Tik-tak, tik-tak.
”Tiden går hurtigt,” siger den 62-årige udviklingshæmmede Pia igen og igen i hjemmet på Langeland. Den efterfølgende pause, hvor Pia stirrer tomt frem for sig, modsiger i al sin larmende stilhed udsagnet.
Omgivet af gamle malerier og oceaner af nipsting er der heller intet der indikerer, at tiden ræser af sted for Pia og hendes 84-årige, franskfødte mor Guittou på gården i det sydfynske øhav. Gåsen Lola skal fodres, ligeså hundene, men ellers er det mest en organisering af Pias hverdag, der fylder skemaet ud.
Vejrforholdene nærstuderes, der tages beslutning om en striktrøje, og den lægges frem til næste dag.
For man har tid til at tænke på næste dag, derude på landet. Man har også tid til at tænke længere ud i fremtiden. Hvad skal der eksempelvis ske den dag, hvor mor Guittou dør? Hvem skal passe Pia? Og hvem skal passe dyrene?
Det ved Pia ikke rigtig. Men måske hvis hun fandt en mand, så kunne han passe på hende? Hun har i hvert fald sagt hej til en mand nede på havnen, som hun synes var ret sød.
35-årige Daniel Borgman har med At elske Pia taget noget af et spring fra debutspillefilmen i 2013, The Weight of Elephants. Væk er Borgmans fokus på ensomme unges problematikker, som vi også så i kortfilmene Berik og Lars og Peter. Geografisk har Borgman bevæget sig fra New Zealand til Langeland, men rent visuelt er rejsen endnu større:
Fra sfæriske drømmebilleder til en nedbarberet, dokumentarisk stil.
Og hvis man ikke vidste bedre, ville man da også ved første øjekast tro, at vi havde at gøre med en traditionel dokumentar. Et statisk kamera observerer Pia og hendes mors daglige rutiner, indtil den dag hvor Pia møder Jens.
Borgman har udviklet historien ved at tage udgangspunkt i Pias virkelige liv og derfra tilføjet den fiktive forelskelse. Men at operere i grænselandet mellem fiktion og fakta er en kunstart, der er svær at få til at lykkes, uden at publikum sidder tilbage med en følelse af at være blevet snydt på den ene eller anden måde.
Enten vil vi have det ægte liv, eller også vil vi have det fiktive. Varedeklarationen determinerer vores reaktion. Og hybriden skaber oftest problemer med indlevelsen, fordi vi bruger for meget tid på at gruble over, om det sete nu hører til i den ene eller anden boks.
Men hvis man kan kaste grublerierne væk og hengive sig til Pias verden, gemmer der sig nogle rørende, væsentlige tematikker om kærligheden i udkantsdanmark.
Jens er en dejlig, stille og rolig mand, der bare gerne vil finde én, som han kan holde i hånden og have dybe samtaler med. For det kan godt være trist at være alene, som han siger.
Det store bornholmerur pendulerer frem og tilbage, da han forklarer sin søster, at han har mødt en sød pige nede på havnen. Hun er godt nok vegetar, og hvad spiser sådan en egentlig?
Han har prøvet de dér sojaprodukter, men han kan ikke få dem til at smage godt. Det kan søsteren heller ikke, siger hun mellem kaffekopperne og smøgerne på køkkenbordet. Og så sænker tavsheden sig ellers igen.
Tiden er svær at få til at gå, derude på landet.
Pias kloge mor Guittou, der med stoisk ro spytter guldkorn efter guldkorn ud, udtrykker det således: ”Det har været mange års liv for … ikke for ret meget interessant.”
Men Pia er nu ret interessant at følge. Som den eneste synes hun ikke at have et problem med at få tiden til at gå. Hun synes næsten, at den går for stærkt. Måske fordi hun øjner en nærtstående fremtid uden sin mor. Eller måske fordi hendes rige følelsesliv og entusiastiske væsen holder hende beskæftiget.
Hun har både været i Schweiz og på Bornholm og er ikke bange for at kaste sig ud i nye projekter, hvilket nok også har været én af grundene til, at Borgman har castet Pia Skovgaard til sit genreeksperiment. Uanset fakta eller fiktion, er de knap 100 minutter i hendes selskab givet godt ud.
Kommentarer