Dying for Sex

Jeg holdt begge mine forældre i hånden, da de drog deres sidste åndedræt. Jeg er lige nu tæt pårørende til et menneske, der er ved at dø af kræft. 

Jeg har med andre ord haft sygdom og død meget tæt på livet. Det var derfor med bange anelser, at jeg satte Dying for sex på. Jeg var usikker på, om det ville være for ubehageligt, for usandt eller bare for ligegyldigt. 

Den er ingen af delene. 

Molly er til parterapi. Der er der mange grunde til, men blandt andet har hendes søde mand ikke haft lyst til sex, siden hun havde brystkræft. Hun har været rask i to år, men stadig er der ikke optræk til erotik. Pludselig ringer hendes telefon. Midt i terapien. 

Det er lægen. Kræften er tilbage. Den har spredt sig til knoglerne, og det er uhelbredeligt. 

Molly skrider og køber en tarvelig sodavand i en kiosk. For hun har ikke måttet drikke sodavand – for sin mand, vel at mærke – på grund af sygdommen. Han fikser grønne juicer til hende og går op i deres diæt, så hun skal leve længere. 

”Han er plejeren og martyren. Og jeg er patienten,” siger hun senere til sin veninde Nikki og fortsætter med at sige, at alt er så nemt mellem dem, når hun er syg. 

Er der ligefrem en vis form for lettelse i hans øjne, fordi hun er syg igen? Så kan han nemlig træde i karakter og have styr på alt det praktiske. 

Men Molly kan ikke holde det ud. Hun ender med at forlade ham og spørger i stedet Nikki, om hun ikke vil være hendes hjælper, når hun skal på hospitalet. 

Nikki har adhd og er en utøjlelig, kulørt og larmende person. Hun har en kæmpe taske – vi snakker en oldemoragtig fløjlssæk på størrelse med en IKEA-pose – som hun har alt muligt og umuligt i. Her skal hun nu have Mollys papirer og patient-cd’er og aftaler. 

Det går selvfølgelig galt. 

Serien er lige så meget et portræt af at være syg og døende, som det handler om at være pårørende. Det er mildt sagt fantastisk, hvordan den balancerer de to positioner, uden at det tager fokus fra, at Molly selvfølgelig er den, der har det værst, fordi hun skal lide så meget, inden hun får fred. 

Hun er for ung til at dø. Det er pisse uretfærdigt. 

Men det er heller ikke nogen dans på roser at være pårørende, og det koster Nikki meget. Hun giver dog velvilligt sit eget liv op for den sidste tid, hun har sammen med Molly.

Jeg faldt for nylig over en kommentar på det sociale medie Bluesky. Personen anbefalede Dying for sex, men skrev, at veninden var irriterende. 

I første afsnit kigger Molly på Nikki, som har et absurd skænderi med en kioskindehaver. På Mollys fortællerstemme hører man, hvor kærligt hun tænker om Nikki. 

”Se på hende: Frygtløs.” 

Det er også historien om kærlighed mellem venner, og jeg ser Nikki (spillet fyndigt af Jenny Slate), som Molly opfatter hende. 

Så er der jo også det, at Molly er kampliderlig. Selv om hun er i begyndelsen af 40’erne, har hun aldrig fået en orgasme med et andet menneske. Så det er hendes mål, inden hun dør. Og hun begynder at undersøge sin seksualitet, og på fineste vis formår serien at sætte ord på sex anno 2025, hvor ingen skal skamme sig over sin seksualitet. 

Mollys palliative terapeut er åben om sin seksualitet, og hun tager veninderne med til swingerparty, hvor Molly lærer noget om sin egen lyst. 

Der stikker dog noget dybere under, at Molly aldrig har fået en orgasme. Hun har haft svært ved kærlighed i et romantisk forhold, fordi et traume plager hende, et uhyggeligt overgreb i barndommen. 

Eftersom serien er baseret på en sand historie, som virkelighedens Molly og Nikki lavede til podcast-serien af samme navn, er det næsten for meget. 

Michelle Williams redder det hele. Hun spiller Molly med så meget hjerte og nærvær. Døden bliver så konkret og troværdig, grim og smuk på samme tid. 

Jeg fødte min datter præcis ti måneder efter, at jeg mistede min mor. Det gjorde mig så angst for at dø. Den her serie har været forløsende for mig. Jeg tror dog ikke, den vil være det for alle. 

For nogle er døden stadig for stort et tabu til, at det kan portrætteres så sjovt. Men serien er altså et lille mirakel.