charterturister. Da de nødstedte danskere er kørt til et nærliggende hotel, opdager Tina, at der sidder en kvinde tilbage i minibussen – danske Iben, som spilles af Mia Jexen (Klassefesten og tv-serien 2900 Happiness).
”Vil du køre mig en tur omkring i byen?” spørger hun. Og det bliver starten på en nat, hvor de to kvinder langsomt bliver klogere på sig selv og hinanden, alt imens en forelskelse spirer frem.
Den 28-årige instruktør, Nejc Gazvoda, har uden tvivl fundet inspiration i Richard Linklaters mesterværk Before Sunrise, hvor et tilfældigt møde udvikler sig til én lang samtale om livet, døden og kærligheden. Desværre er der langt fra den flydende dialog hos Linklater til de hakkende replikker på gebrokkent engelsk i Dual.
Efter en lidt kluntet start bliver skuespillet og dialogen dog bedre.
Nina Rakovec spiller fremragende som den lesbiske pige, der er ved at finde sig selv i livet. Rakovec kan både formidle nervøs usikkerhed og en ordentlig portion selvtillid og stoisk ro. Det virker naturligt, når den komplekse karakter pludselig kaster en cykel fra sig, griber Iben i hånden og spurter grinende gennem byen.
Omvendt er Mia Jexen mere fastlåst i sit spil. Hun kan minde om en Amélie-agtig karakter med store brune charme-øjne. Men Jexen har en tendens til overspil, og hvor Audrey Tautou kan tryllebinde én i flere timer, bliver de plirrende øjne og den ensidige karakter trættende i længden.
Det er til gengæld godt tænkt, når instruktøren lader personerne udtrykke deres forskellighed i en dialog om forskellene i deres sprog.
Tina forklarer Iben, at selv ens eget navn kan gradbøjes på slovensk. Tina er ikke bare Tina, men en hel række af forskellige endelser. ”Hvad med mig, hvad med mit navn?” spørger Iben, hvortil Tina svarer: ”Du er bare Iben, dit navn kan ikke gradbøjes.”
Heldigvis for filmen er en del af handlingen henlagt til et besøg hos Tinas familie. Tina beslutter at følge med Iben ud i verden og må derfor pakke en taske.
I en scene med forældrene og Tinas lillebror falder filmen på plads og finder sin rette hylde mellem det komiske og det poetiske. Livsvisdom og alvorsord bliver udgydt over middagsbordet, hvor Tina må stå til ansvar for sine valg, alt imens forældrene bliver konfronteret med deres måde at leve livet på.
Lillebrorens mærkværdige teater runder familie-seancen af. Og da Iben og Tina er placeret med Mickey Mouse-ører og instrumenter, bliver de to personer forløst, og filmen hæver sig op over sit gennemsnitlige niveau. Hvis den så bare var sluttet der ...
Dual er en rigtig snakke-film, men netop sproget blokerer for vores indlevelse i personerne og deres indlevelse i hinanden. Måske er det en pointe at vise, at sproget både kan begrænse og udvide menneskets horisont. Men det er sigende, at filmen fungerer bedst, når de slovenske skuespillere snakker slovensk med hinanden.
Kommentarer