Den med Sidse Babett Knudsen som dominatrix? Ja, det er den.
Men man skal ikke lade sig narre. Engelske Peter Strickland har med The Duke of Burgundy lavet et symbolistisk femi-psykodrama, som er mere hjerte end lak.
Til gengæld er den med sine flygtige billeder af naturdrømme (titlen er en natsværmer) og gennemførte scenografi den største fryd for øjet i sexfilmens historie.
To smukke brunetter bor i skoven i en efeutilgroet gigantvilla. De går klædt i tætsiddende, 60’er-elegante kjoler, studerer natsværmere om dagen og gennemspiller sadomasochistiske ritualer om natten.
Den ene, Cynthia (Sidse Babett Knudsen), har det med at snorke og døjer med ryggen. Hun elsker sin sambo, Evelyn (Chiara D’Anna), men ikke længere rollespillene – slet ikke at låse Evelyn ned i en dragkiste med bundne hænder.
Men Evelyn insisterer: ”Du må åbne igen når som helst inden for 24 timer. Men ikke den første time – så er det ikke overraskende. Og heller ikke den allersidste time.”
”Altså når som helst inden for 22 timer,” svarer Cynthia med sammenkneben mund.
Scenen er både komisk og dybt alvorlig. Komisk, fordi Cynthia taler med Sidse Babett Knudsens velkendte tonløse sarkasme og tvetydigt rynkede bryn. Hun har gennemskuet kunstigheden i hele setup’et.
Men samtidig er det dybt alvorligt, fordi det er Cynthia, der har mest at tabe. Evelyn har allerede kastet blikke efter en anden kvinde i landsbyen.
I sårbarheden og jalousien krakelerer dominatrix-rollen for Cynthia, og det bliver mere og mere klart, at det er hende, der bliver dirigeret af Evelyn i tjenestepigekostumet.
Peter Strickland har håndplukket to meget forskelligartede skuespillerinder, og det virker ikke, som om han har tilpasset manuskriptet til deres forcer.
Italienske, storøjede Chiara D’Anna, som Strickland gav debut i 2012 med Berberian Sound Studio, deklamerer sine replikker så monotont, at man kan blive helt i tvivl om, hvorvidt hun forstår sit eget engelsk.
Sidse Babett Knudsen er anderledes fuldmoden i sit register. Ingen kan som hende få en mundstreg til at vibrere mellem tilkæmpet kontrol og total magtesløshed. Det er takket være hende og ikke de teatralske replikker, at den emotionelle spænding mellem kvinderne forplanter sig til publikum.
Til gengæld lader Sidse Babett Knudsen ikke til at trives med Stricklands stramme tøjler, hvad angår gestik og kropskoreografi – og det gør filmen sådan set heller ikke.
Her kunne instruktøren for min skyld lige så godt have givet op og bare positioneret skuespillerne som statuer a la Alain Resnais’ I fjor i Marienbad.
Der er ekkoer af en svunden tid i filmen. Buñuel og Dagens skønhed rumsterer i S/M-temaet og den aristokratiske ramme, mens Fassbinder og Petra von Kants bitre tårer mærkes i den elegante analyse af en lesbisk magtbalance, som i begge film lige så godt kunne have været et heteroforhold.
Mindre alment kendt er inspirationskilder som Jesús ”Jess” Franco, Tinto Brass, Cleo Übelmann og Walerian Borowczyk, som Strickland åbent bekender sig til.
De repræsenterer alle den såkaldte Eurotrash, en samlebetegnelse for film, hvor kinky eller afvigende tematikker får fuld stilistisk og følelsesmæssig pedal – som eksempelvis i Jess Francos Eugenie: The Story of Her Journey into Perversion fra 1970.
Hud til husarerne eller genreforelsket kulturradikalisme? Spekulation, kitsch, kunst? Det er en del af charmen ved Eurotrash-filmene, at de ikke selv bekymrer sig synligt om sådanne mærkater.
The Duke of Burgundy ligger tættere på salonfæhig arthouse end sleazy B-film og må siges at være en relativt lidt udfordrende sag.
Men den har masser af interessante antydninger (livmodersymboler, barnløshedskomplekser), så man får lyst til at gå på opdagelse i den en gang mere.
Kommentarer