Måske fordi stemningen er så let, tror mange, at folkekomedien er en nem genre for filmfolk at mestre.
Det er ikke tilfældet.
Der bliver lavet alt for mange film, som enten vil have for meget alvor i spil eller er alt for bøvede. Det svære i genren er at ramme en historie, hvor der er charme og varme, mens der antydes en nødvendighed og aktualitet, som alle kan spejle sig.
Paprika Steens nye film balancerer perfekt, den er utroligt morsom og rigtigt sød.
Deres datter Nanna skal i en ny, kreativ og ret irriterende skole. Og mens det egentlig er datteren, som er den nye i klassen, viser det sig hurtigt, at hele filmens præmis er den modsatte: Det er forældrene, der er de nye i klassen!
Det er ikke for ingenting, at børnene er stort set fraværende i filmen. Skuespillerne har åbenlyst fået besked på at ”spille børn”. Derfor er det i virkeligheden også en slags klassefest, bare med voksne – uden at det af den grund bliver helt lavkomisk som i den nærliggende sammenligning, Klassefesten.
I Fædre & mødre er Lars Brygmann nærmest ulækker som narcissistisk og totalt uberegnelig skoleinspektør.
Rasmus Bjerg er uimodståelig som vvs’er med vægtproblemer og sjove udfordringer med at huske faste vendinger. Nikolaj Lie Kaas er rutineret og nuttet som kuet ægtemand med uventede seksuelle tilbøjeligheder. Jacob Lohmann er troværdig i rollen som ægtemanden, der omsider slår sig lidt løs. Carsten Bjørnlund er en socialistisk yoga-snedker på dårlig urt.
På modersiden er Lise Baastrup skøn som en sanselig, kagebagende og utro hustru. Line Kruse er knaldgod som insisterende hidsigprop med en dagsorden. Katrine Greis-Rosenthal fremstår både rørende og irriterende som Nannas mor. Mens Amanda Collin er overbevisende som manipulerende og passivt aggressiv børnepsykolog for den kreative klasse.
Filmen følger en klassisk drejebog for ensemblefilm.
En gruppe isoleres på en skolehyttetur.
Undervejs skal vi ud i alle kroge af skoven på jagt efter en påfugl, en baghyler og et natløb. Vi skal ud i alle kroge af sindet med forførelse, fest, kammeratskab, indrømmelser, mindreværdskomplekser, drømme, vold, ekstase, misbrugsproblemer, samlivsproblemer og selvfølgelig forældreproblematikker.
Man bliver overrasket over, hvor gode danske skuespillere er til at spille plørefulde. Drukorgierne er tåkrummende genkendelige for de fleste danskere over 30 år. Og udskejelserne sker vel at mærke ikke på bekostning af alvoren.
Paprika Steen holder handlingen i stramme tøjler, og manuskriptforfatter Jakob Weis lader karaktererne udvikle sig undervejs.
Den dybe børnepsykolog er også leflende og til fals for intern magt. Lægen, der kan virke som en lettere mislykket og selvoptaget ægtemand, viser sig at være en autentisk og ansvarsbevidst far. Den blærede rigmand mangler selvværd og kærlighed. Den samfundskritiske far er banal. Den sarte mor finder sig ikke i noget.
Hele ens egen klasse er her: den tykke dreng, den smarte fodboldtosse, pigen med de store bryster og lærerens kæledægge. Spejlingen mellem barn og voksen er godt tænkt. Især fordi alle voksne har været børn, og alle børn bliver voksne.
Publikum tager fra begyndelsen ejerskab i både smerten og glæden, festen og sorgen.
Efter godt halvanden times smil, hovedrysten, fnisen og høj latter blandet med en passende mængde eftertanke og bævende underlæbe kommer rulleteksterne.
Man vil måske ikke huske filmen om ti år. Og dog. For husker vi ikke netop film som Den eneste ene og Adams æbler, der har den samme lethed og elegance?
Paprika Steen er ikke længere klassens nye pige. Hun er en rigtigt dygtig instruktør.
Kommentarer