Biografanmeldelse
02. nov. 2021 | 14:58

Eternals

Foto | Marvel Studios
Der er gnister mellem superheltene Ikaris (Richard Madden) og Sersi (Gemma Chan) i det nyeste skud på Marvel-stammen, men filmen skuffer stort, mener Ekkos anmelder.

Selv en Oscar-vindende instruktør og en stjernespækket rollebesætning kan ikke redde den værste Marvel-film til dato.

Af Claus Nygaard Petersen

Forventningerne til Eternals har været enorme.

Filmen skulle have haft premiere for et år siden, men coronakrisen kom i vejen og udskød det stort anlagte brag.

Med en rollebesætning bestående af adskillige Hollywood-stjerner, deriblandt Angelina Jolie, skal Marvel forsøge at følge op på succesen med velkendte superhelte som Captain America og Iron Man fra Avengers-serien.

Til at styre begivenhederne har filmselskabet fået fingre i ingen ringere end Chloé Zhao, der tidligere på året høstede stor hæder for den fremragende americana-fortælling Nomadland. Hun indskriver sig som den første Oscar-vindende instruktør til at stå i spidsen for en film i Marvel-universet (MCU).

Men det har desværre ikke været ventetiden værd.

Eternals handler om en ny slags rumvæsner, Celestianere, der har skabt alt liv i universet. Til at sikre fred har de skabt de såkaldte Evige, menneskelignende væsner med spektakulære kræfter til at kæmpe imod de onde Deviants.

Kampen udspillede sig i årtusinder på Jorden, indtil de Evige vandt. Siden har de levet stilfærdige tilværelser rundt omkring på kloden og ventet på yderligere ordrer fra den øverste Celestian: Arishem.

Da en Deviant dukker op igen, samles heltene på ny for at bekæmpe truslen. Men tiden har sat sit præg på dem, og ikke alle er helt, som de var engang.

I centrum er Sersi (Gemma Chan), der kan forvandle ikke-levende stof som sten til blomsterblade. Igennem hovedpersonen får vi kendskab til, hvordan universet hænger sammen.

Men hun er blot en af ti Evige, hvis motivationer og livsanskuelser filmen prøver at rumme. Derfor kommer man aldrig rigtigt ind under huden på nogen af dem, og de ender som endimensionelle karikaturer.

Med navne som Ikaris (Richard Madden) og Ajak (Salma Hayek) er der ingen tvivl om, at de Evige skal forestille at have givet inspiration til mange gude-myter igennem historien – de kommer sågar fra en planet, der hedder Olympia.

Men kampscenerne i Eternals hæver sig ikke over noget, vi allerede har set i MCU-film. Og det ødelægger forestillingen om, at det er de mægtigste væsner i Marvel-universet, vi har med at gøre.

Ikaris kan flyve og skyde kosmisk energi ud gennem øjnene ligesom Superman. Det er ikke videre imponerende, når der for et par film siden var en skurk, der udslettede halvdelen af universet med et fingerknips.

De Evige blandede sig ikke i Infinity-krigen, som Avengers kæmpede i de foregående Marvel-film. På Arishems befaling måtte de ikke blande sig i menneskers affærer, men logikken falder til jorden, når de alligevel gør det efter behov.

Angelina Jolies karisma gør hendes figur Thena til filmens mest interessante. I en ptsd-lignende tilstand befinder hun sig ude i den australske ødemark med en anden Evig, Gilgamesh (Don Lee), der er hendes eneste følgesvend og beskytter.

Deres forhold er et af få lyspunkter i en gaber, hvor alenlange enetaler og evindelige flashbacks hæmmer tempoet. Og pilen peger på instruktør og manuskriptforfatter Chloé Zhao.

I bestræbelserne på at gøre det fantastiske så jordnært som muligt ryger det ekstraordinære ved de Evige. Når de bedste øjeblikke i en Marvel-film er referencer til tegneseriekonkurrenten DC’s to helte, Batman og Superman, står det altså sløjt til.

Hvad der er tænkt som en overskudsfyldt magtdemonstration, ender som et patetisk bjæf, der må sende de kreative hjerner på overarbejde. Til sidst i filmen bliver der nemlig stillet i udsigt, at der kommer mere Eternals.

Marvel skal dog passe på, at de ikke sætter hele deres veletablerede univers over styr.

Trailer: Eternals

Kommentarer

Titel:
Eternals

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Chloé Zhao

Manuskript:
Chloé Zhao, Patrick Burleigh, Ryan Firpo, Kaz Firpo

Medvirkende:
Gemma Chan, Richard Madden, Kumail Nanjiani, Lia McHugh, Brian Tyree Henry, Lauren Ridloff, Barry Keoghan, Don Lee, Harish Patel, Kit Harrington, Salma Hayek, Angelina Jolie

Spilletid:
156 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
3. november

© Filmmagasinet Ekko