I dette århundrede er gangsteren blevet skiftet ud med de stenrige forretningsfolk, når filmbranchen skal fremvise den mørke side af den amerikanske drøm.
Ligesom gangsterne har disse mennesker enorm magt med meget lidt ansvarlighed, og de bruger den på sex, alkohol og stoffer.
Martin Scorseses The Wolf of Wall Street satte i 2013 standarden for arketypen, da Leonardo DiCaprio som yuppien Jordan Belfort kastede med hummere efter FBI-agenter og sniffede coke fra røvhullet af escortpiger.
Men det er ikke kun griske newyorkere og indignerede Silicon Valley-nørder, som nyder senkapitalismens overmodne frugter. I NRK’s Exit hopper de høflige nordmænd ombord på yachten med hor, næsegodt og mammon i stride strømme.
Serien er baseret på anonyme interviews med fire norske rigmænd i finanssektoren. På baggrund af dem tegner instruktør og manuskriptforfatter Øystein Karlsen et portræt af kransekagen af Norges finansfolk, der minder chokerende meget om det, vi kender fra USA.
Henrik, Jeppe, William og Adam lever det søde overklasseliv i en af verdens rigeste nationer. I hverdagen er de nogenlunde almindelige borgere i den norske velfærdsstat. De kysser deres kone farvel om morgenen, diskuterer skattely med fordækte centraleuropæere i frokostpausen og ignorerer børneflokken efter bedste evne.
Men de mødes også ugentligt i deres 250 kvadratmeter store bachelorhybel, hvor de bæller fin vin, beklager sig over familien og knepper dyrt betalte prostituerede til solen står op.
Som Adam (Simon J. Berger) siger: Vi lever i en glasklokke fri for normer og vaner.
Men det er langt fra kun i nattens mulm og mørke, at de norske rigmandssvin tager røven på deres kære og resten af samfundet. Flere gange i løbet af seriens otte afsnit slår det klik for de coke-inficerede hjerner, og så skal en eller anden have skallen smadret.
Men det får ingen konsekvenser for de slibrige rigmænd.
Den iltre William (Pål Sverre Hagen) overfalder en tidligere arbejdspartner til en hjemmefest med hundreder af gæster som vidner. Men politiet bliver aldrig for alvor involveret, og vennerne ryster blot opgivende på hovedet og beder de andre om at feste videre.
Det er måske det mest interessante ved Exit, at serien ikke gør disse mænd eksotiske, men fremstiller dem som drengerøve, plattenslagere og salgsmænd, der har forstået at få resten af samfundet til at arbejde for sig.
Og de keder sig ubegribeligt meget på toppen.
Det er et emne, der kan virke nyt i socialistiske Norden. Men Exit står i al for høj grad i skyggen af bedre produktioner. Som når den laver en tro kopi af den underholdende sekvens i The Wolf of Wall Street, hvor Jordan Belfort paralyseres af særligt stærke piller.
Exit spiller for alvor fallit sammenlignet med HBO’s Succession, hvor de rige bliver flået ved at vise dem som menneskelige, fejlbarlige og dybt usmagelige. I Exit virker samtalerne ægte, men serien bliver flagrende, når de fire rigmænd for eksempel noget lommefilosofisk indrømmer, at de er nogle rigtige monstre.
Netop dramaet er akilleshælen i serien.
Hver af de fire hovedpersoner har store problemer på hjemmefronten, men få af dem fænger for alvor. Når William efter et fejlslået selvmordsforsøg prøver at redde sit ægteskab, bliver det for sukkersødt.
Så er sociopaten Adam mere interessant. Han har ikke fortalt sin kone, at han er blevet steriliseret, selv om de har prøvet at få et barn i fem år.
Når serien nøjes med at vise, hvordan finanssektorens topfolk er patetiske og svælger i deres egne egoer, er den dog ganske underholdende.
Kommentarer