Dune: Del 2

Det var aldrig sikkert, at Dune: Del 1 ville blive en succes.

Efter den kommercielle og anmeldelsesmæssige fiasko med David Lynch’ Dune fra 1984 var instruktør Denis Villeneuve bekendt med risikoen for, at hans projekt kunne være for komplekst til at tiltrække et stort publikum.

Heldigvis blev det et hit, så nu får vi anden halvdel af historien, som er actionmættet, medrivende og mere moralsk nuanceret, end man måske kunne have forventet.

Handlingen genoptages kun få timer efter den første films slutning.

Atreides-familien er blevet afsat som ledere af den krydderiproducerende planet Arrakis, og Lady Jessica (Rebecca Ferguson) og hendes søn Paul Atreides (Timothée Chalamet) er flygtet ud til det indfødte Fremen-folk.

Deres fjender – ledet af Baron Harkonnen (Stellan Skarsgård) – er dog lige så fast besluttet på at knuse Fremenerne, som de var på at knuse Atreides, og kejseren af universet (Christopher Walken) accepterer, at de gør det, så længe krydderiet fortsætter med at flyde.

Paul og Jessica må gennemføre overgangsritualer for at gøre sig fortjent til en plads blandt fremenerne. Han bliver oplært som Fedaykin-kriger, og hun drikker det giftige Livsvand for at blive en Erværdig Mor, der opbevarer generationernes visdom.

Begge ritualer er livsfarlige, og selv om fremenerne har en profeti om, at en udlænding vil lede dem til frihed, tøver Paul med at påtage sig rollen. Han får nemlig et fremtidssyn om, at byrden vil føre til massakre og folkedrab.

Det er et interessant dilemma at lægge vægt på. I stedet for at gøre Paul til endnu en hvid frelser vil hans lederskab betyde galaktisk krig og død for mange milliarder mennesker. Men måske også overlevelse for ham selv og Fremenerne.

Timothée Chalamets Paul flygter fra sin skæbne. Han er splittet mellem den messianske rolle, som hans stadig mere fjerne og mystiske mor forudser, og hans sande kærlighed Chani (Zendaya), der nægter at se ham som mere end et almindeligt menneske.

Paul bliver presset ind i en fremtid, han ikke vil have, og det er fascinerende at se ham hilse drenget på en savnet ven det ene øjeblik og læne sig ind i rollen som nådesløs krigsherre det næste.

Rebecca Fergusons Jessica er lige så iøjnefaldende. Hun er fuldstændigt overbevist om, at hendes søn vil overleve og trives i det barske miljø, mens han kæmper med den byrde af viden, som følger med hendes forudsigelse. Og så er hun gravid med et overnaturligt, bevidst foster.

Fergusons præstation gør hende til en dragende, men ikke helt sympatisk karakter.

Denis Villeneuve benytter endnu engang så mange optagelser fra ørkenerne i Abu Dhabi og Jordan som muligt. Det giver filmen en næsten fysisk mærkbar fornemmelse af tørhed og varme. Fotograf Greig Fraser skyder fra lave vinkler og med masser af linseblænding for at fremhæve planetens skønhed.

De gigantiske sandorme spiller bogstavelig talt en større rolle i filmens mest fortryllende scener, der vil få sci-fi-nørder til at klappe i hænderne af fryd.

Men Villeneuve rammer også plet i de mindre scener: kammeratskabet mellem fedaykinerne og Fremen-lederen Stilgars heltetilbedelse af Paul, rædslerne på Harkonnernes hjemplanet og familiearvingen Feyd-Rauthas psykotiske sadisme (Austin Butler).

Dog er filmen ikke altid lige så stramt skruet sammen som den første film.

Der er øjeblikke, hvor fortællingen bliver ulden, og hvor Villeneuve har skåret plottet i stykker for at holde tempoet højt. Til gengæld mister man potentielt nyttige overgangsscener eller nødvendige forklaringer.

Eksempelvis gennemgår Paul et ritual, der udvikler sig til en flirtescene med Chani, som fører til et bagholdsangreb fra Harkonnen-soldater uden pause mellem sekvenserne. Tilskuere, der ikke har læst bogen – og selv nogle af dem, der har – kan få svært ved at følge med i begivenhederne.

Men filmen drøner så hurtigt afsted mod den profeterede afslutning, at der ikke er meget tid til at dvæle ved så små mangler.

Skalaen er episk, men fokus er stadig på karaktererne. Omgivelserne er fantastiske, men psykologien føles forankret i virkeligheden.

Denis Villeneuve har hele tiden håbet på at kunne lave en tredje film, Dune Messiah, og pludselig virker det som en profeti, der med stor sandsynlighed kan gå i opfyldelse.