Biografanmeldelse
22. mar. 2023 | 19:43

Et strejf af lykke

Foto | Sister and Brother Mitevski

Jelena Kordic Kuret spiller følsomt Asja, som bag sin frigjorte facade endnu er den fragile teenagepige, der meningsløst næsten blev dræbt under borgerkrigen.

Latter, sorg og eftertanke blandes i mesterligt datingdrama, hvor en soldat og hans offer fra borgerkrigen i Jugoslavien pludselig står ansigt til ansigt.

Af Bo Tao Michaëlis

Den 40-årige jurist Asja har meldt sig til et datingtræf i sin hjemby Sarajevo. Hun har haft et langvarigt forhold, men nu ønsker hun at finde en partner og stifte familie, før det er for sent. 

Med skæbnens ironi, eller måske ved nogens mellemkomst, bliver hun koblet til den indadvendte bankmand Zoran. Over for hinanden skal de besvare spørgsmål og dermed komme hinanden mere og mere ved, før der skal danses og festes igennem. 

Men meget hurtigt viser det sig, at Zoran har en helt anden dagsorden. 

Nordmakedonske Teona Strugar Mitevska brød igennem med Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya

Hun begynder Et strejf af lykke som et lystspil: en småsatirisk udlevering af organiseret dating som et arrangement, der mere ligner en konference med uniform og navneskilt end et sted, hvor man skal finde kærligheden. 

Alt er gennemført tilrettelagt – fra de smålumre konferencelokaler til den middelmådige frokost og spørgsmålene, man på skift stiller hinanden. Først om banaliteter som yndlingsfarve og yndlingsårstid, så om minder fra ens mere eller mindre gode barndom. 

Men så skifter stillejet mellem Asja og Zoran. 

For det viser sig, at Asja den 1. januar 1993 faktisk blev skudt af den lettere neurotiske Zoran, som sidder over for hende her små 30 år efter den forfærdelige borgerkrig i det tidligere Jugoslavien. 

”Du skød på din egen by. Min by,” siger Asja med sorg og fortvivlelse i stemmen, da det går op for hende, at hun faktisk sidder over for manden, som kunne være blevet hendes bøddel. 

Og sandheden breder sig. 

Alle de tilstedeværende, som søger kærligheden på det anonyme hotel, er ofre for den krig, der næsten er glemt i dag. Alle har ar i sjælen eller på kroppen – som Asja med sit skudsår i ryggen. 

Da krigen for et år siden brød ud med Ruslands invasion af Ukraine, talte nogle om den første europæiske krig siden Anden Verdenskrig. En tanketom fornærmelse over for den brutale balkankrig i 1990’erne, hvor krig afløste kommunisme i det tidligere Jugoslavien. 

Et blivende traume i balkanlandene, som dog mindes i film som Quo Vadis, Aida? og I solsortens land

Asja og Zoran og deres jævnaldrende tilhører om ikke en fortabt, så en forglemt generation. Det viser filmen ved, at Asja nægtes adgang til et dansebal for dem under atten. Da hun ekstatisk og egensindigt kaster sig ud i en slags forsoningsdans, bliver hun bestemt bedt om at forlade gulvet. 

Men længslen efter livsglæde kan ingen tage fra hende. 

På samme desperate, men stille facon angler Zoran efter forløsning og tilgivelse for dengang, han som teenager skulle være en såkaldt rigtig mand med et gevær. 

Jelena Kordic Kuret spiller fint og følsomt Asja, som bag sin frigjorte facade endnu er den fragile teenagepige, der meningsløst næsten blev dræbt. Og i rollen som finskytten, der næsten dræbte hende, er Adnan Omerovic endnu mere sårbar og nærmest selvmorderisk i sin higen efter forsoning for fortiden. 

Rundt om dem er der et ensemble af mænd og kvinder, der begynder med de sædvanlige vitser om småting og sladder, men med filmens egen tid forvandler sig til et hævnende kor i en moderne græsk tragedie. 

Det er denne blanding af latter, sorg og eftertanke, som giver filmen en helt særlig stemning. Aldrig for sentimental og heller aldrig for sørgelig. 

Mens håbet bliver hængende som et latent credo. 

Med få, men markante virkemidler udstilles og accentueres alle kriges meningsløshed og kolde tilfældighed. Og det gøres uden at dvæle ved krigens religiøse eller ideologiske årsager, uden at prædike andet end humanisme.

Et strejf af lykke er et stille signalement af, hvordan gamle sår kan heles, selv når arret stadig værker.

Trailer: Et strejf af lykke

Kommentarer

Titel:
Et strejf af lykke

Originaltitel:
Najsrekjniot chovek na svetot

Land:
Nordmakedonien, Danmark, Belgien

År:
2022

Instruktør:
Teona Strugar Mitevska

Manuskript:
Teona Strugar Mitevska, Elma Tataragic

Medvirkende:
Jelena Kordic Kuret, Adnan Omerovic, Labina Mitevska

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
30. marts

© Filmmagasinet Ekko