Streaminganmeldelse
08. aug. 2024 | 15:55

Elizabeth Taylor: The Lost Tapes

Foto | Zipper Bros Films

Elizbaeth Taylors liv er næsten en drejebog over Hollywood-livet på godt og ondt, og det var med hendes berømmelse, at Hollywood-pressen for alvorligt begyndte at vise sit grimmeste ansigt

Skuespil-ikonet Elizabeth Taylor træder i gamle optagelser frem med stor værdighed som en meget moderne stemme, der modsatte sig at blive seksualiseret.

Af Kristian Ditlev Jensen

Alle, der interesserer sig for film og for filmstjerner, kender ordet ”paparazzo” – i flertal ”paparazzi”. Det betyder en fotograf, der hæmningsløst jæger en kendt person for at få et – helst – skandaløst billede. Men hvornår opstod fænomenet egentlig for alvor? 

Ifølge kilderne i instruktør Nanette Bursteins dokumentar om Elizabeth Taylor, var det netop med hende, at vi fik den form for berømthed, som gjorde, at pressen for alvor blev grim. 

”I stedet for at opbygge glamour begyndte de at forsøge at rive den ned,” som der siges i filmen. 

Af samme grund ramte kritikeren Alissa Wilkinson plet, da hun i New York Times forleden skrev, at filmen snarere er et portræt af kendthedskulturen som sådan end af skuespilleren, hvis omtumlede og tumultariske liv man ellers nok kunne lave indtil flere dokumentarfilm om. 

Elizabeth Taylor: The Lost Tapes består udelukkende af gamle optagelser med Elizabeth Taylor, hendes mange mænd, familie, chefer, venner og bekendte. 

Vi kender formen fra Asif Kapadias banebrydende dokumentarer, blandt andre portrætterne af Formel 1-køreren Ayrton Senna og musikstjernen Amy Winehouse. En anden reference er The Capote Tapes, der med ikke tidligere offentliggjorte optagelser fortæller historien om forfatteren Truman Capotes liv. 

Lydsiden udgøres igennem næsten hele Taylor-filmen af ”de forsvundne bånd”, der nævnes i titlen. Det er lydoptagelser af 40 timers samtaler mellem Taylor og journalisten Richard Meryman, som instruktøren supplerer med gamle interviews med nogle af hovedpersonens venner. 

Samtalerne med Meryman startede i 1964 og blev lavet som research til en bogudgivelse, der ikke blev til noget. Men lyden er utroligt klar og smuk. Optagelserne har ikke været forsvundet, men bare samlet støv på en hylde. 

Nu kommer Elizabeth Taylors stemme frem – og til sin ret. 

Taylors liv er næsten en drejebog over Hollywood-livet på godt og – især – ondt. Taylor bliver kastet ind i skuespillergerningen, fordi hun er et meget tidligt eksempel på en nepo baby

Hendes mor er skuespiller, og det bliver indgangen, selv om især hendes far forsøger at tale hende fra det. Men lille Elizabeth vil det virkelig selv, afslører hun på båndet. Efter glansrollen i familieklassikeren Lassie katapulteres hun ind i en kontrakt og et filmliv, som hurtigt render fra hende. 

Da hun i en avisartikel, efter flere succeser op gennem sin ungdom, kaldes for ”en voksen kvinde på sytten år”, kan man se paradokset. 

Er Taylor opgaven som skuespiller voksen? Er hun klar til Hollywood-livet? 

Svaret viser sig at være et rungende nej. Eller som hun selv siger både brødebetynget og stolt: ”Jeg lavede mange forfærdelige fejltagelser.” 

Det er især privatlivet, som er voldsomt. Elizabeth gifter sig først med en mand, der begår partnervold på alle tænkelige måder. Siden er hun sammen med en ældre og tryg mand i et uforløst ægteskab. 

Dernæst får hun et godt ægteskab, men hendes tredje mands fly styrter ned – han omkommer. Og endelig møder hun så Richard Burton. Han drikker og er en don juan, men de to trykker på alle hinandens knapper samtidig, og deres stormombruste kærlighedsforhold dækkes ivrigt af pressen. 

Senere i livet bliver Taylor misbruger af alkohol og stoffer, men hun klarer sig ud af det med den siden så berømte misbrugsbehandler Betty Fords hjælp. Og som finale på et langt liv som berømt skuespiller, bruger hun sin berømmelse på at rejse penge til aidsbehandling. 

Det sidste skyldes ikke mindst, at hun, i sine unge år, hvor hun tumler rundt imellem mænd, har mange homoseksuelle mandevenner. 

En af dem er Rock Hudson, der var en af de allerførste kendte mænd, som døde af aids. Han er i øvrigt et godt eksempel på en homoseksuel mand, der måtte leve skjult, og historien om livet som bøsse i tiden inden accepten af minoriteter er barsk, men helt naturligt og meget meningsfuldt indlejret i dokumentaren. 

Tilbage sidder så tilskueren med en følelse af, at det her sagtens kunne have fungeret lige så godt som podcast eller radiomontage. I modsætning til Kapadias dokumentarer går billede og lyd ikke altid op i en højere enhed. 

Billederne virker indimellem som påklistrede illustrationer, der ikke i sig selv udgør en historie. Andre steder er de sigende, sjove og vigtige i den essayagtige film. Men det er og bliver lydsiden, stjernestemmens bæven, spørgerens nervøsitet, Burtons sindssygt smukke diktion, der får det hele til at leve. 

Afsløringer er der ikke mange af. Den bedste er et sted, hvor Elizabeth Taylor går i baglås, da hun kaldes for ”sexgudinde”. Det er et lille, sårbart punkt i samtalen. 

Hun vil ikke seksualiseres, selv om hun er både sexet og smuk. Det rummer en stor værdighed og er en meget tidlig forløber for #MeToo-fænomenet.

Elizabeth Taylor: The Lost Tapes

Kommentarer

Titel:
Elizabeth Taylor: The Lost Tapes

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Nanette Burstein

Manuskript:
Tal Ben-David, Nanette Burstein 

Medvirkende:
Elizabeth Taylor, Roddy McDowall, Debbie Reynolds, Richard Burton

Spilletid:
100 minutter

Premiere:
3. august på Max

© Filmmagasinet Ekko