Der ingen mad er i huset, og bjørnen Ernests mave knurrer.
Det forhindrer ikke bjørnens allerbedste ven, musen Celestine, i at forstyrre dens tre måneder lange dvale, så snart et solstrejf varsler forårets begyndelse.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor sultne Ernest får det forkerte ben ud af sengen. Humøret bliver bestemt ikke bedre, når musen falder ned ad trappen med hans kostbare violin, der går i stykker.
Stemningen har været bedre hjemme hos det umage makkerpar, som i Oscar-nominerede Ernest & Celestine fra 2012 lærte, at man ikke skal lade hinandens uligheder stå i vejen for et spirende venskab.
Hovedpersonerne supplerer hinandens styrker og svagheder. Celestine er fuld af gåpåmod, men lille og skrøbelig. Af og til har hun derfor brug for den store stærke bjørns hjælp. Omvendt har den stædige, indelukkede Ernest godt af musens spontane virketrang.
Nu skal de to på et lærerigt eventyr i bjørnens hjemland med det besynderlige navn Vrøvlistan. Her skal de reparere violinen, men ved ankomsten venter dem en skrækkelig overraskelse.
Det lokale dommerstyrede regime i det eksotiske, fjerntliggende land har nemlig forbudt musik, og snart er de to musikalske venner på kant med loven. Makkerparret kan nemlig ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved tilstanden og opfordrer publikum til selv at tænke kritisk.
Det leder dem på en farefuld færd forbi forbudte kælderbeværtninger, fængselsflugt fra celler hugget ind i bjerglandskabet og Ernests løjerlige barndomshjem.
Forholdet til hans familie er kompliceret. Mor er fængselslæge og henrykt over at se sønnen igen. Farmand derimod er en af landets herskende dommere og bærer nag over, at Ernest ikke ville følge i hans fodspor.
Noget tyder endda på, at han støtter lovgivningen udelukkende for at straffe sønnen.
Ud over at smide folk i spjældet for at fløjte en melodi – en lovgivning, der også gælder fuglenes kvidren – må man ikke flytte fra hinanden, når man bliver skilt.
Ernests separerede forældre har skåret huset over, så de kan bo hver for sig i samme hus. Det ser pudseløjerligt ud i bybilledet i kraft af filmens charmerende animation med synlig blyantstreg og behagelig symmetri.
Hver indstilling ligner illustrationer fra en bog!
”Det var ikke sjovt,” høres Celestines fortørnede, men milde røst, når Ernest brummende fortæller, at der ikke findes mus i Vrøvlistan, fordi bjørnene har spist dem alle.
Ernest & Celestine – rejsen til Vrøvlistan er fyldt med små, komiske indslag. Spændingen er aldrig på bekostning af den muntre stemning. Som når politiet midt under jagten på en forbryder stopper for rødt lys og mister dem af syne.
Der er også nogle guldkorn til voksne seere. En lyssky, frakkeklædt herre på gaden lyner op. Ikke for at blotte sig eller sælge stjålne designer-ure og rusmidler, men han fløjter til folk, der spiller musik i smug.
Med sit kyrillisk inspirerede alfabet, klippelandskaber og arkitektur præget af totalitære monumenter, bindingsværk, små altaner prydet med træsnit og røde teglstenstage minder landet umiskendeligt om eks-sovjetiske republikker som Georgien eller Kasakhstan.
At landet er befolket med bjørne og afskåret fra omverdenen af høje, sneklædte bjerge ikke ulig Uralbjergene i Rusland, er næppe tilfældigt.
Den franske tegnefilm med danske stemmer udspiller sig som en tænkt, men underholdende rejse bag Den Kolde Krigs jerntæppe, hvor arbitrære love kriminaliserer folk for den mindste overtrædelse.
Men forbud virker ikke.
Lovgivningen forhindrer ikke befolkningen i at spille i det skjulte. Lokale modstandsfolk sniger sig til at udbrede de forbudte toner blandt befolkningen.
Mellem linjerne kan modstanden mod den bizarre lov læses som et budskab til filmens unge seere. Den tankevækkende film vil lære dem, at de ikke bare skal følge i forældrenes fodspor for at gøre dem glade.
De skal have modet til at gå deres egne veje og skabe sig et liv, der gør dem selv glade.
facebook
twitter
Kommentarer