Eiffel

Googler man ”Alexandre Gustave Eiffel”, får man et signalement af en innovativ og driftig ingeniør, som blev verdensberømt for to ting.

I 1886 konstruerede han det jernskelet, som holder billedhuggeren Bartholdis frihedsgudinde oprejst i New York, og tre år senere stod han bag det tårn, der bærer hans navn, og som i dag er Paris’ absolutte vartegn.

Eiffeltårnet blev i 1889 rejst med møje og besvær på 100-året for den første franske revolution. Det tjente som symbol på industrialismens tidsalder og blikfang for en verdensudstilling. Privat blev Eiffel far til fem børn samt enkemand som 44-årig.

Det sidstnævnte er sporadisk med i Eiffel, der starter med hans ældste datters bryllupsforberedelser. Omtrent samtidig vinder farmand og hans firma konkurrencen om at rejse et 300 meter højt jerntårn, en hyldest til et Frankrig, der har rejst sig efter den fransk-tyske krig i 1870, og som nu vil være førende inden for moderne teknologi.

Alene opførelsen af bygningskonstruktionen er et modernitetsdrama i sig selv.

Fra start var stort set alle franske kunstnere – de skrivende, malende og komponerende – hidsige modstandere af værket. Selv paven i Rom blandede sig. Han var bange for, at konstruktionen ville overskygge den katolske domkirke Notre Dame.

Først med de franske surrealisters euforiske begejstring for tårnet blev det endelig anerkendt som andet end et jernstøbt makværk.

Sideløbende med kulturkampen var der tekniske vanskeligheder med ingeniørens matematiske præcisionsarbejde, polytekniske kunnen og ikke mindst stilladsarbejdernes betingelser oppe i højderne.

Alt dette er en historie, som er værd at fortælle. Også selv om udfaldet er givet på forhånd, siden vi i dag kan se tårnet trone sejrsbevidst i Frankrigs hovedstad.

Men Eiffel holder sig ikke til hovedpersonens virkelyst og bedrifter.

Vi skuer snart tilbage til Eiffels ungdom og hans arbejde med at bygge en bro over floden Garonne ved Bordeaux. Smukke Adrienne fra overklassen ser ham heroisk redde en arbejder fra at drukne, og snart kommer der amoriner i luften, som indfries på lidenskabelige stævnemøder.

Men tidens sociale skel og skæbnens ubønhørlighed punkterer forholdet, der skildres skiftevis i flashback og i nutiden, hvor den nu gifte Adrienne igen glider ind i ingeniørens turbulente liv.

Man mærker, at affæren er en opfunden filmromance. En slags Shakespeare in Love med en opfindsom ingeniør som stakkels elsker. Det er bare ikke så oplagt. For hvor Shakespeare rent faktisk skrev om kærlighed, synes vor helt mere at være til søm og skruer end sex og kærestesorg.

Alligevel flirter filmen heftigt med en freudiansk fortolkning, Eiffel rejser sin tids største fallossymbol, og undervejs får han også selv noget op at stå. I én scene smadrer han sågar en model af tårnet i erotisk frustration.

Romain Duris, en af fransk films dynamiske kvindebedårere, er udmærket som varmblodet Eiffel med et hjerte, der slår til venstre for samfundet. Han er en ingeniør, som hellere vil bygge en metro end et monument.

Den 22 år yngre, fransk-britiske Emma Mackey, der er en skøn skurk i Kenneth Branaghs ellers ret ligegyldige Mordet på Nilen, spiller lidenskabelige Adrienne. Hun har udstråling som en anden Romy Schneider, skiftevis fræk og fragil som en kvinde splittet mellem to venner. Hendes nye mand kommer til at true Eiffeltårnets rejsning.

Eiffel er lækker i sit design med billeder, der mimer tidens impressionisme – især maleren Caillebottes malerier af borgerskabets Paris.

Den gør farlige tilløb til en banal kærlighedsfilm, men fascinerer med skildringen af tårnets møjsommelige opførsel i et koglende Paris, som gradvist forvandler sig til den moderne og myldrende metropol, vi kender i dag.