Det er ikke kærlighed ved første blik mellem Anna og Thomas.
Han er anmassende, da hun står ved bardisken for at hente en ny omgang til veninderne. Stædigt presser han på for at give hende sit nummer, og hun giver kun efter for at få fred.
Forbavset og en smule nervøst kigger hun bag sig, når han følger efter hende og sætter sig ved venindeflokkens bord. Det viser sig imidlertid, at han er der med kammeraterne, og den ene danner par med Annas veninde Signe.
Få dage efter er Thomas og Anna på første date på en tømmerflåde i Københavns kanaler.
Selv om Thomas (Kasper Dalsgaard) er vandskræk, tager han tøjet af og springer i det kolde vand. Han vil vise, at han er parat til at konfrontere sin frygt, hvis den ellers tilbageholdne Anna (Julie Rudbæk) gør det samme. Han fornemmer, at hun er bange for tosomheden, mens han er ivrig efter at få en kæreste.
Det umage par oplever stormfuld forelskelse, hverdagens trivialiteter og livskriser. Emner, der oftest kendetegner tårepersere om forholdets mange stadier, men her udfoldes de som en sprudlende komedie.
De to hovedpersoner har begge en vennekreds, der fungerer som englen og djævelen. Skiftevis opfordrer de dem til at hoppe i forholdet med begge ben eller advarer mod at gøre noget forhastet. Ofte med overraskende udfald.
Elsker dig for tiden gør også plads til det muntre persongalleris egne kærlighedsliv, der er med til at udfordre gængse misforståelser om det moderne parforhold. Skal man nødvendigvis gå fra hinanden, bare fordi man har været utro? Skal man sænke sin standard for ikke at dø alene?
”Ja, vi ses på mandag,” svarer Anna afvisende arbejdskollegaen Michael (Cyron Melville), da han efter samlejet spørger, om de skal ses igen.
Julie Rudbæk er lårklaskende sjov og leverer replikken tørt med sit vante overskud. Den morsomme præstation forhindrer hende ikke i troværdigt og sårbart at vise ægte følelser om at være single i starten af 30’erne.
Både hun og Jesper Zuschlag stråler i deres spillefilmdebut som instruktører.
Han spiller dog en markant mindre rolle foran kameraet end i makkerparrets fremragende serie 29. I Elsker dig for tiden gestalter Zuschlag urkomisk Thomas’ tømrerkollega, der tænker med pikken, men har hjertet på rette sted.
Ligesom Susanne Biers Den eneste ene og Hella Joofs En kort en lang dekonstruerer Elsker dig for tiden den romantiske komedies fabulerende hjerteflimmer, så den genopstår i en dansk kontekst.
Det virker derfor naturligt, at genrens konventioner genskabes i en sværmerisk sekvens, hvor helten løber afsted for at indhente sin udkårne, inden det er for sent. Amors pile flyver gennem Københavns gader, der efter mørkets frembrud er indtagende oplyst af Rådhuspladsens neonskilte og shawarma-bikse på Vesterbro.
Anna forstår ikke Thomas’ glæde ved kærlighedens forherligelse i Hollywood-film. Hun vil overbevise ham om, at virkeligheden er anderledes.
”Du har jo også kun haft én kæreste før,” svarer han og punkterer hendes hudfletning af parforholdet, som bygger mere på forestilling end erfaring.
I Woody Allens Manhattan symboliserer Queensboro Bridge gnisten mellem hovedpersonen og Diane Keatons Mary, og i An Affair to Remember erklærer Cary Grant øverst i Empire State Building evig kærlighed til kvinden i sit liv.
Det er derfor som taget fra drejebogen til amourøse fortællinger fra pittoreske storbyer, når Thomas tager Anna med op i Christiansborgs tårn. De kigger ind i hinandens øjne, og byen omkring parret sløres, mens de priser den vidunderlige udsigt.
Elsker dig for tiden er en nyskabende fortolkning af den romantiske komedie. Magien opstår i det kreative samarbejde mellem Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, hvis første spillefilm går lige i hjertet.
Kommentarer