Fairyland

Tragedien truer i amerikanske Andrew Durhams rørende drama Fairyland. Med kærlig forståelse og forrygende skuespil skildrer filmen en far og datters komplicerede forhold i 70’erne og 80’ernes San Francisco.

Historien starter ellers i det konservative Midtvesten i 1974, da den lille pige Alysia midt om natten vågner ved, at telefonen ringer. Hendes far Steve lyder febrilsk, mens han forsøger at hale informationer ud af den chokerede mand i den anden ende af røret.

Alysias mor er død i et biluheld med sin elsker bag rattet. Hun var terapeut, han suicidal. Hun dør, mens han overlever. Og for at undslippe svigerfamiliens omklamrende konservatisme pakker Steve sit og datterens liv i bilen og kører vestpå til Californien.

Steve Abbott er homoseksuel og desuden poet, så han finder sig hurtigt til rette i et bofællesskab i det hippie-hippe nabolag Haight-Ashbury i San Francisco. Frisindet og stofferne frister, mens den flotte fyr Eddie overnatter på sofaen og måske kan lokkes med ind på værelset.

Fairyland er en autentisk historie fra Alysia Abbotts roman af samme navn. Det mærker man. Miljøskildringen er nærværende og specifik med dens referencer til homopolitikeren Harvey Milk og antihomo-aktivisten Anita Bryant, og handlingen er fuld af detaljer så ordinære og dybsindige, at de umiskendeligt er erindringer.

Også instruktør Andrew Durham har noget personligt på spil. Ganske som Alysia Abbott er han opvokset i San Francisco og mistede sin far under aids-epidemien – en sundhedskrise ansporet af fordom og ligegyldighed, der kun virker mere nærværende efter pandemien.

Se bare Lauras Poitras’ Guldløvevinder All the Beauty and the Bloodshed, der viser sygdommens dødstogt gennem New Yorks homomiljø.

Men aids har ikke hovedrollen i Fairyland. Det har Scoot McNairy.

Den amerikanske skuespiller har længe været fast inventar i amerikanske dramafilm med roller i alt fra 12 Years a Slave og Argo over True Detective til A Quiet Place Part II, hvor han spiller den mindeværdige rolle Marina Man.

Rollen som Steve Abbott bliver skuespillerens længe ventede gennembrud. Med sin spinkle statur og åbenhjertige natur er Alysias far svær at se sig sur på, også selv om hans laissez-faire tilgang til børneopdragelse skaber forståelige mén.

Lader han Alysia være så meget alene, fordi det gør det lettere for ham at tage for sig af San Franciscos slaraffenland af stoffer, fester og uforpligtende knald, eller fordi han vil lære hende at stå på egne ben?

Lidt begge dele, fornemmer man. Derfor er man også helt på Alysias side, da hun som teenager indleder et bistert ungdomsoprør og søger først mod New York og siden helt til Paris.

Emilia Jones brød igennem med forrige års store Sundance-hit CODA, der hittede hele vejen til sidste års Oscar-uddeling. Og i rollen som den ældre Alysia indfrier hun alt det potentiale, hun demonstrerede i Sian Heders Oscar-vinder.

Alysia savner sine egne ben at stå på. Sorte jakker og Depeche Mode er ikke helt nok. Især ikke, når den søde fyr fra pladeforretningen viser sig at være lige så stor en bøsse som hendes far.

Også på det punkt virker Fairyland tro mod virkeligheden. Alysias veninder fyrer den af med homovittigheder, men da hun selv følger trop, skyldes det hendes egen usikkerhed og et teenagefrustreret ønske om at såre den, der står hende nærmest.

Fairyland udspiller sig i to distinkte dele: illusion og desillusion.

70’ernes blåøjede barndom er optaget på varmt flimrende 16mm-film og typisk i øjenhøjde med den lille Alysia, der spilles brillant af niårige Nessa Dougherty.

Fotograf Greta Zozula er et andet af filmens trumfkort. Hendes sanseligt søgende kamera er altid peget præcist mod en scenes følelsesmæssige holdepunkt.

Anden del består af Alysias ungdomsår, hvor uskylden tabes, og aids-epidemien begynder at trænge sig på.

Steve siger jokende, at det må være et sugemærke, da hans kæreste får et blåt mærke på halsen. Men da Alysia vender hjem fra New York, møder hun sin far på et hospice, hvor han læser højt for en 23-årig modedesigner, der ikke har langt igen.

Andrew Durhams manuskript holder klogeligt fokus på forholdet mellem far og datter, selv om alle veje peger mod diagnosen. En scene, hvor Alysia lægger et brev hjemmefra til side for at tage på cykeltur med sin franske kæreste, er en masterclass i tragisk ironi.

Fairyland er netop den slags lødige drama, som Sundance er kendt for, rundet af favnende humanisme og solidt filmhåndværk.

Den ankommer til festivalen uden en distributionsaftale, men mon ikke den er solgt til højestbydende, inden festivalen er omme. Og forhåbentlig snart på vej til de danske biografer!