Streaminganmeldelse
12. sep. 2023 | 20:00

En tavs historie

Foto | Final Cut for Real

Dokumentaristen Anders Skovbjerg Jepsen blev som barn misbrugt af et andet barn og i En tavs historie tager han kontakt til gerningsmanden for at forstå, hvad der skete. 

Modig, modbydelig og dybt rørende dokumentar om et barns overgreb på et andet barn er en historisk bedrift.

Af Kristian Ditlev Jensen

JanusCentret, der ledes af psykolog Mimi Strange i København, har siden 2011 udret og behandlet børn i alderen seks til atten år, som har udvist seksuelt grænseoverskridende adfærd. 

Der er tale om forbrydelser begået af børn, som ganske ofte selv er ofre for en dårlig barndom, eller i hvert fald ikke kan holdes ansvarlige på helt samme måde som bevidst krænkende voksne. 

For få år siden kom der centre i alle regioner, der skal hjælpe forsømte børn, som begår alvorlige overgreb. 

At der vitterligt er et stort behov for at opfange og støtte akkurat denne gruppe af ofre og gerningsmænd, kan ses i den banebrydende, modige og overrumplende dokumentar En tavs historie

Den havde premiere på Cph:Dox og bliver vist på TV 2 i en nedklippet version på 56 minutter.

Anders Skovbjerg Jepsen blev selv som barn udsat for overgreb begået af et andet barn, den noget ældre dreng ”Peter”. 

Men hvad skete der egentlig? Hvad ville Peter? Var han forelsket? Liderlig? Ensom? Hvad tænkte Anders’ familie? Kunne han egentlig godt selv lide det, der skete? 

Den kølige fortællerstemme, der beskriver følelsen af, at ”det kildede i min krop, samtidig med at jeg bare ville væk”, er et slående eksempel på filmens måde at gå til stoffet på. 

Det er læst lidt staccato op, lidt koldt og mekanisk. Men samtidig skrevet sindssygt skarpt, varmt og indlevet. Og kombinationen af de to måder at forholde sig til en oplevelse på går under huden på én. 

Man bliver nødt til at lytte. Man kan ikke lade være med at føle. 

Grebet i filmen er brutalt, men udført meget empatisk. Anders vil konfrontere Peter. Han vil møde ham. Han vil se begge sider af ham – som guden Janus, der altid har to ansigter, og som førnævnte udrednings- og behandlingscenter er opkaldt efter. 

For er Peter selv et offer? Eller er han ond? 

Da Anders ringer til Peter, siger Anders bagefter, at Peter mærkeligt nok ikke har en monsterstemme. ”Det er en lille stemme.” Den observerende dokumentarist er på arbejde, samtidig med at han er privat. Og den scene åbner for filmens helt store og meget besynderlige åbenbaring. 

For mens filmen skildrer børns grænseoverskridende seksuelle adfærd, er den også selv grænseoverskridende. Alle regler for journalistisk objektivitet smides simpelthen overbords. 

Det ligger allerede i, at et offer skal interviewe sin egen bøddel. Men det stopper ikke dér. Anders bliver interviewet af sin egen kæreste. Undervejs græder først hun og så han. 

Anders interviewer også sin egen meget vrede far. Efter Anders har fortalt, at han synes, han altid skulle skrælle kartofler, når han var på samvær med faren, fortæller faren om voldelige overgreb og afstraffelse, han selv var udsat for. 

Han blev for låst inde i et mørkt rum fuld af gamle kartofler. De to taler om det, imens de skræller kartofler. Og det bliver på sin egen måde filmisk dybt, følelsesmæssigt hårdt, visuelt poetisk. 

Anders levede tavst med historien, men som voksen fik han seksuelle problemer. Og han er stadig angst. 

En tavs historie er både politisk, etisk, psykologisk, filosofisk. Og forbløffende smuk. Den er, som titlen jo også siger, i lange stræk en lille Dreyer’sk fortælling af billeder. 

Når der iscenesættes, er det voldsomt effektfuldt. 

En Commodore 64, der loader et spil med en ustruktureret skrattelyd, bliver barnets emotionelle kortslutning. Offer og gerningsmand sætter sig over for hinanden med hver sin computer og spiller i en helt ekstremt grænseoverskridende scene i et mørkt rum Counter-Strike

”Det var Satans. Den sad lige i hovedet,” siger Anders, og så begynder de to ellers at tale om overgrebene, samtidig med at de skyder løs. 

Skikkelsen Peter er reduceret til en forvrænget mandestemme, nogle buttede bukseben og nervøse kontoristfingre. Andet ser man ikke. 

Men han er stadig meget tilstede med sin fortælling. Han mistede begge sine forældre som barn. Voksede op på en afsidesliggende gård. 

Der er noget forsømt ved ham. Han har kun haft sex med tre kvinder. Han er ekstremt bange for at miste det, han har – og for at ødelægge sine børns liv. 

Over flere år mødes offer og aggressor en håndfuld gange. De taler respektfuldt sammen. Anders får én gang lov at skælde ud over, at Peter trækker sig. Peter får én gang lov at spille offer. 

Men at de to overhovedet taler sammen, er exceptionelt at bevidne. Det er et enestående forsoningsarbejde for åbent tæppe, skabt på selskabet Final Cut For Real, der med den Oscar-nominerede The Look of Silence har vist, hvordan ofre for et indonesisk folkedrab konfronterer bødlerne. 

Hvor andre ville løbe skrigende bort, har de Anders og Peter modet til at blive og derved få løsnet op for noget. Anders begynder mere og mere at forstå. Nu er det blevet konkret. Han kan komme videre og selv give noget videre. 

Jeg mindes aldrig at have set historien om børns overgreb på andre børn udfoldet så hudløst, så ærligt, så rørende og så modbydeligt. 

Intet mindre end historisk.

Trailer: En tavs historie

Kommentarer

Titel:
En tavs historie

Land:
Danmark, Sverige

År:
2023

Instruktør:
Anders Skovbjerg Jepsen

Medvirkende:
Anders Skovbjerg Jepsen

Spilletid:
50 minutter

Premiere:
13. september på TV 2 Play

© Filmmagasinet Ekko