Da Karen Blixens kortroman Ehrengard udkom i 1963 i USA, på engelsk og under pseudonymet Isak Dinesen, skrev forlaget Random House på det romantiske omslag, at det var ”A New Tale”.
Men på det tidspunkt havde Blixen allerede været død i et år. Værket udkom posthumt.
Blixens formidable forvekslingskomedie drejer sig om en forførende portrætmaler. Han jagter en ung kvinde, der desværre selv er vanvittigt god til at fægte og måske faktisk er den sande forfører.
Er Eva kun en kopi skabt af Adams ribben? Eller kan kvinder noget i egen ret?
Køn er ikke uden betydning i en angivelig historisk kortroman, hvor en kvinde er fægter, soldat og kriger – skrevet af en kvindelig forfatter, der tidligt forstod at optegne kvindelighedens styrker.
Ordet ”tale” på originaludgavens cover er uhyre centralt.
For historien om forføreren, der vil nedlægge den unge, smukke kvinde Ehrengard (Alice Bier Zanden), er i særklasse markeret somfortælling. Den er et narrativ løftet op til noget symbolsk. Præcis som vi kender det fra Blixens andre mytologiske fortællinger.
I sin seneste spillefilm, Kysset, understreger Bille August sin kærlighed til det litterære mere direkte end tidligere, skønt han egentlig altid har været en finlitterær instruktør i bredformat.
Både i Kysset og Netflix-filmen Ehrengard refereres der til det skrevne ord. I Kysset drejer det sig mest om en romantisk æstetik. I Ehrengard føres grebet endnu videre, fordi filmen med sin nærmest aristoteliske æstetik går op som i en kabale.
Blixen skriver fiktion, historien handler om en maler, som skaber billeder af virkeligheden, og Bille August filmer det hele og gør det endnu mere fiktivt.
Samme tanke viser sig i alt – skuespil, dragter, væggenes bemalinger eller det Walt Disney-agtige landskabsmaleri. At Blixen har placeret det hele i en slags proto-germansk drømmeverden, eventyrriget Babenhausen, fuldender det eventyrlige.
Allerede i åbningsscenen trækkes det fiktive helt frem, for ”kulissen” bag slottet er åbenlyst håndmalet. Altså med pensel.
Klædedragterne, der ligesom scenografien er skabt af Dronning Margrethe, er fantastisk smukke, sjove og nærmer sig jævnligt det hysteriske. Det er vidunderligt kulørte stoffer med spraglede mønstre og brokader og syrede snit. Scenografierne er gennemførte og ligner tableauer eller installationer.
Hvis man tænker på Netflix-serien Bridgerton, er det ikke helt skævt. Kunst, fiktion og fantasi eksploderet ud i hvert eneste hjørne af filmen.
Det gælder også castingen, hvor en charmerende og varmblodet Sidse Babett Knudsen som overhertuginde får en hysterisk og pænt overspillet orgasme, hvor Mikkel Boe Følsgaard som forføreren Cazotte spiller med et nærmest jazzet anslag, og hvor alene Alice Bier Zandens ansigt faktisk er hele filmen værd.
Det er skulpturelt, dragende og uendeligt smukt.
En række af de mindre karakterer er også velspillede. Men centralt står mødet mellem en kølig kvindelist og en feminin mandlig forførelse.
Som altid hos Blixen er det idéer, som mødes. Og i de bedste af scenerne sitrer alt imellem dem. Man kan simpelthen mærke skuespillet.
Det eneste, man savner, er Blixens sprog, som føjer noget mere til fortællingen. Man får øje på sproget hos Blixen. Hos Bille mærker man det snarere.
Når en brud i den danske oversættelse af Blixens engelske original er ”Frisk og ren som en Pæonknop, blid og munter som et Barn,” eller når Ehrengard ”skal være den Rose som lader alle sine Blade falde for ét eneste Vindpust og staar nøgen tilbage”, dirrer man næsten.
Den sidste sarte linje er med i filmen og helt central.
Det er nemlig ikke Ehrengard, der dåner til allersidst, men publikum. I mere end én forstand. Men hvordan dét hænger sammen, skal man unde sig selv at se med egne øjne.
Kommentarer