Inden for videospil findes en genre, man kalder ”trial and error”. Det er den slags spil, hvor det gælder om at dø en hel masse gange og lære af hvert dødsfald, så man til sidst kan banen udenad.
Edge of Tomorrow er en trial and error-film.
Tom Cruise spiller det amerikanske militærs slikkede PR-medarbejder William Cage, som får til opgave at ledsage en deling soldater under et mindre slag, så han bagefter kan formidle succeshistorien. Cage sveder imidlertid tran blot ved tanken om blod, så han forsøger at smyge sig udenom ved at true en general med at miskreditere ham offentligt.
Det skulle han aldrig have gjort.
Generalen beordrer Cage anholdt, og så bliver den skarptungede kommunikationsmand bogstavelig talt sendt i ilden, hvor han er lige så udsat som de trimmede soldater, men uden deres slagmarkserfaring.
Og så en vigtig detalje: Vi befinder os nogle år ude i fremtiden, og fjenden er en hær af langlemmede rumvæsner lignende de mekaniske blæksprutter fra The Matrix. De har invaderet Jorden og er godt i gang med at udrydde menneskeheden.
Cage – i en panseruniform, der også ligner noget fra The Matrix – bliver selvfølgelig tværet ud. Heldigvis giver det en vis livsforsikring at blive spillet af Tom Cruise, så PR-mandens rolle er ikke udspillet med hans død. Han vågner perpleks samme sted, som han befandt sig dagen forinden – klar til at rykke ud på sin første militæraktion, nu for anden gang.
Som Bill Murray i Groundhog Day, og måske mere nærliggende Jake Gyllenhaal i den åndsbeslægtede Source Code, er Cage uforklarligt havnet i et tidsloop. Hver gang han dør (og det gør han ofte), vågner han til en overordnets kommando: ”On your feet, maggot!” som en grammofonplade, der er gået i hak.
Cage formår ikke at belægge sine ord, så hans våbenbrødre og foresatte tror på hans historie. Men med hvert dødsfald får han lidt mere kamperfaring og lidt mere af slaget memoreret, så han kan undgå at dø på samme måde to gange.
Han har dog stadig ikke en kinamands chance for at nedkæmpe alle rumvæsnerne. Men så støder han på menneskenes supersoldat Rita Vrataski (Emily Blunt), også kendt som ”The Angel of Verdun” (eller ”Full Metal Bitch” blandt fodfolket). Hun tror på Cages historie, fordi hun har oplevet det samme. Og hun ser ham som nøglen til at besejre den fæle über-alien Omega, der fungerer som besætternes centralnervesystem. Med andre ord: Dør hun, dør de alle sammen.
Ja, det lyder fjollet. Men i hænderne på Doug Liman, der instruerede den første Bourne-film og producerede de to næste, er det blevet til en aldeles velkomponeret sommerblockbuster, opfindsomt og legesygt fortalt med både humor, patos og sitrende suspense.
I starten er tempoet tålmodigt, og der udvindes en del komik fra den absurde præmis. Tom Cruise er sædvanlig karismatisk og tilpas glat og kujonagtig. Men han vokser gradvis ind i helterollen og får med subtile virkemidler skabt en facetteret og identificerbar karakter.
Senere øges farten hen mod et veloplagt og astmatisk klimaks, hvor Jordens skæbne skal besegles, som den er blevet det så ofte før i genren.
Filmens usandsynlige bedrift er, at den trods sin repetitive natur og en åbenlys gæld til Alien, The Matrix, Groundhog Day og Source Code konstant føles frisk, selvstændig og original.
Kun slutningen virker lidt fersk, da sentimentaliteten og vanetænkningen tager overhånd med en forceret romance mellem hovedrollerne, som ikke engang skuespillerne synes at tro på.
Men selv i disse øjeblikke holdes filmen oppe af de storslåede actionsekvenser. Kameraet modstår fristelsen til at mæske sig i bagtæppets special effects-spektakel. I stedet holder det sig klaustrofobisk tæt på Cage og Rita og efterlader på Saving Private Ryan-maner en følelse af isolation på den åbne slagmark og magtesløshed over for den overlegne fjende.
Kommentarer