Earth to Echo

En ørkenby skal rømmes for at få plads til en ny motorvej. Men sandheden er, at skumle regeringsagenter leder efter et alien-fartøj, der er styrtet ned i området.

Tre barndomsvenner fra byen skal derfor flytte væk fra hinanden. De tre drenge på kanten af teenageårene – nørden, hurtig-snakkeren og den følsomme forældreløse – tager på eventyr i ørkenen og støder tilfældigvis på den mystiske ufo.

Indeni sidder et lille, uglelignende rumvæsen, der har brug for deres hjælp til at komme hjem, og så går turen gennem byen med førnævnte agenter i hælene.

Hvis det lyder lidt rigeligt som E.T. møder Stand by Me, er det fordi instruktør Dave Green og manuskriptforfatter Henry Gayden tydeligvis har kigget Steven Spielberg og Rob Reiner længselsfuldt i kortene.

Deres film har 80’er-forbillederne til fælles med den hjemmedyrkede Antboy. Men hvor Ask Hasselbalchs børnefilm rammer den rigtige tone af uskyldig charme med en ny fortælling, virker det, som om Green og Gayden har rapset fra deres yndlingsfilm i blind tillid til, at stemningen ville opstå naturligt.

Resultatet er, at de bruger mere tid på at maskere deres genbrug end på at komme på nye idéer, og filmen bliver nogle gange ærgerligt klippe-klistret og fortænkt.

De ”opdaterer” dog det visuelle udtryk med en rystet amatøræstetik, der foregiver at være drengenes hjemmeoptagelser fra natten lagt på YouTube. En af drengene, Tuck (Brian Bradley), agerer overivrig fortæller og pauser endda flere gange filmen for at komme med kommentarer, springe kedelige ting over og enkelte gange endda skifte video.

Enkelte steder er brugen af indklip fra chatsamtaler og Google Maps veltimet og morsom. Men filmen falder hurtigt i found footage-fælden, hvor man bliver forstyrrende opmærksom på spørgsmål som ”hvem holder dét kamera?” og ”hvorfor tager cykelkameraet horisontale billeder, når cyklen er væltet?”

Heldigvis har instruktøren en god sans for fremdrift i historien, og redningsaktionen går slag i slag frem til finalen.

Komikken er langt fra sofistikeret, men den holder til husbehov. Da Tuck tager hjemmefra, forklarer han sine forældre – der ikke hører efter – at han er på vej ud for at røve en bank og derefter flygte til Mexico: ”Okay skat, hav det sjovt!”

Selvom vi nok har mødt lignende børnekarakterer før på film, er de tre hovedpersoner heldigvis ganske veloplagte bekendtskaber, som bliver vakt til live af engagerede børneskuespillere.

Den kvabsede Munch (Reese Hartwig) er nørden udstyret med et troværdighedskrænkende it-tække, Tuck er den oversete lillebror, der kæmper hårdt for at holde kliken sammen, før de går hvert til sit.

Alex (Teo Halm) overtager dog hovedrollen i sidste akt som plejehjemsbarnet, der knytter sig stærkt til rumvæsen-barnet, der vil hjem til sine forældre.

Allerede i de tidlige scener skiftes de dog til at være hinandens vedhæng, og da klassens mannequin-pige støder til trioen er det på bekostning af det venskabsportræt, filmen i starten lagde op til.

Det er en skam, for det holder den fra at udforske de dybfølte, bittersøde uskyldstab, der kunne have løftet den til et oprigtigt rørende niveau.

Men som den er nu, føles filmen som discount-Disney. Med god grund. Earth to Echo er produceret af Walt Disney Pictures, der imidlertid skilte sig af med rettighederne, da de så det færdige resultat.

Dårligt er det bestemt ikke, og hvis de mindste i familien samtidig er de mindst krævende, bliver de sikkert overbevist af dens sympatiske komik og harmløse spænding. Men den bør ses på bagsædet, ikke biografsædet.