Det kan irritere mig en smule at give den erfarne manuskriptforfatter Alex Garlands instruktørdebut Ex Machina fem stjerner, fordi det lige præcis er, hvad den forlanger og forventer at blive bedømt til.
Filmen ved udmærket, at den ikke er et auteur-mesterværk, men den er på øretæveindbydende vis helt overbevist om, at den inden for sin genre, science fiction-thriller (den kunne også kaldes et androide-kammerspil), er optimalt tight og slick, intelligent og intens.
Hvilket den irriterende nok faktisk er.
Som anmelder føler jeg mig i samme situation som filmens hovedperson, den unge programmør Caleb, der har vundet et besøg hos sin eneboer-boss Nathan i hans luksushule langt ude i ødemarken. Han inviteres til at udsætte androiden Ava for en udvidet, såkaldt Turing-test: Hvor menneskelig er robotten?
Hvor menneskelig er filmen, som behændigt veksler mellem velartikulerede mind games, Caleb versus Ava, Nathan versus Caleb?
Pænt meget menneskelig, og det skyldes frem for alt Oscar Isaac, der spiller Nathan som jovialt manipulerende, kvæstet kynisk superskurk, og svenske Alicia Vikander, der får en sær og fin, ligesom stålsat skrøbelighed frem i Ava, især når hun vandrer rundt med en udhulet, gennemsigtig glasfiberkrop.
Domhnall Gleeson som Caleb kan ikke stille frygteligt meget op med sin troskyldige, renhjertede nørd, der genereres sjovere – og i flere eksemplarer – i HBO-serien Silicon Valley.
Jeg fatter omsider, at det er helt bevidst, at filmen ser ud og opfører sig som det indre af en splinterny MacBook.
Den klaustrofobiske perfektion skal dirre perfekt i sin perfektionisme, før den omsider og uhjælpeligt splintrer: Plot og dialog skal spinde kvikt derudad, før historien pludselig står helt tavs og åben.
Kommentarer