En uge og en dag

”Jeg har tre børn – to på jorden og ét i himlen.”

Sådan plejer P1-journalist Esben Kjær at sige, hvis nogen skulle spørge. Hans bog Min usynlige søn er et af Danmarks vigtigste værker om sorg. Særligt fordi han er vred. Arg og harm over, at vi tillader os at tage livet af de døde en ekstra gang ved at tie dem ihjel.

En uge og en dag er ude i samme ærinde. Den starter netop i de minutter, hvor sorgen holder op med at være socialt acceptabel.

Titlen referer til Shiva, et jødisk ritual efter en begravelse, hvor familien sørger og holder åbent hus i syv dage. Det er der, israelske Asaph Polonskys debut begynder, da alle gæsterne er gået, snackskålene står spredt rundt i stuen, alt er sådan set blevet sagt, og familien har grædt ud.

Tilbage er kun far og mor. Deres 25-årige søn er død af kræft. Moren Vicky vil ordne papirerne, tage til tandlægen og vende tilbage til jobbet, tilbage til hverdagen. Faren Eyal er bare vred.

Det lyder sorgfuldt på den udmattende måde. Men Polonskys overraskende greb er at gøre sorgen sjov. Uden på nogen måde at tage sit emne mindre alvorligt. Rørende øjeblikke bliver iltet med en overraskende mængde pingpong og hash til en luftig, om end noget svingende dramedy.

Eyal sørger, som det passer ham, med eder og forbandelser og et alt for aggressivt slag bordtennis mod et par små piger.

Da hans naboer ringer på dagen efter Shiva med mumlende kondolencer og en skål salat, ser han lige igennem deres hykleri. Parret holdt op med at komme forbi, da sønnen blev mere og mere syg. Så nu skal de ikke komme her og spille komedie. Salatskålen ryger i skraldespanden.

Eyal nægter at tale om sin søn, men hans handlinger taler for sig selv. I stedet for at tage på arbejde kører han ud på hospitalet for at hente sønnens tæppe. Men personalet kan ikke finde det. De har til gengæld fundet sønnens totalt overdimensionerede lager af hash.

Eyal tager imod posen og skjuler den i underbukserne. Det er trods alt sønnens efterladte ejendel, og en velvoksen hash-koger føles som det næste logiske skridt i hans gør-det-selv-terapi, der let kunne forveksles med en midtvejskrise. Problemet er, at han ikke kan rulle en joint.

Han må bede naboens stoner-søn, Zooler, om hjælp. Han er et sushi-bud tæt på 30, men stadig midt i et teenageoprør, komplet med hærværk, rockmusik og surfer-hår. Han giver Eyal, hvad nabosønnen giver Lester Burnham i American Beauty: præcis den uansvarlige indflydelse, som han har brug for i sin boksekamp med konen og resten af verden. Og deres sur-søde kemi er smittende.

Tomer Kapon har en spruttende energi i rollen som Zooler. Men sammenlignet med Shai Avivi og Evgenia Dodinas præcise spil som ægteparret, bliver hans armbevægelser pinligt store. Især i en kvalfuldt lang scene, hvor han demonstrerer sine talenter udi luftguitar. I øjeblikke som dette føles det, som om Asaph Polonsky klemmer ballerne krampagtigt sammen for at være wacky og henkastet sjov nok til at komme på Sundance-festivalen, og det klæder ikke filmen.

En uge og en dag udspiller sig over et enkelt døgn. Og Asaph Polonsky er slet ikke interesseret i et at bruge timerne på et stramt plot. Vi er blot til stede sammen med ægteparret i det tomrum, som de forsøger at holde på afstand med mere eller mindre planløse gøremål.

Det bliver en noget flagrende filmoplevelse. Særligt scenerne med konens hektiske sysler bliver aldrig løftet til en sammenhængende historie.

Filmener mest gribende, når den holder sig til kernen: Forældrenes sammenstød med en hverdag, der slet ikke er indrettet til deres store sorg. Fuglene holder ikke op med at klatte på forruden, bare fordi sønnen er død af kræft. Og folk holder ikke op med at stille alle de forkerte spørgsmål, eller slet ikke stille nogen.