Biografanmeldelse
27. juni 2021 | 16:14

Duften af roser

Foto | Guillaume Deffontaines
De to store konkurrenter, Eve (Catherine Frot) og Lamarzelle (Vincent Dedienne), kæmper dagligt mod hinanden om at skabe de smukkeste roser.

Fransk feel-good-film er en velspillet dans på roser og et drama med frisk duft af humor.

Af Astrid Maan Thomsen

Hvis man kan lide Frankrig og franske blomster, så vil man nyde hvert et øjeblik af Duften af roser

Det lyder forudsigeligt og rosenrødt, men der er noget forfriskende over filmen, der på kort tid kan springe fra at være romantisk komedie til humoristisk kupfilm. 

Vi følger den tidligere succesfulde blomsterdyrker Eve og hendes trofaste assistent på Eves familielandsted. Engang var det kendt som en af verdens mest berømte rosenfarme, men nu ligger gården stille hen. 

Eve er på fallittens rand og har hverken råd til at hyre dygtige medhjælpere eller rejse til konkurrencer uden for Frankrig. Hendes assistent henter derfor tre arbejdsløse fra den lokale arbejdsformidling. De er billig arbejdskraft, men har ingen forstand på roser. 

Det ser derfor sort ud for den stædige, men godhjertede Eve, som risikerer at miste sit landsted til den fremgangsrige konkurrent Lamarzelle (Vincent Dedienne). Men de tre medhjælpere viser sig at have næse for faget, og den lille flok sætter alt ind for at vinde den næste prestigefyldte konkurrence inden for blomsterfaget. 

Duften af roser er instrueret af franske Pierre Pinaud, som tydeligvis ønsker at få publikum til at føle, at hvis man bruger sit liv på at skabe skønhed, så har man ikke spildt tiden. 

Pinaud er en grundig herre, der arbejder utroligt virkelighedsnært og bruger lang tid på research. Som forberedelse har han fulgt en lille blomsterfamilie, Maison Dorieux nær Lyon i Sydfrankrig, hvor filmen også er optaget. 

I et vidunderligt smukt fransk landskab får vi indblik i kunsten at dyrke nye roser. Det er let at glemme, hvilket arbejde der ligger i en smuk buket roser, som står på ens bord. Kontrasten mellem en lille blomsterforretning og den store, industrielle forretningsverden bliver også tydelig. 

Vi taler David mod Goliat, når Eve hårdnakket nægter at sælge sin fars land og trods utallige skuffelser stadig har et glimt i øjet. 

Eve spilles af 64-årige Catherine Frot (Marguerite), der med et blik kan skifte fra håbefuld til sorgbetynget og samtidig skinne igennem med humor og styrke. Det er en fryd at se hende råbe skældsord i telefonen, hvorefter hun marcherer direkte hen til sin assistent og tyller en sodavand i ren og skær vrede 

Midt i realismen er der også plads til et lille, overrumplende kup, der med et gran af Olsen-banden får smilet frem. 

Selv om mange af filmens skuespillere ikke er kendt herhjemme, er der ingen, som træder ved siden af. Eves brave tre medhjælpere har hver sin rammende væremåde, og der er særligt fokus på den unge mand Fred (Manel Foulgoc), hvis svære liv forandres radikalt takket være Eves godhed på det smukke blomsterlandsted. 

Duften af roser viser, at venskab og familie kan findes de mest usandsynlige steder. Filmen vil kunne sende en tåre ned ad kinden på de fleste. 

Men det er en glædeståre.

Trailer: Duften af roser

Kommentarer

Titel:
Duften af roser

Originaltitel:
La fine fleur

Land:
Frankrig

År:
2020

Instruktør:
Pierre Pinaud

Manuskript:
Fadette Drouard, Blandine Jet, Philippe Le Guay

Medvirkende:
Catherine Frot, Manel Foulgoc, Fatsah Bouyahmed

Spilletid:
94 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
1. juli

© Filmmagasinet Ekko