Biografanmeldelse
01. juni 2022 | 18:29

Esthers orkester

Foto | André Hansen
Annika Aakjær slog igennem som musiker og komiker, men vi får kun hendes medrivende energi i små portioner, da hun bliver dødeligt syg i Esthers orkester.

Musikeren Annika Aakjær spiller sin første store filmrolle, men får ikke lov til at fylde meget i godmodigt dansk kærlighedsdrama.

Af Nicki Bruun

Annika Aakjær slog igennem som musiker og komiker kendt for sin underfundigt sprælske energi med sange som Natbind om dagen og en optræden i TV 2-underholdningsprogrammet Stormester.

Den medrivende energi får hun i små portioner lov til at udfolde som tegneserieforfatter i Esthers orkester. Men havde man håbet, at filmen er et udhængsskab for hendes skuespiltalent, bliver man skuffet.

Aakjær er det meste af tiden fraværende i filmen, hvis titel er navnet på den tegneserie, hendes figur Esther har skrevet.

Det anderledes kærlighedsdrama er det meste af tiden hos Thomas, der som hendes partner forsøger at få hverdagen med parrets to børn til at hænge sammen. Esther er nemlig blevet indlagt med en dødelig sygdom, så den distræte familiefar prøver at holde skruen i vandet.

Filmen lader handlingens ene dag flyde sammen med flashbacks fra Thomas og Esthers første møde på det forlag, hvor han tegner bogforsider, og hun kommer for at sælge sit manuskript. De to aparte mennesker falder for hinanden i et sært rørende univers uden for tid og sted.

Desværre føles Esthers orkester noget uforløst.

Med sit ekspressive lydbillede vil filmen lukke publikum ind i en kaotisk sindstilstand, når Thomas turer rundt i Aarhus og prøver at få verden til at give mening midt i det forfærdelige.

Filmens humor skal findes i skæve scener som den, hvor Thomas efter opfordring fra Esther vil gøre noget ud af sig selv og går til frisøren. Her takker han ja til en øl og glemmer for en kort stund sit hårde liv, før han får en frygtelig opringning og må styrte ud ad døren med halvklippet hår.

Fortællingen lander aldrig helt tilfredsstillende i det sensible farvand mellem komedie og tragedie. Man bliver simpelthen hverken ansporet til at grine eller rørt til tårer, men må tage til takke med et utilfredsstillende mellemstadie.

Den unge instruktør Alexander Bak Sagmo har gennem de seneste ti år stille og roligt skabt sig et navn i den danske filmbranche.

På Ekko Shortlist har han de vellavede kortfilm SHIFT! og Lyden af uventet død, og det er i sig selv imponerende, at den Super8-uddannede instruktør i udkanten af det etablerede filmsystem er lykkedes med at bryde igennem.

Esthers orkester lanceres som instruktørens spillefilmdebut, men han lavede allerede i 2016 det seksuelt eksplicitte skoleskyderdrama Needle Boy, der fik premiere på festivalen Cph Pix. Det er forfriskende med en instruktør, der frygtløst kaster sig ud i forskellige genrer og formår at hente støtte hos Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje.

Johannes Lilleøre har spillet et hav af mindre roller i særligt tv-serier, og nu får han chancen med en stor hovedrolle i en spillefilm. Man får ondt af Thomas og hans pinefulde situation, men hovedpersonen er så indelukket i sin rustning af usagte følelser, at det er svært at forstå ham.

Unge Emma Pi og Holly Filipsen er søde som henholdsvis danseglad teenagedatter og snakkelystent børnehavebarn, der gør familiens morgenrutine til en morsom kamp at komme igennem.

Med forvirret charme tilfører Peter Gantzler filmen humor som forlagsredaktøren, der deler navn med filmens medmanuskriptforfatter Troels Engelbrecht. Også Ulf Pilgaard og Stina Ekblad er på kort visit som Esthers forældre, mens instruktørerne Kasper Møller Rask og Frederik Meldal Nørgaard optræder i cameos.

Alle de medvirkende leverer veloplagte præstationer, men historien drukner i ambitionerne om at komme omkring abstrakte størrelser som livet, døden og kærligheden.

”Jeg prioriterer tvetydigheden over det autentiske,” siger Esther i en af flashback-scenerne, hvor hende og Thomas mødes og falder for hinanden.

Det har folkene bag filmen øjensynligt også gjort, og det resulterer i en ærgerligt distanceret oplevelse.

Trailer: Esthers orkester

Kommentarer

Titel:
Esthers orkester

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Alexander Bak Sagmo

Manuskript:
Troels Engelbrecht, Alexander Bak Sagmo

Medvirkende:
Annika Aakjær, Johannes Lilleøre, Emma Pi, Ulf Pilgaard

Spilletid:
92 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
2. juni

© Filmmagasinet Ekko