Cph:Dox 2022
22. apr. 2022 | 03:26

En dag i sommerhus

Foto | Adam Paaske
En dag i sommerhus indfanger sommerhusets unikke tidslomme, som virker til at køre efter et andet ur end resten af verden.

Adam Paaskes kortfilmdokumentar om danskernes sommerhusaktiviteter er lige dele humor og lise for sjælen.

Af Aske Nielsen

En ældre mand står i sine underbukser og bokser en virtuel boksekamp. En flok fulde unge mænd hopper rundt til Emil Stabils Swimmingpool. To ældre damer kæmper med at få deres fjernsyn til at virke.

Det er bare nogle af de mange små historier i Adam Paaskes 30 minutter lange dokumentar En dag i sommerhus.

Med Kunsten at slå evigheden i stykker, der kan ses på Ekko Shortlist, udforskede Paaske forfatteren Carsten Jensens litterære univers. Denne gang har instruktøren kastet sig over det, han selv kalder for en etnografisk komedie.

Vinklen er simpel: Hvordan bruger mennesker deres tid i sommerhus?

Filmen følger forskellige mennesker igennem en dag i sommerhus. Inddelt med titelkort, der markerer skiftet mellem morgen, middag og aften, iagttager Paaskes kamera folks aktiviteter i deres sommerhus.

Fællesnævneren er, at sommerhuset bliver brugt til at slappe af. De to ældre damer, som kæmper med at få installeret en app på telefonen, der kan få deres fjernsyn til at virke, opsummerer hele filmen med ordene: ”Tiden går.”

Tiden er bare en anden størrelse, når sommerhusets ro lægger sig over dig. Det har Paaskes meget klogt arbejdet indarbejde i selve stilen.

Filmen lægger sig således stilistisk tæt på slow cinema-bevægelsen, som dyrker den langsomme fortælling inspireret af russiske Andrej Tarkovskij.

Et grundlæggende princip for bevægelsen er at lade tilskueren føle tiden i fortællingen. I modsætning til mainstreamfilm, hvor tilskueren primært skal forholde sig til selve plottet.

Derfor passer stilen utroligt godt til en dokumentar om det specielle forhold til tiden, som sommerhuset giver.

Paaskes kamera observerer nøgternt personerne, men billederne er meget komponerede. Kameraet bevæger sig slet ikke, og selv om menneskene agerer meget naturligt, giver det en oplevelse af, at de er opmærksomme på kameraet.

Stilen vækker mindelser om Jørgen Leths cool klassiker 66 scener fra Amerika og Roy Anderssons slående tableau-æstetik i film som Sange fra anden sal.

Fordi billederne er så gennemtænkte, og fordi Paaske dvæler så længe ved hvert billede, får man lov til nysgerrigt at undersøge alle hjørner. Selv om den stille, observerende humor i aktiviteterne ofte er så hyggelig, at man helt glemmer den flotte ramme.

Specielt når en midaldrende mand bokser med et VR-headset på. Han tæller ned til et knockout, da konen pludselig ringer og afbryder ham: ”Århh for helvede.”

Mange af personerne er genkendelige og ærkedanske. De to ældre kvinder, som ikke kan få deres fjernsyn til at virke, kunne være de flestes bedstemødre eller mødre.

Kundeservicen for udlejningsfirmaet prøver tålmodigt at forklare, hvordan man kommer ind på App Store og henter Google Home. Men så snart de finder ud af, at de skal bruge deres iPhone, giver de op. ”Så kan det også være lige meget,” som den ene proklamerer.

Ud over titelkortene er En dag i sommerhuset struktureret omkring interviews med en ældre kvinde. Hun sidder med sin lidt overvægtige Shih tzu-racehund på skødet, og hendes dag består af at fordre hunden og gå ture med den.

Paaske kunne med fordel have fulgt de medvirkende fra morgen til aften. Nogle af dem dukker kun op om aftenen, og det tager lidt fra filmens charme, at man ikke får lov at se deres fulde dage. Det forvirrer også, at nye personer dukker op midt i filmen.

En dag i sommerhus er ikke noget revolutionerende etnografisk studie. Men filmen indfanger sommerhusets unikke tidslomme, som virker til at køre efter et andet ur end resten af verden. Vigtigst giver filmen én lyst til at tage i sommerhus, også selv om fjernsynet ikke virker.

Trailer: En dag i sommerhus

Kommentarer

Titel:
En dag i sommerhus

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Adam Paaske

Spilletid:
30 minutter

Premiere:
24. marts på Cph:Dox, vises i Cinemateket til sommer

© Filmmagasinet Ekko