Film om kendte mennesker som prinsesse Diana, Malcolm X og Lincoln har ofte til formål at ændre publikums forudindtagede billede og give et nyt syn på hovedpersonen.
Biografiske film om mere obskure personer med et mindre aftryk på verdenshistorien skal derimod først og fremmest besvare spørgsmålet: ”Hvorfor er den her person interessant?”
Manuskriptforfatter Simon Stephenson og instruktør Will Sharp giver en række svar på spørgsmålet i deres finurlige skildring af den excentriske illustrator og opfinder Louis Wain, som i 1930’ernes England endte sine dage på forskellige sindssygeanstalter.
Et af de mest overraskende svar – som kommer i en kæk voice-over af Olivia Colman – er filmens påstand om, at Wains søde, menneskelignende illustrationer af katte fik de hundeelskende briter og amerikanere til at overveje dem som kæledyr.
Sandhedsværdien i det udsagn er tvivlsom, men Wains livshistorie er følelsesmæssigt engagerende.
The Electrical Life of Louis Wain er lige så mærkværdig som sin hovedperson. Filmen gør brug af en svimlende række visuelle tricks – der er sågar en animeret sekvens, der havde passet fint ind i Gaspar Noés Enter the Void – men inderst inde er den et sentimentalt komediedrama af den gamle skole.
Filmen starter i 1881 og følger Louis i en række kronologiske kapitler. Fra hans første job som freelance-illustrator med speciale i landskabsbilleder og dyreskitser, over årene som berømt illustrator af humoristiske katte-postkort, plakater og børnebøger, til de tidlige 1920’ere, hvor hans tiltagende utilregnelige opførsel førte til, at hans fem ugifte søstre sendte ham på et sindssygehospital.
Det er svært ikke at sympatisere med den akavede og talentfulde enspænder spillet med enorm iver af Benedict Cumberbatch. Skuespilleren tager rollen på sig i en sådan grad, at det er svært at forestille sig nogen anden spille den.
Cumberbatch ligner en mand, der kommer fra en anden planet og nyder at prøve at forstå, hvordan mennesker fungerer. Det gør ham ideel til rollen som Wain, hvis skizofreni-diagnose er blevet anfægtet i nyere tid.
Gennem det meste af filmen skildres han som en person, hvis klodsethed, rastløshed, flyvske sind, vanskeligheder ved sociale interaktioner og mærkelige besættelser peger i retning mod det, vi i dag kalder Aspergers syndrom.
Hovedrolleindehaveren får flot modspil af Claire Foy som Emily Richardson, den ukonventionelle guvernante, Wain ender med at gifte sig med. Toby Jones er også god som Wains snu, men i sidste ende godhjertede chef på Illustrated London News, William Ingram.
Instruktør Will Sharpe er selv bipolar. Han bearbejdede nænsomt mentale lidelser i de to sæsoner af den mørke komedieserie Flowers, som han skrev, instruerede og spillede med i.
The Electrical Life of Louis Wain bruger meget lidt af sin spilletid på at vise den ”galskab”, der påvirker den ældre Wain og hans søstre.
I stedet prøver filmen at vise hovedpersonens skiftende syn på sin verden med stærke virkemidler. Det inkluderer soundtracket, som starter med konventionel orkestermusik, men langsomt inkorporerer svimlende elektroniske lyde, der følger heltens nedtur.
Filmen er i 4:3-format og benytter fiskeøje-optik og kamerabevæger, der afspejler Wains dårlige koncentrationsevne. De mange visuelle gimmicks truer af og til med at få den rørende historie til at føles noget overfyldt.
Det er som at spise lækre karameller. Efter at have indtaget en hel æske begynder de at klistre rigeligt meget i munden.
Men filmens bevidste og ironiske kitsch gør den til et aldeles charmerende bekendtskab, som man ikke ville være foruden. Efter et par timer i selskab med Louis Wain har man fået svar på, hvorfor han er interessant.
Kommentarer