Vi er i det terrorramte Kenya. En alliance af amerikansk, britisk og kenyansk militær og efterretningsvæsen er kommet på sporet af en håndfuld yderst farlige og meget eftersøgte terrorister i Nairobi. Heriblandt to britiske og en amerikansk statsborger.
Terroristerne planlægger et selvmordsangreb, men før de kan anholdes og arresteres, rykker gruppen ind i en bydel, som kontrolleres af fanatiske islamister. Eneste mulighed for at ramme dem er et droneangreb. Men så kommer der en lille pige i vejen med sin madbod med morens hjemmebagte brød.
Sagen ryger derfor op på et niveau, hvor både den britiske regering og den amerikanske præsident bliver involveret. Mens missionens militærfolk ønsker at slå til, tøver de juridiske civilister. Vatpikke over for stålmænd.
Selv om Eye in the Sky handler om noget så morbidt nymodens som dræberdroner – fra de store, som ligner blinde passagerfly, til mekaniske sangfugle og flyvende biller – er historien med hensyn til logistik og tempo meget traditionelt bygget op.
Den minder i sit drive og dramatiske design om den typiske tryk-på-knappen-film under Den Kolde Krig i 1960’erne. Altså film, der handler om beslutningstagere, som i en presset krisesituation skal – eller ikke skal – trykke på den ragnarok-røde knap, der kan starte en atomkrig.
Her er det selvfølgelig i mindre målestok, men med samme stopursagtige nedtælling i kvikke montager med telex-tekst ind over billedet og bratte spring fra skærm til skærm med Skype og lignende fra Afrika over London til Amerika og tilbage.
Der zoomes ind og holdes øje, mens der tælles ned til missilets affyring og destruktive destination. Man sender sågar en hemmelig agent ind i et område, hvor én forkert bevægelse fører til den bratte død. Hvis man er heldig.
Filmen skulle først have heddet ”The Kill Chain”. Fordi den handler om terrorkrigens militære kædereaktioner, hvor hverken generalen eller statsministeren er eneansvarlig for krigens førelse.
Oprindeligt skulle den ledende officer i kæden, Oberst Powell, som i seks år har jagtet disse terrorister, være spillet af en mand. Men nu gik officersgraden til Helen Mirren, som lige meget, om hun er kriminalinspektør Tennison eller selveste dronningen af England, er klodens koldeste kælling.
Det er hun også her som en kynisk og militant karrierekvinde ganske uden tvivlens nådegave. Sådan set falder hun godt i tråd med den trend, at i denne genre er den sejeste jæger i flokken en dedikeret, på grænsen til det maniske karrierekvinde a la i Zero Dark Thirty og tv-serien Homeland.
Det, som adskiller Helen Mirren fra de andre, er, at hun in real life bliver 71 år til juli! Men hun spiller overbevisende cool og kontant, især over for den unge, nølende amerikanske løjtnant, som har svært ved at skyde, spillet følsomt af Aaron Paul, der er kendt fra tv-serien Breaking Bad.
Som hendes overordnede general fik Shakespeare-skuespilleren Alan Rickman sin sidste rolle som soldat med stiv overlæbe og rappe replikker, der både kan købe den forkerte dukke til barnebarnet og sende den rigtige drone af sted.
Overalt er der gode skuespillere i dette kammerspil, som nok især vil tiltrække folk, der elsker komplicerede krigsspil, skakspil på skærme og det politiske dilemma om, hvorledes og hvornår man skal bruge sine våben uden at gøre prisen op i mennesketal.
Den sydafrikanske instruktør Gavin Hood, der allerede med Afsløringen fra 2007 viste flair for den slags krigsfilm, har kompetent og begavet sat i scene uden helt enøjet at dele verden op i de gode og de onde. Snarere serverer han sober spænding på effektfulde, men skæbnesvangre småting i fortællingen.
Eye in the Sky er intelligent underholdning med en holdning.
facebook
twitter
Kommentarer