Escape at Dannemora

Jeg var næppe kommet igennem alle syv næsten timelange afsnit af Escape at Dannemora, hvis jeg ikke skulle anmelde den. 

Det går nemlig meget trægt i serien, der er en konsekvent realistisk skildring af de virkelige begivenheder, som fandt sted i et fængsel i staten New York i 2015. Her lykkedes det to mandlige fanger at flygte, efter at de hver især havde indledt et seksuelt forhold til den samme kvindelige ansatte i fængslet. 

Serien er dog ikke videre interesseret i den opsigtsvækkende flugt, som først bliver ført ud i livet godt inde i forløbet og efter grundigt forarbejde. Til gengæld holder skuespillernes skildring af de mærkværdige og alligevel helt almindelige mennesker én mere eller mindre fanget i den næsten syv timer lange spilletid. 

I spidsen står et trekløver bestående af Oscar-vinderne Patricia Arquette og Benicio Del Toro samt usandsynligt dygtige Paul Dano, der står på spring til at vinde en af filmverdenens fineste priser. 

En næsten uigenkendeligt martret Arquette er seriens trumfkort som ulykkeligt gifte Tilly Mitchell, der føler sig røvrendt af livet og lader sig friste af de forbudte frugter i fængslet, hvor hun står i spidsen for fangernes arbejde med at sy bukser. 

Benicio Del Toro og Dano spiller Richard Matt og David Sweat, der øjner en mulighed for at slippe ud af deres fangenskab med hendes hjælp. 

Kemien mellem de tre giver serien en vis energi, som den har svært ved at bevare, når den ene af dem skal møde verden på egen hånd. 

Escape at Dannemora synes udtænkt i traditionen fra David Simon, der med sin roligt observerende stil og nuancerede karakterer har stået bag store og små tv-mesterværker som The Wire og Generation Kill. 

Det er derfor temmelig interessant, at alle afsnit af denne fængselsserie er instrueret af Ben Stiller, der er bedst kendt som sjov skuespiller og instruktøren af moderne kultkomedier som Tropic Thunder, Zoolander og The Cable Guy. 

Ben Stiller dropper nemlig enhver form for humor, selv om det er komisk i sig selv, når Tilly gang på gang hiver David eller Richard ind i forsyningsrummet til et hyrdeminut, mens såvel fanger som fængselsbetjente udmærket ved, hvad der foregår. 

Instruktøren insisterer på at behandle de autentiske figurer og deres historie gravalvorligt, og mens den respektfulde vedholdenhed er forbilledlig, savner man en dybereliggende grund til at fortælle historien. Trekløverets motiver er ikke videre komplekse: Tilly keder sig i livets hverdagsfængsel, mens Richard og David ville have det sjovere uden for det rigtige fængsels vægge. 

Men hvorfor kanalen Showtime har brugt enorme ressourcer på en utroligt flot filmet rekonstruktion, står aldrig rigtig klart. For det kan vel ikke bare være pointen, at det er ufedt for mennesker ikke at være fri? 

Serieskaberne Brett Johnson og Michael Tolkin har tidligere skrevet for hyldede serier som Mad Men og Ray Donovan. Her er man hele tiden i tvivl om, hvad hovedpersonerne mon kan finde på, hvorimod der ikke er mange overraskelser at komme efter i Escape at Dannemora. 

En glædelig undtagelse findes i sjette afsnit, men den vil det være synd at afsløre. Der gemmer sig altså et twist til dem, som bliver hængende. Desværre bærer momentum ikke hele vejen til afslutningen, som er en noget fad opsummering af hele den fascinerende redelighed. 

I dag er produktionen af såkaldt kvalitetsserier større end nogensinde. En del af dem har alle de påkrævede kvaliteter i form af store navne og production design, men vi må konstatere, at den ydre kvalitet ikke nødvendigvis afspejler en indre nødvendighed.