Ernest er en stor døgenigt. Når han ikke sover, vralter han klodset omkring i sit hjem, på udkig efter noget at spise. Og viser alle krukker sig at være tomme, så giver han den som gademusikant ved bjørneverdenens lokale torv.
Under denne verden, nede i kloakkerne, bor musene. Her arbejder den lille Celestine som praktikant hos en tandlæge, et ærefuldt erhverv i et samfund, hvor fortænderne bruges til at bygge og vedligeholde alle bygninger.
Både Ernests og Celestines verden minder påfaldende meget om den, vi mennesker dagligt går rundt i. Her er infrastruktur, slikbutikker, domstole og tandlæger. Og gøgler man på gaden uden tilladelse, får man bøde af politiet. Det må Ernest erkende.
Ernest & Celestine er en velmenende animationsfilm om det umulige venskab mellem to væsner, en bjørn og en mus, fra to adskilte verdener.
Begge er gennem et helt liv blevet indoktrineret med, at de er hinandens værste fjender. Og da de første gang mødes, er det da også Ernests plan at spise Celestine. Men hun får ham overbevist om, at han i stedet bør spise sig mæt i den nærliggende slikbutik – en plan, som den store, sultne bjørn godt kan se ræsonnementet i.
Venskabet udvikler sig herefter, men det må holdes skjult.
Filmen bygger på den belgiske tegner Gabrielle Vincents bøger fra 80’erne, og animationsstilen giver da også mindelser om ældre og mere naive tider. I modsætning til Pixars animerede 3D-universer er Ernest & Celestine en beskeden, men sanseligt fortalt historie i akvarelagtige omgivelser.
Det håndtegnede univers er skabt med få detaljer, hvilket får de forskellige årstider til at glide ubemærket, men virkningsfuldt over lærredet. Akvarelmalingens løse penselstrøg får særligt vinteren, hvor Ernest og Celestine gemmer sig i en hytte, til at fremstå som en hyggelig kokon af sne og skov.
Ernest ligner en gammel udgave af Peter Plys (før han blev disneyficeret), mens Celestine som mus helt fysisk vokser, efterhånden som deres venskab udvikler sig.
Den gammeldags animationsstil giver visuelle muligheder, og dem anvender instruktørerne Stéphane Aubier, Vincent Patar og Benjamin Renner med stort overskud, da Ernest og Celestine forsøger at skjule en rød varevogn, de er flygtet i.
I stedet for blot at skubbe vognen ind i et skur eller væk fra vejen, vælger de to at camouflere den med maling, og efter nogle penselstrøg går bilen bogstavelig talt i ét med baggrunden. Først senere, da Ernest støder ind i den, afsløres omridset af den igen.
Filmen fremstår som en fabel over intolerance, og ofte fungerer loven og politiet som billede på uforsonlig adskillelse. Heldigvis er Ernest & Celestine dog mere universel, end den er politisk. Den handler simpelthen om, at man ikke skal skue hunde, bjørne, mus eller andre skabninger på hårene.
De voksnes hykleri bruges underholdende. Det er sjovt, når en sliksælgende bjørn fortæller sin søn, at han ikke må bruge sine lommepenge på slik. Slikket skal kun spises af de andre unger, så de kan få rådne tænder. På den anden side af gaden sælger konen nemlig gebisser.
Filmen er lavet til børn, og den får dansk premiere med danske stemmer leveret af Lars Brygmann og Iris Mealor Olsen, der skal have særligt ros for at levere en musestemme til en tegnefilm, som ikke er pibet og enerverende.
Det ofte dystre univers er dog også rigt på referencer, som et ældre publikum vil kunne gå på opdagelse i. På et ungdomsværelse kan man for eksempel se plakater af en bjørnearkæolog med hat og pisk og et cool rockband, der hedder Grizzly Bear.
Venskabet mellem Celestine og Ernest er godmodigt og aseksuelt på en måde, som børn nok bedst vil kunne forstå. Os andre kan nyde en fiktiv og naiv verden, hvor forskelle mellem grupperinger udelukkende er et resultat af dumme, forældede røverhistorier.
Kommentarer