En nuance af blå

Traileren til En nuance af blå er en af årets mest charmerende.

Den lover lige præcis det, man forventer af Michels Gondrys krøllede hjerne: en bedårende kærlighedshistorie, som giver pokker i naturlovene og kribler af fiffige påfund som skrivemaskiner på samlebånd, undervandsbryllup og en flyvetur for to i en plasticsvane.

Og man får da også, hvad man er blevet lovet. Og det bliver faktisk for meget af det gode.

Instruktøren ramte en rørende cocktail af kærlighed og skæv charme i The Science of Sleep og Evigt solskin i et pletfrit sind. Men denne gang blæses historien af banen i et syretrippet sansebombardement.

Forlægget er en klassisk, fransk ungdomsroman, Boris Vians Dagenes skum fra 1947. Det er en surrealistisk tragedie, hvor lykken mellem et nygift par visner, da konen pludselig bliver syg. Der gror en åkande i hendes ene lunge, som skal kureres ved at lægge friske blomster på hendes bryst. Men behandlingen er dyr, så hendes mand må knokle for kronerne.

Han får blandt andet en tjans i våbenindustrien, hvor han skal udruge et løg med sin nøgne krop for at få det til at spire og vokse til at blive en maskinpistol.

Det er lige så Gondry-gakket, som det lyder.

Instruktøren stornyder tydeligvis at tumle sig i Vians univers, hvor hverken Paris eller noget som helst andet ser ud, som det plejer.

Romain Duris spiller den kærlighedshungrende ungkarl Colin. Hans lejlighed ligner en togvogn, som svæver mellem to højhuse. Hans sko bjæffer som hundehvalpe, hans dørklokke kravler ned ad karmen, og i kælderen står hans elskede ”pianocktail”: et klaver, der producerer cocktails i samme stemningsmæssige nuance som de melodier, man spiller på det.

Colin har også en usædvanlig beleven kammertjener. Omar Sy er genialt castet som den diametrale modsætning til gennembrudsrollen som flabet handicaphjælper i De urørlige.

Det eneste, Colin mangler, er den store kærlighed. Men så snart han får øje på Audrey Tautous skæve smil, er det problem løst.

Colin og Chloés første dans er en af filmens smukkeste scener og en tiltrængt halvleg i det surreelle cirkus. Duke Ellingtons sprøde stemme tryller deres ben abnormt lange. Og så vugger de ellers, kæmpeknæ mod kæmpeknæ. Imens skifter lyset til netop den romantiske nuance af blå, som har givet anledning til filmens dødkedelige danske titel.

Det blå Paris er et magisk sted at være. Gondry puster liv i alverdens himstregimser med ren, teknisk ekvilibrisme. Der veksles problemfrit mellem stop motion animation, bagprojektion, split screen og undervandsoptagelser, mens digitale CGI-effekter er blevet vejet og fundet for let.

De scenografiske krumspring er bedst, når de er en forlængelse af karakterernes psykologi. Som når togvogns-lejligheden pludselig begynder at skrumpe og gro fimrehår, i takt med at Chloé bliver mere og mere syg.

Men ofte virker det, som om Gondry har haft det sjovere med sin scenograf end med sine karakterer. ”Det er tingene, der forandrer sig, ikke menneskene,” siger Colin ganske rammende.

Man får aldrig rigtig tid eller pusterum til at lære menneskene at kende. Det hjælper ikke, at skuespil og replikker er stiliserede og stramme. Og da byens stjernefilosof, Jean Sol-Patre, pludselig står i en gigantisk pibe iført 3D-briller, virker det mere som gak og løjer end som en allegorisk pointe.

Der går rigtig lang tid, før historien for alvor kommer i gang. Men når tragedien først rammer de unge elskende, er det meget svært at føle med dem. Man har alt for travlt med at studere, hvordan billederne gradvist mister farverne og glider over i depressive gråtoner. Det hele ender i et underligt, sort-hvidt antiklimaks.

Michael Gondry har lavet en perlerække af de mest sprudlende musikvideoer nogensinde, og En nuance af blå kunne blive til mindst 30 fantastiske musikvideoer. Men stiløvelsen går ud over følelsen.