Der er måske mere form end indhold i El Angel, men formen er virkelig også noget for sig.
Filmen genfortæller den mærkelige og gådefulde virkelige historie om de unge år for Carlos Robledo Puch. Han er den dømte morder, som i Argentinas historie har siddet længst tid i fængsel.
Han spilles af den smukke og bevidst udtryksløse debutant Lorenzo Ferro, der præcist rammer den unge Puch’ lyshårede uskyldighed.
Filmen følger Puch’ korte, men livlige kriminelle løbebane. Den tog sin begyndelse i 1971, hvor han begik en stribe indbrud. De resulterede i flere koldblodige drab, som gjorde ham til seriemorder, før det ord for alvor blev en del af sproget.
Men instruktør Luis Ortega svælger ikke så meget i volden som i en rolig og sanselig skildring af perioden og et slet undertrykt homoerotisk begær.
Pedro Almodóvar og hans bror – producer og manuskriptforfatter Agustín Almodóvar – har produceret El Angel, og deres fingeraftryk mærkes tydeligt i den smægtende æstetik, fascinationen af farlige pretty boys og kulørte fornemmelse for tidsbilledet.
Vi møder først Carlitos, den unge mands kælenavn, som en teenager iklædt trompetbukser. Han er det forgudede enebarn af et respekteret middelklassepar, hvor faren er støvsugersælger og moren – Cecilia Roth, kendt fra flere Almodóvar-film – overøser sin søn med kærlighed.
Det bliver aldrig tilfredsstillende forklaret, hvorfor Carlos er afsporet nok til uden frygt at bryde ind i fremmede menneskers huse og stjæle deres ting. I en af filmens første scener går han afslappet rundt i et vintage-ornamenteret rum og sætter en plade på.
Herefter kaster han sig ud i en solodans, der er på højde med Tom Cruises gulvglideri iklædt hvide underdrenge i Risky Business eller Denis Lavants rullen omkring i Beau travail.
Kameraet er lige så forelsket i Carlos som personen er i sig selv. Men noget af hans hengivenhed finder et andet objekt, da han møder klassekammeraten Ramón (Chino Darín), en muskelmejslet og mørkhåret bad boy med en langt mere tvivlsom baggrund.
Ramóns far José er en heroinmisbruger, der har siddet i fængsel, mens moren er flirtende som et vilddyr. Carlos får en forførende lektion i skydevåben – endnu en forrygende scene – og begynder sammen med Ramón og José at begå indbrud, der bliver mere og mere dristige.
Som i mange andre biopics bliver El Angel smølende og omstændelig, når den forsøger at ramme samme tone af tilfældighed som virkeligheden. Men Ortega er hele tiden omhyggelig med at berige manuskriptet – som han har skrevet sammen med Sergio Olguín og Rodolfo Palacios – med visuelle og musikalske detaljer, som skaber en slags struktur i fortællingen.
Alligevel føles filmens midterdel en smule klæg, når der går gentagelse i rutinen med forbrydelse, mord og sex. Indimellem kommer bizarre indskud. Ramón forsøger at blive lokal tv-stjerne ved at lip-synche til en sang, mens han er iført et flamboyant mønstret jakkesæt, og Carlos forestiller sig at stå på scenen ved siden af ham.
I de øjeblikke minder filmen om Pablo Larraíns Tony Manero, der også handler om musikbesatte seriemordere i sydamerikanske politistater. Hvor Tony Manero foregår i Pinochets Chile, udfolder El Angel sin fortælling i en af de værste perioder i Argentinas historie.
Det var en tid fuld af forsvindinger og statsstøttet terror. Det får man en fornemmelse af, da Carlos og Ramón kommer i nærkontakt med lovens lange arm.
Men i sidste ende er Luis Ortega ikke videre optaget af hverken politik eller psykologi. Instruktøren virker mere interesseret i det taktile udtryk for tidsperioden, der kærligt bliver genskabt i scenografien og kostumerne.
El Angel har ikke et dybt budskab, men formår alligevel at præsentere sig med stilfuld selvtillid.
Kommentarer