Eventyret om Askepot

Disney har åbenbart mistet deres kreative åre, for hvorfor skulle de ellers være så desperate efter at drive rovdrift på deres arv?

Den nye live action-udgave af Askepot, hvis danske titel har pustet sig op til Eventyret om Askepot, er da bestemt nysselig. Men den bidrager ikke med meget nyt til den velkendte historie om den søde skønjomfru, der efter sin fars død overlades i sin onde stedmors grumme favn.

Sidste års live action-version af Tornerose havde i det mindste skiftet synsvinkel fra prinsessen til den onde heks Maleficent. Og Saving Mr. Banks gik bag om tilblivelsen af Mary Poppins.

Alle tiders store Disney-succeser får nye klæ’r, men spørgsmålet er, om de i virkeligheden har noget tøj på.

Apropos tøj så er Askepot, i filmen kaldet Ella, og hendes lede stedfamilie smukt klædt på. Om ikke andet går den nye film lukt i små prinsessers klæd-ud-hjerte med flotte krinoline-struttende kjoler, hvor alle af hunkøn er slanke om livet takket være stramme korsetter.

Også mændene går klædt i ældre tiders tøj, men de stramme gamacher med de mavekorte jakker overlader ikke meget til fantasien – og når filmen bliver for kedelig, kan man i stedet fnise barnligt over de talløse svulmende mandeskridt, man bliver konfronteret med på lærredet.

Så er det jo meget passende, at Askepot i skikkelse af bedårende Lily James (Downton Abbey) konstant stønner. Hun er hørbart henført over livets små lyksaligheder såsom søde mus, solskin og en dåneværdig charmeprins.

Det er på sin vis imponerende, når man tænker på hendes barske opvækst, hvor først hendes mor og siden hendes far kreperer. Men hun er en god pige, der gør sin mors sidste ord til et personligt mantra: ”Jeg er tapper. Jeg er kærlig.”

Hvorvidt Askepot er lige så utåleligt stakåndet på originalsproget, skal jeg ikke kunne sige. For jeg har set den dansksprogede version, hvor stønneren spilles af Sofie Topp-Duus.

Den fladt leverede tekst lider under nogle gumpetunge formuleringer, som når rigets kaptajn siger, at prinsen er ”indtaget i” Askepot. Det er højst sandsynligt udtrykket at være ”taken with”, der bliver danskificeret på bedaget vis.

Instruktør Kenneth Branagh har heldigvis været god til at besætte sine roller, selvom han har kigget dybt i tv-kruset. Richard Madden fra Game of Thrones er en flot blåøjet prins, og Lily James får selskab af sin Downton Abbey-kollega Sophie McShera som den ene onde stedsøster, mens Holliday Grainger fra The Borgias er den anden.

Toppen af kransekagen er dog ingen ringere end Cate Blanchett som den virkelig ondskabsfulde stedmoder.

Klædt i giftige farver er hendes ansigtsmimik og kropsprog et tag selv-bord af indsigt i karakteren. For første gang i utallige Askepot-udgaver forstår man faktisk godt, hvorfor Askepots far gifter sig med hende.

Med et nedslået blik ved man, at hun føler sig tilsidesat af sin nye mand, at hun martres af grim jalousi, og at hun selv kæmper med sorg oven på tabet af sin første mand.

Denne eventyr-version har masser af dyr, men de taler kun, når de trylles om til lakaj og kusk, og musene Tim og Bum hedder nu Timmeline og Bumbum, og førstnævnte har dermed udramatisk skiftet køn.

Filmen ligner på mange måder den animerede klassiker fra 1950, men overraskende nok står den ikke tilbage for forgængeren, hvad angår eventyrlig æstetik. Alt tøj og hår glimter og glitrer, indretningen består af silkepolstrede sofaer og glaslamper formet som svaner, og hus og have står i fuldt blomsterflor.

Eventyret om Askepot er uden tvivl en lækkerbisken af en tylskørt-fantasi, der dog ikke stiller den alvorlige sult efter nye eventyr med universel gennemslagskraft.