Enemy

I en mørklagt sexklub kommer en kvinde i silkekåbe ind med et sølvfad, løfter låget og lader en fuldfed fugleedderkop kravle dovent ud. Jake Gyllenhaal, velsoigneret i jakkesæt og med vielsesring, læner sig frem, mens han tager hænderne op for ansigtet.

Han stirrer, vi stirrer, frastødt og fascineret, mens kvinden smider kåben og langsomt kvaser edderkoppen med sin stilet.

Klip til:

Jake Gyllenhaal i et tweed-jakkesæt et par numre for stort, der uengageret underviser uengagerede unge i historie. Han tager hjem, han drikker vin, knalder sin kæreste (Mélanie Laurent, så hans liv er da ikke helt trøstesløst). Underviser, tager hjem, drikker vin, knalder.

Mønstret brydes, da historieprofessoren opdager sin egen dobbeltgænger som baggrundsstatist i en lokalt produceret film. Han sætter sig for at opsøge den mystiske mand, men ender med at forfølge ham.

Hvor den nussede professor Adam lider af forkrøblende social angst, er skuespilspiren Anthony ekstrovert, stilbevidst både i jakkesæt og på motorcykel, og han gør sit bedste for at holde afstand til sin højgravide kone (Sarah Gadon). Som så ofte før i litteratur- og filmhistorien viser dobbeltgængerne sig at være hinandens diametrale modsætninger.

Da de får indblik i hinandens liv, begynder misundelsen at nage hos dem begge. Og i takt med, at deres tilværelse flettes sammen, bliver grænsen mellem dem stadig mere udvisket: Hvornår ser vi den ene, hvornår den anden? Er de den samme person eller tvillingebrødre, hallucinationer, varsler fra fremtiden eller hinandens undertrykte minder?

Og hvad skal man egentlig tænke om de foruroligende edderkopper, der vandrer i forkrøblet kæmpeformat over byen som levende Louise Bourgeois-statuer?

Filmen åbner med nøgleteksten: ”Kaos er orden, der endnu ikke er afkodet.”

Og instruktør Denis Villeneuve præsenterer historien som en udfordring til publikum: Kan du finde meningen bag?

For nogle bliver det utvivlsomt for kryptisk i en film, der i hvert fald for denne anmelder – efter to visninger med et års betænkningstid og utallige internet-udlægninger imellem – stadig virker som en gåde uden en egentlig løsning.

Men Villeneuve spinder mystikken så stilrent og fascinerende, at man bliver opslugt, før man lægger mærke til, hvor manipulerende hans greb er.

Han fører tilskueren længere ind i filmens hårrejsende uvirkelighed med dumpe trommer og skingert strengepluk. Den dissonante musik vrider nerverne og skaber en hypnotisk dragende stemning.

Hele den surrealistiske affære udspiller sig i farveforladte sepiabilleder af sjælløse, kulturløse og livløse storbymiljøer, hvor sporvognskabler dingler over gaden som stålspindelvæv.

Intense dialogscener afløses af glidende skyline-billeder over et tåget Toronto, der får betonskyskrabere og billige boligblokke til at virke som dystopisk vraggods fra en fremmedgjort fortid.

De imponerende skuespilpræstationer holder heldigvis de lidt for selvbevidste tendenser stangen. Mélanie Laurent og særligt Sarah Gadon er stærke som svage kvinder, men Gyllenhaal er intet mindre end fænomenal i en bipolar dobbeltpræstation.

Forskellene mellem de to karakterer understreges i holdning, toneleje og talemåde: Når den febrilsk befippede Adam bliver mere forsagt og mindre rationel, efterhånden som den ondskabsfuldt kalkulerende Anthony overtager føringen med historien, står hans nervøse desperation frem i hvert nervøse suk og hver ekstra stavelse, han stammer.

Det faldt mange for brystet, at Jake Gyllenhaal blev forbigået ved Oscar-ræset for sin pragtpræstation som slibrig selvhjælpsvoyeur i Nightcrawler. Men udfordrende film deler vandene, og han valgte flødebollerollerne fra for mange år siden. Det er derfor, han er en af sin generations mest spændende talenter.

Enemy er et mesterligt mindfuck af den slags, der fungerer som thriller, fordi den fastholder publikum i en mareridtsagtig stemning af hengemt ubehagelighed.

Den handler om begær og besættelse, om sex og angst og selvfornægtelse. Det er storbyensomhed og kastrationsangst gennemsyret af Kafka og Lynch. Men hvad det hele betyder, er noget sværere at greje – på den allerbedste måde.