Biografanmeldelse
16. okt. 2013 | 20:00

Escape Plan

Foto | Nordisk Film
Sly og Arnold skal bryde ud af verdens sikreste fængsel i Escape Plan, der er instrueret af svenske Mikael Håfström (Ondskab).

I flugtfilmen Escape Plan spiller Stallone og Schwarzenegger ikke nær så meget med musklerne, som de plejer. Men alligevel fiser det hele ud i larmende eksplosioner.

Af Mads Suldrup

De er efterhånden blevet noget duknakkede, men Sylvester Stallone og Arnold Schwarzeneggers varemærke er stadig deres voluminøse fysik, der har været fundamentet for over 40 år i filmbranchen.

De seneste år har de begge hygget sig med alle action-rødderne i de eksplosive film om The Expendables. Stallone har dog også vakt hårdtslående Rocky og Rambo til live igen, mens Schwarzenegger efter sin dont som guvernør i Californien havde sin første hovedrolle som en sherif, der taler med næverne i The Last Stand.

I deres nye fælles film, Escape Plan, er der skruet ned for øretæverne. Der er vanen tro rigeligt med eksplosioner, men der er også mere plads til at pleje historien – og det er forfriskende.

Det lave slagsmålsniveau skyldes sikkert plottet: Sly og Arnold skal bryde ud af verdens sikreste fængsel, og det er immervæk svært at klare sig ud af sådan et sted med tørre tæsk alene.

Stallone spiller Ray Breslin, der lever af at teste fængslers sikkerhedssystemer ved at gå undercover som fange for derefter at bryde ud. Han bliver tilbudt en klækkelig sum penge for at teste en efter sigende topsikker facilitet, og selvom hans nærmeste medarbejdere er skeptiske, takker Ray ja til jobbet.

Ray kommer dog hurtigt til at fortryde sin beslutning: Han bliver bortført og bragt til fængslet, og da han siger den evakueringskode, han altid har som sikkerhed, er der ingen, der kommer til undsætning. Han er nu rigtig fange sammen med alle de andre indsatte, som regeringer verden over har ønsket at gemme væk for evigt.

En af dem er Arnold Schwarzeneggers Rottmayer, som Ray indgår en pagt med, da han garanterer, at han kan få dem begge ud derfra. Ray er nemlig fast besluttet på at finde ud af, hvem der har forsøgt at få ham til at rådne op bag lås og slå.

Et forbillede for Escape Plan har formentlig været flugtfilmklassikeren Flugten fra Alcatraz fra 1979, hvor Clint Eastwoods tyste fange minutiøst planlægger sin flugt fra historiens mest sikre fængsel.

Også i Mikael Håfströms film går de første to tredjedele af filmen med planlægningen af flugten, inden de i sidste del forsøger at eksekvere deres plan. Første del er klart bedst, især scenerne i isolationscellerne, som sjovt nok viser sig at være der, hvor sikkerheden er svagest.

Cellerne er en slags moderne svedhytter med ulidelige varmelamper, der får en kløgtig dobbeltrolle. De etablerer Ray og Rottmayer som lidende underdogs – en noget uvant rolle for Sly og Arnold – og derudover skubber den stegende varme plottet fremad på snedig maner.

Hverken Schwarzenegger eller Stallone har nogensinde været Guds gave til skuespillet, men det giver dem trods alt ekstra råderum, at deres fysik spiller en mindre rolle end normalt. Sly er filmens tovholder og fin som straight guy, mens Arnold både er sjov og troværdig.

”I know who you are – your mother was my favourite whore in Marrakesh!” siger Arnold provokerende til en arabisk fange. Og da han simulerer et hysterianfald i isolationscellen med angst i øjnene og på bandende og svovlende tysk, narrer han ikke bare vagterne, men også denne anmelder.

Som deres flugtplan skrider frem, giver manuskriptet parret lige lovlig mange belejlige hjælpemidler. Det er urkomisk, da Sly regner ud, at fængslet ligger ved Marokkos kyst, ved at kigge på stjernebilleder og vurdere vinden og varmen!

Og det er en skam, at filmen ender i larmende skuddueller og eksplosioner, der får souffleen til at falde sammen og Arnold og Sly til at ryge tilbage i de gamle, slidte mønstre. For det klæder dem her på deres ældre dage, når de spiller lidt mere med intelligensen end med musklerne.

Trailer: Escape Plan

Kommentarer

Land:
USA

År:
2013

Instruktør:
Michael Håfström

Manuskript:
Miles Chapman, Jason Keller

Skuespillere:
Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger, Jim Caviezel, Amy Ryan, Sam Neill, Vincent D’Onofrio, 50 Cent, Vinnie Jones

Spilletid:
116 minutter

Premiere:
17. oktober

© Filmmagasinet Ekko