En panda i Afrika, som er skrevet og instrueret af blandt andre danske Karsten Kiilerich (Den grimme ælling og mig), er ikke et løvebrøl af de helt store, men det er en god film.
Den er først og fremmest tryg at se, så man kan nok godt have børn med ind og se den, selv om de ikke lige er syv år, som Medierådet anbefaler. For hvis man sidder med en voksen, er der ikke meget, man kan slå sig på.
Animationsfilmen er mere panda end vildskab.
Man kan se det på måden, den lille pandabjørn Ping er skabt på. Aftegningerne i pelsen får ham nærmest til at ligne en sort tumling i hvid ble. Sødere bliver det ikke.
Ping, som bor i pandabjørnenes hjemland Kina, er venner med dragen Jielong. Og med sans for kinesisk kultur, som ofte misforstås i Vesten, er både Jielong og hendes varme far på det godes side. I Vesten har man derimod set drager som onde, fordi man forbandt dem med ild og krudt, som kineserne brugte i krigsførelse mod Vesten. Drager er i Kina altid beskyttere og helte.
En panda i Afrika er en befrielseshistorie.
Jielong bliver kidnappet og skal gives som gave til den møgforkælede løveunge Kong Ade, da han fylder tretten år. Indbildsk tror Ade, at han er en slags storbrølende løvernes konge. Det bliver nu mest til hæse host, når han forsøger sig.
På rejsen fra Kina til Afrika bliver den udspekulerede bavian, som bortfører dragen sammen med en virkelig fjollet krokodille, brændt i bagdelen, da det endelig lykkes Jielong at spy en smule ild.
Som man fornemmer, er historien en roadmovie fortalt som komedie for hele familie. Ping møder klamme hyæner, der rider på enorme næsehorn, store flodheste og gamle gorillaer. Hele Afrikas fauna rulles ud, men konsekvent med et smil på læben.
I pressematerialet kaldes filmen for en fish out of water-historie og en coming of age-fortælling. Og begge dele passer. Ping er på udebane blandt dyrene fra et helt andet kontinent, og hans redningsmission er også en dannelsesrejse, hvor han selv går så meget grueligt igennem, inden han kommer trygt hjem igen.
De danske stemmer i den fint dubbede version tæller helt store navne og en række knap så kendte. Nicolaj Kopernikus, Lars Mikkelsen, Kaya Brüel, Rebecca Rønde Kiilerich, Asger Reher og Thure Lindhardt er med, og de leverer alle sammen. Men flere andre roller er også godt besat.
Den anden instruktør, Richard Claus, har udtalt, at historien for ham er meget personlig. Han boede nemlig i mange år i Cape Town i Sydafrika, hvor han forsøgte at få sine børn til at sove ved at opdigte historier med dyr, som legede sammen og hjalp hinanden.
Det var idéen bag historien, der siden voksede og blev til en ambition om at give æstetikken og især humoren mere fokus.
Det første er løst flot og levende.
Mange af scenerne – både i Afrika og Kina – rummer præcis de stereotyper, man forventer, og som man ærligt talt ikke tager skade af at få serveret.
Vi ved godt, at verden er mere kompleks end risdyrkende kinesere på overvandede marker og hårde dyrehierarkier, som minder temmelig meget om et klassesamfund. Men når man er lille, er det meget rart, at verden er til at forstå.
På den humoristiske front er der mange billige grin og sjove episoder. Som en særlig disciplin, har instruktørerne sørget for at indlejre en hel del jokes, som går hen over hovedet på de små, men som voksne kan sidde og godte sig over.
Det er man være taknemmelig over, når man ser den søde og barnlige film sammen med sine børn.
Kommentarer