Biografanmeldelse
07. nov. 2024 | 12:00

En kvinde i Istanbul

Foto | Haydar Tastan

Lia (Mzia Arabuli, th.) tager sammen med naboen Achi (Lucas Kankava) fra Georgien til Tyrkiet for at finde sin forsvundne, transkønnede niece.  

Drama om forsvunden kvinde hylder livsglæden og sammenhold mellem mennesker uden at bagatellisere udstødelsen af transpersoner.

Af Kjartan Hansen

To transkvinder synger en sang for den pensionerede skolelærer Lia (Mzia Arabuli), der grundet en sprogbarriere har svært ved at kommunikere med dem.

Rundt om bordet i den slidte, men hyggelige stue sidder også en fjerde kvinde. Med bævrende underlæbe mumler hun, at hun ville ønske, én fra baglandet også ville komme for at finde hende.

Lia er nemlig rejst fra hjembyen Batumi i Georgien til nabolandet Tyrkiet for at finde sin forsvundne niece Tekla, der blev smidt på porten, da hendes far opdagede, at hun var trans. Med sig på rejsen har Lia den unge Achi (Lucas Kankava), som husker Tekla fra hjemstavnens transmiljø, og at hun vistnok søgte efter en bedre tilværelse i Istanbul.

Den svenske instruktør Levan Akin, hvis forældre kommer fra Georgien, har tidligere skildret sit hjemlands konservative forhold til lgbt+-miljøet på nænsom og forsonende vis. Han er bedst kendt for den fremragende, sanselige homofilm I morgen danser vi, om en ung, georgisk danser, der kæmper for at udleve sin seksualitet.

Levan Akin nægter at lade sig styre af køn som en binær konstruktion, men insisterer på en værdig og følsom tilgang til andre mennesker.

En kvinde i Istanbul indledes med en tekst, der fortæller, at både tyrkisk og georgisk er kønsneutrale sprog, hvor man ikke gør forskel på grammatisk køn. En lettelse for enhver, der er bange for at miskønne nogen eller for selv at blive miskønnet.

I en nærmest drømmeagtig scene løsriver kameraet sig elegant fra hovedpersonerne og tager som i 1920’ernes storbysymfonier på opdagelse i Istanbuls snoede gader, mens det nysgerrigt hæfter sig ved indbyggernes gøremål.

Snart flytter perspektivet til en færge, hvor passagererne drikker te, ryger og sludrer, inden kameraet igen finder Lia og Achi, som også har fundet vej ombord. På øverste dæk står transkvinden Evrim (Deniz Dumanli) med en cigaret, og længe ved vi ikke, om Evrim er Teklas nye navn, eller om hun er et helt nyt bekendtskab.

Det er ikke kun i Georgien, men i store dele af verden, at transpersoner udstødes både af lokalsamfundet og familien. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, siger ordsproget. Men uden et trygt fundament og op imod verdens mistillid må mange transpersoner hutle sig gennem livet.

Tekla blev svigtet af familien. En far fra nabobyen skyder sin homoseksuelle søn. En bordelmutter fortæller om hjemløse unge, der får smag for stoffer og aldrig bliver set igen.

”Hvad er det for et liv, hun har valgt?” spørger Lia hypotetisk, da hun og Achis jagt fører dem til et nabolag præget af fattigdom og sexarbejde. Og mens hendes tårevædede øjne borer sig ind på publikums nethinde, svarer Achi klogt: ”Det var nok ikke et valg.”

For nogle kan det virke bedaget, at en film om transpersoners vilkår mest følger de ciskønnede hovedpersoner. Men i En kvinde i Istanbul er det en rørende påmindelse om, at gode allierede findes alle steder.

Modsat mange transpersoner gennem filmhistorien – fra den danske En soap til Sean Bakers Tangerine – er Evrim endda privilegeret. Hun arbejder som advokat for en menneskerettighedsorganisation, der beskytter transpersoner og andre udsattes rettigheder.

Vi ser hende endda forlade kæresten Mustafa til fordel for Ömer, der ikke er bange for at være sammen med hende offentligt, men flirter på åben gade ved højlys dag. Deres berøringer er ikke transaktionelle, men kærlige.
Når Achi den første nat i Istanbul kommer med til en queer-fest, hvor to mænd snaver i sofaen, fejres mangfoldigheden. Det samme gælder, da han sammen med Evrim og Lia finder vej til dansegulvet ved en bryllupsfest.

Selv de ensomme sexarbejdere hygger sig med deres yndlingskunder og tager sig tid til at være i nuet.

En kvinde i Istanbul hylder livsglæden og sammenholdet mellem mennesker uden at bagatellisere filmens og virkelighedens triste skæbner.

Trailer: En kvinde i Istanbul

Kommentarer

Titel:
En kvinde i Istanbul

Originaltitel:
Crossing

Land:
Sverige, Danmark, Frankrig, Tyrkiet, Georgien

År:
2024

Instruktør:
Levan Akin

Manuskript:
Levan Akin

Medvirkende:
Mzia Arabuli, Lucas Kankava, Deniz Dumanli, Nino Karchava, Levan Bochorishvili

Spilletid:
106 minutter

Premiere:
14. november

© Filmmagasinet Ekko