Richard Linklaters forrige film, den monumentale Boyhood, slutter med, at hovedpersonen starter på college. Hans nye film begynder præcis dér: Året er 1980, og Jake (Blake Jenner) starter på Southeast Texas State University. Han er optaget på et baseball-stipendium og skal dele hus med en flok andre baseballspillere.
Boyhood fortæller en historie, der foregår over tolv år. Everybody Wants Some!! er til sammenligning mere beskeden: Den beskriver de tre dage op til, at Jakes første semester starter.
Men de to film er mere ens, end man skulle tro.
Linklater er ikke nogen episk fortæller, han er først og fremmest en ultrapræcis skildrer af øjeblikket, af hverdagens små nuancer, af venskabets poesi.
Boyhood er netop så levende og bevægende, fordi man ikke mærker en manuskriptforfatters spændingskurver. Det er en film, som ligner det almindelige liv, den skildrer: sjovt, kedsommeligt, forudsigeligt, sørgeligt og gribende.
På samme måde er en af styrkerne ved Everybody Wants Some!!, at den bare slentrer derudad.
Jake møder en flok medstuderende, og i de næste tre dage hænger de ud sammen, drikker øl, ryger pot, går til fester og prøver at score piger. Meget mere er der ikke at sige om plottet.
Filmen lever på sine farverige personer: den kønne, men almindelige Jake, gruppens charmerende ”storebror” Finnegan, klovnen Nesbit, pothovedet Willoughby, redneck-drengen Beuter og psykopaten Jay. Kun en enkelt pige træder frem, den kønne dramastuderende Beverly, som Jake forelsker sig i.
Det her er først og fremmest en film om drenge.
Richard Linklater tager en af de mest kliché-fyldte genrer – college-komedien – og styrer behændigt uden om klichéerne. Her er ingen konkurrerende elevgrupper, ingen sportsidioter-mod-nørder-komik, ingen vred rektor eller dumme lærere, ingen naboer, der ikke kan tåle de unges evindelige fester. Konflikterne i filmen foregår mellem hovedpersonerne, og de fleste er ikke større, end at de kan løses med en øl, en joke eller et klap på skulderen.
Titlen kommer fra en Van Halen-sang. Og musik spiller en afgørende rolle, ikke mindst som social markør. Vi er i 1980, og personerne lever stadig i 1970’erne.
Linklater forklarer selv, at for ham startede 1980’erne først i 1982-83. Ikke alle unge er firstmovers. Filmens baseball-drenge hører stadig disko. Ikke fordi de dybest set føler noget særligt for genren. Det er bare dét, pigerne hører.
Da drengene bliver smidt ud af yndlingsdiskoteket efter et slagsmål, er løsningen meget enkel: De skifter til cowboyhatte og westernskjorter og tager på en country- og western-bar og danser squaredance. Da Jake og Finnegan lokkes med til en punkkoncert, kaster de sig glade ud i pogo-dansen.
Det er et traditionelt træk ved ungdomsfilm, at musikalske præferencer dyrkes med religiøs og sekterisk alvor. Linklaters drenge er derimod kamæleoner, der skifter farve alt efter, hvor pigerne er.
Det er en let, nostalgisk og morsom film. Ensemblespillet af en flok forholdsvis ukendte skuespillere sidder lige i skabet. Og det hele er så ubesværet fortalt, at man næsten glemmer, at det faktisk kræver betydeligt talent at kunne holde en så let og udramatisk historie kørende.
Linklater beskriver selv filmen som en åndelig opfølger til sin egen high school-klassiker Sidste vilde nat med kliken fra 1993. Den fim foregår et par år før, i 1976, og er ligeledes for en stor dels vedkommende selvbiografisk. Ved første øjekast lægger den nye film sig tæt op ad tidens omsiggribende 80’er-nostalgi. Men Linklater er ude i et andet ærinde. Det her er en klassisk erindringsfilm, og den bæres af en præcis skildring af tidens tøj, sprog og musik.
Everybody Wants Some!! er en nærmest demonstrativt lille film. Men den er mesterligt fortalt – med varme, charme og smittende humor.
Kommentarer