Emily

I begyndelsen af Emily ligger titelpersonen Emily Brontë dødssyg på en sofa. Det er bare en hård forkølelse, siger hun. Men vi, der kan vores litteraturhistorie eller blot kan tyde hendes morbide sminke, ved anderledes.

Knapt har Emily Brontë fået udgivet hovedværket Stormfulde højder i 1847, før hun året efter dør af tuberkulose, den store dræber igennem hele 1800-tallet.

Hvorledes og hvordan denne mesterlige spøgelses- og kærlighedsroman blev skabt, er så resten af indholdet af den sentimentale biopic på to meget lange timer.

Enspænderen og særlingen Emily lever i farens præstegård på Yorkshires vindblæste heder sammen med storesøster Charlotte, lillesøster Anne og en strid faster samt bror Branwell, som kunne være blevet en habil maler, men blev en dedikeret drukkenboldt.

Så ankommer en ung og smuk kapellan fra Oxford, William Weightman. I begyndelsen kan ingen af de fire søskende lide ham. De synes, han er latterlig. Men da han skal undervise Emily i fransk og læser hendes digte, indleder de en hed affære.

Han får nykker og bryder forholdet. Hun bliver ulykkelig, men springer også ud som romanforfatter. Mod slutningen af filmen vender vi tilbage den døende Emily, som nu indser, at hun har oplevet kærligheden.

Og nu begynder Charlotte også at skrive, nemlig sit mesterværk Jane Eyre.

Jeg har ikke noget imod, at en film fantasifuldt giver realiteter et romantisk løft, så længe det gøres med en vis vederhæftighed. Og der er intet værre end bagklogskab i biografmørket, hvor man får at vide, at sådan var det ikke i virkeligheden.

Men med Emily er fiktionaliseringen gået alt for langt.

Jane Eyre udkom samme år som Stormfulde højder og blev af publikum bedømt bedst. At lillesøsteren Anne også var en begavet forfatter, forbigås i tavshed.

Stormfulde højder udkom som alt andet skrevet af kvinder dengang under et maskulint pseudonym. Filmens Emily kan med tilfredshed åbne sin roman med eget navn skrevet under titlen.

Kapellanen er en ren konstruktion. Filmen gentager hæmningsløst mandemyten om, at en kvinde først bliver kunstner via en ulykkelig kærlighed til en mand.

Vi ved meget lidt om Emilys følelsesliv. Hun elskede hunde og andre dyr, var sky og tilbagetrukket, men forgudede sin mislykkede bror.

Fortolkninger af hende er mange. Fra at være autistisk aparte til at være en genial, lesbisk kvinde, fordi hun gik rundt på heden i mandetøj.

Hvis der var en Brontë-søster, som havde et erotisk ærinde, var det Charlotte. Hun indledte et skandaløst forhold til en gift mand i Bruxelles og blev selv gift.

En feministisk fortolkning af de tre kvinders skjulte talenter er, at disse opstod i protest over patriarkatet, som præsteligt blev anført af en bigot puritansk og strikt fader Brontë.

Emily er sat skridsikkert i scene med lutter smukke billeder af den instruktørdebuterende skuespiller Frances O’Connor.

Hovedpersonen spilles perfekt af den fransk-engelske skuespiller Emma Mackey (Eiffel), hvis ansigt kan gå fra underfundigt smukt til skræmmende uhyggeligt.

Men alle er gode på den britiske facon.

Adrian Dunbar leverer en neddæmpet og civiliseret præstefar. Oliver Jackson-Cohen er med stille charme kapellanen, som bringer kærlig frejdighed og fransk grammatik til udørkenen.

Værst i filmen er dens konsekvent bombastiske og patetisk pompøse underlægningsmusik. Selv små trivielle scener ødelægges af musikken. Man skulle næsten tro, at filmen drejede sig om en symfonisk komponist og ikke en stille forfatter.