Sange fra anden sal var Roy Anderssons comeback tilbage i 2000 efter en rekordlang spillefilmpause på 25 år. Den blev fulgt op med Du levende i 2007 og nu Venedigvinderen En due sad på en gren og funderede over tilværelsen. Hermed har han fuldført sin trilogi om ”at være menneske”.
Filmene har ikke en gennemgående handling, men består af sammenkædede enkeltscener, der hver især er holdt i én lang, ubevægelig totalindstilling – en slags dukketeater for levende mennesker. Tematisk kredses der om menneskers dårskab og ondskab, ofte med referencer til historiens grusomheder og klassesamfundets stivnede hierarkier.
Anderssons mesterlige eventyr er onde og skarpe, små fabler af en egen sorthumoristisk beskaffenhed. Det er gnistrende moraliteter, mættet af en betydning, som det er op til os selv at afkode, og som lutrer os i processen.
Den nye film står ikke tilbage for forgængernes krasse kvaliteter. Den begynder med de Tre møder med døden, som læsere allerede kender fra Ekko-dvd #18 fra 2011.
Det er mikrohistorier om manden, der dør af at åbne en flaske vin, mens hustruen nynner i køkkenet. Om den gamle mor, der ligger i hospitalssengen og klamrer sig til sin taske, som hun vil have med op i himlen. Og om den penible situation i et færgecafeteria, hvor en ældre herre er faldet død om. Hvad skal man gøre med den rejesandwich og fadøl, han kun nåede at betale for? Det er dødens komedie i tre delikate aftapninger.
Filmens episoder får en spinkel sammenhæng ved et par gennemgående figurer, to mistrøstige handelsrejsende i spøg og skæmt-artikler, en slags kloninger af Gøg og Gokke og Samuel Becketts vagabonder. Sørgmodige og ukuelige drager de gennem en verden, som er mærkeligt afvisende over for deres tilbud om vampyrtænder og latterposer.
Der er også genkommende situationer, hvor en person taler i telefon. Personerne skifter, men sætningen er den samme: ”Det er dejligt at høre, at I har det godt.”
Det bliver sagt af en ældre mand i et kontor, hvor han står med en pistol i hånden og åbenbart skal til at begå selvmord. Det bliver også sagt af en kvinde, øjensynligt en forsker på et laboratorium. Hun siger sætningen, mens en abe, der er fastspændt i et videnskabeligt apparat, udstøder sine angstskrig.
Verden går sin apokalyptiske gang, men vi må lige aflire de sædvanlige floskler.
Stemningen kulminerer i scenen, hvor de senile magthavere overværer demonstrationen af et grotesk apparat, en slags orgel, der omdanner de sorte slavers lidelser til musik. Her bliver symbolikken lovligt bastant, men ellers udmærker filmen sig ved en ironisk flertydighed, rig på kuriøse og poetiske indfald.
En af de helt overrumplende scener foregår i en bar, hvor de to fallerede spøg og skæmt-handlende spørger om vej. Pludselig dukker et historisk kavaleri op i gaden, en hel hær arriverer, og den unge Karl XII rider ind på baren, stiger af hesten, idet han benytter sine mænd som trappe, og får serveret et glas vand.
Det er filmens stort anlagte scene, og man havde ikke lige set det komme. Men de historiske referencer er nok mest interessante for et svensk publikum. For os andre virker det bizart, men også dunkelt.
Anderssons trilogi er et unikt værk og en af de store bedrifter i moderne europæisk artfilm. Tableauerne med deres perfektionistiske scenografi og blegsminkede amatøraktører i en særegen, perfektionistisk stil, hvor hver detalje tæller, ligner ikke noget andet i filmhistorien.
Det er ikke let at være menneske ifølge Andersson. Det er ensomheden og uhyrlighederne mod andre, der er i fokus. Dog er der også et glimt af kærlighed, når et ungt par ligger på stranden, og nogle små piger blæser sæbebobler på en altan. Men døden venter, og livet er kun en sæbeboble.
facebook
twitter
Kommentarer