Serieanmeldelse
09. apr. 2021 | 18:39

Exterminate All the Brutes

Foto | HBO
Raoul Peck bruger fiktionsoptagelser og arkivmateriale til at fortælle historien om den hvide europæers raceudryddelser i udbredelsen af kristendommen.

Instruktøren bag I Am Not Your Negro har skabt sit magnum opus, der chokerer og trætter med billeder af den hvide mands folkemord.

Af Marcus Uhre

Haitianske Raoul Peck blev i 2017 Oscar-nomineret for sin dokumentarfilm I Am Not Your Negro, der med klippe-klistre-metoder skildrer borgerrettighedsbevægelsen og dens ofre.

Med et lille budget, Samuel L. Jacksons fortællerstemme og brug af klip fra film og tv visualiserer filmen den afdøde forfatter James Baldwins efterladte notater, der berører mordene på Martin Luther King og Malcolm X.

Nu træder Raoul Peck et skridt tilbage i forsøget på at finde roden til den ondskab, der har tilladt noget så umenneskeligt som racediskrimination.

Med HBO-penge i ryggen dekonstruerer Exterminate All the Brutes den hvide mands sejrherre-fortælling med et fokus på europæernes mange etniske udryddelser siden kristendommen.

Den monoteistiske Gud tillader et privilegeret verdenssyn, hvor civilisation er en betingelse for menneskelighed, og hvor koloniseringen af Amerika og imperialisme i Afrika snarere var en renselsesproces end en menneskelig udryddelse.

Raoul Peck stikker klingen lige ned i det betændte sår, som er mange hvide menneskers selvidentitet og patriotisme. Grundlæggelsen af USA fejres hvert år med Columbus-dag eller Thanksgiving, hvor venskabet mellem europæiske migranter og nordamerikanske indfødte hyldes.

Men bag venskabet rumsterer udryddelsen af et folkefærd for at skabe europæisk lebensraum. Den hvide mand var parat til folkemord for profittens skyld.

Den fire timer lange miniserie er delt op i fire afsnit, og det anbefales at se dem fra start til slut, selv om det er hård kost. Peck nedtoner ikke sine fakta og viser kvalmende mange lig, afhuggede hænder og andre ekstreme billeder.

Verdenshistorien er fuld af uhyrligheder, men serien kommer halvvejs inde til at fremstå noget redundant. Ikke mindst fordi der gives plads til hybridelementer, som ikke tilfører særligt meget til den overordnede fortælling.

Fiktive scener dukker op.

Fælles for dem er skuespilleren Josh Hartnett, der spiller en karikaturrolle af den hvide mand, som i det ene øjeblik udraderer en indianerlandsby og i det næste pisker en afrikansk slave for ikke at have udvundet nok gummi.

Pecks ringe evner som fiktionsinstruktør demonstreres ufrivilligt, når han efter en instrueret scene klipper til for eksempel en scene fra Scorseses The Wolf of Wall Street eller Paul Thomas Andersons Magnolia.

Samtidig benytter Raoul Peck et meta-element, hvor han inddrager sig selv og sin haitianske baggrund. Instruktøren viser også scener fra mange af sine egne film og seriens egen skabelsesproces.

Derfor fremstår Exterminate All the Brutes som et slags magnum opus for den 67-årige instruktør og et vidne om, hvor svært det har været at skabe værket.

Desværre er den historie langt mindre interessant, end når han holder sig til den logiske, men poetiske fortællestil, der gjorde I Am Not Your Negro til en mavepuster.

Den filmsætter borgerrettighedsbevægelsen i perspektiv som en gave til den voksende bevægelse Black Lives Matter. På samme måde trækkes der i Exterminate All the Brutes tråde til nutidens White Supremacy-bevægelse, der råber: ”You will not replace us.”

Det er ord fulde af had, men også irrationel frygt. Frygten for, at hævnens time en dag vil komme. At den hvide amerikaner vil blive erstattet på samme måde, som de selv erstattede de indfødte.

Men når man taler om folkemord i Vesten, er sandheden, at den hvide mand står ufatteligt alene.

Trailer: Exterminate All the Brutes

Kommentarer

Titel:
Exterminate All the Brutes

Land:
USA, Frankrig

År:
2021

Serieskaber:
Raoul Peck

Medvirkende:
Josh Hartnett, Raoul Peck

Spilletid:
Fire afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
8. april på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko