This Is the End

Pladsen i himmeriget er ikke sikret, bare fordi man er nogle af underholdningsbranchens mest feterede stjerner.

Det må Hollywoods hotte komikere og kendisser erfare i dommedagskomedien This Is the End, hvor alle de medvirkende spiller sig selv.

James Franco holder indflytterfest i sit mondæne hus med udsigt over Hollywoods berømte bakker, der pludselig forvandler sig til Johannes’ Åbenbaring.

Der er ingen forklaring på infernoet, hvor de særligt udvalgte hentes til himmels, mens synderne bliver opslugt af flammerne under den sprækkende jordskorpe. Hos Franco falder gæsterne således i flæng mod afgrunden. Der bliver hurtigt sagt farvel til popstjernen Rihanna, en kokainsniffende Michael Cera og en fimset Christoper Mintz-Plasse.

Filmens hovedpersoner barrikaderer sig i huset, hvor stort set hele filmen udspiller sig, da apokalypsen sætter ind efter små ti minutter. Derfra handler det om deres overlevelse, og plottet stikker ikke dybt. Det er en undskyldning for, at vi kan være fanget i selskab med kliken af komikere, som spiller over for hinanden på kryds og tværs i film som Fanboys, Pineapple Express, Observe and Report, Knocked Up og Superbad.

Jay Baruchel spiller en slags neurotisk Woody Allen, der intet har til overs for hverken Hollywood eller James Francos forsamling af gæster. Han er egentlig kun i byen for at besøge sin ven Seth Rogen, der lokker ham med til festen. Rogen selv optræder som den sympatiske og fornuftige gut – undtagen når han pisser sig selv i munden, da husets vandforsyning løber tør.

Craig Robinson giver den som stor, følsom bamse, der bliver rørt til tårer, når han citerer Tom Hanks’ chokoladefilosofi fra Forest Gump. Og sådan hænger humoren fast i henvisninger til 90’erne. Det er ikke kitsch, det er bare kikset, og vi slipper ikke engang for en øm omgang bromance mellem Rogen og Baruchel til tonerne af Whitney Houstons I Will Always Love You.

Jonah Hill går imod sit ry som lettere aggressiv og optræder som nærmest psykotisk venlig over for alt og alle, indtil han besættes af en dæmon, og James Francos soveværelse forvandles til Eksorcisten. Det er et af filmens få velfungerende øjeblikke, hvor der er substans i replikkernes parodiske humor.

Danny McBride bygger stort set videre på sin rolle som den afdankede baseballspiller Kenny Powers fra tv-serien Eastbound & Down. Han er endda endnu mere usympatisk, lad og egoistisk, som han tømmer huset for mad og endda forsøger at skyde de andre – desværre for ham med blanke skud.

James Franco er den, som tilsyneladende har det sjovest med selviscenesættelsen.

Det 35-årige multitalent føjer endnu en persona til sin metabevidste karriere som skuespiller, instruktør, kunstner og digter. I forrige års Maladies spillede han en neurotisk og følsom udgave af sig selv. Denne gang vender han vrangen ud og giver den i stedet som prætentiøs og selvoptaget. Stjernens hus er som et kubisk museum, hvor hans egne kiksede klatværker selvfølgelig hænger lige inden for døren.

Han sparer heller ikke sig selv for rygtet om, at han skulle være homoseksuel. ”Ingen skal bilde mig ind, at James Franco ikke har brugt hele natten på at guffe gren,” som Danny McBride tørt slynger ud. Det er disse små indforståede bemærkninger, der redder filmen fra total fiasko.

De fleste replikker bevæger sig dog under bæltestedet og på niveau med humoren i American Pie. Og komikerne ender som karikaturer og anmassende amøber, værst i en kikset montage, hvor vennerne danser rundt på ecstasy til Gangnam Style. Det har sikkert været sjovt, mens optagelserne stod på.

Seth Rogen har skrevet manuskriptet sammen med Evan Goldberg, og de har også delt instruktørstolen. Ideen er baseret på kortfilmen Jay and Seth versus the Apocalypse, som holdet aldrig valgte at udsende. Det havde nu nok været nemmere end at lave det fladpandede plot om til en hel spillefilm.