Faldne blade

Wes Anderson er ikke den eneste instruktør, man kan genkende ud fra et enkelt billede. I Sverige arbejder Roy Andersson med sit fastlåste kamera og underdrejet satire. Og i Finland har de Aki Kaurismäki, der siden 1980’erne har dyrket sit helt eget look.

Faldne blade er umiskendelig med sine dæmpede farver og teatralske kulisser, absurde situationer og deadpan-komik i et nedslidt område i udkanten af Helsinki.

Den trækker da også tråde langt tilbage i Kaurismäkis karriere som fjerde film i hans Proletariat-trilogi, som han ellers afsluttede med The Match Factory Girl fra 1990.

Faldne blade er ikke nær så kynisk, men føles ellers helt i tråd med hans tidlige film. Den rørende kærlighedshistorie udspiller sig i et ubestemmeligt fortidsunivers, hvor nutidige emner trænger sig på.

Flere gange i løbet af filmen bringer kasseradioen nyt om krigen i Ukraine, og især om Putins aggressive luftangreb mod Mariupol – en konflikt, finnerne med deres lange grænse med Rusland har tæt på livet.

For seks år siden rasede den syriske borgerkrig også i baggrunden af Lys i mørket, hvor Aki Kaurismäki tackler flygtningekrisen.

I Faldne blade er krigen mere på afstand som et trykkende bagtæppe for en tidløs romance.

Da supermarkedsarbejderen Ansa af veninden en aften hives med på karaokebar, møder hun den drikfældige byggearbejder Holappa og bliver øjeblikkeligt forelsket.

Men vejen til lykke er fuld af forhindringer.

Snart bliver de begge fyret, Ansa for at skralde en bøtte yoghurt, Holappa for at drikke på arbejdet. Efter deres første date mister han hendes telefonnummer, og inden historien er slut, trues tosomheden af et uheld, der leder tankerne hen på Cary Grant-tåreperseren An Affair to Remember fra 1957.

Film fylder i det hele taget meget i Faldne blade. Som da Ansa og Holappa på deres første date tager i biografen for at se Jim Jarmusch’ absurde komedie The Dead Don’t Die.

Udenfor stiller de sig foran en plakat for David Leans kærlighedsklassiker Brief Encounter fra 1945, mens to andre biografgængere diskuterer, om Jarmusch’ zombiefilmen minder mere om Jean-Luc Godard eller Robert Bresson.

Og så er der filmens romantiske lydspor, som er spækket med rock’n’roll fra Aki Kaurismäkis ungdom, indtil Yves Montand crooner fortællingen ud med den nostalgiske evergreen Les feuilles mortes. Et nummer, som instruktøren har opkaldt sin film efter, og som optræder i Luciano Emmers glemte perle Paris er altid Paris fra 1951.

Kaurismäki morer sig med disse små referencer, der er med til at tegne filmens skævt melankolske miljø.

Ansas ensomhed stikker i hjertet, når vi ser hendes enkeltseng og mikroovnsaftensmad til én. Da hun inviterer Holappa på middag, må hun i supermarkedet for at købe en ekstra tallerken. Også han er mest på egen hånd som en stenmand, der tit afslutter dagen med at drikke sig følelsesløs.

De er ikke mennesker, der giver meget af sig selv. Det er Aki Kaurismäkis karakterer aldrig. Heldigvis bruger han altid fremragende skuespillere, som kan finde ind til de sprækker, der fortæller hele historien.

Alma Pöysti balancerer flot mellem Ansas sårbarhed og styrke, mens Jussi Vatanen, der ligner en finsk James Stewart, er herligt knastør som ordknappe Holappa.

Mest morsom er dog Janne Hyytiäinen som Holappas aldrende, forfængelige bedste ven Huotari, der takker for en kompliment med ordene: ”Ærlig snak høres så sjældent nu om dage. Det glæder mig.”

Faldne blade er en let og løjerlig lille film om storbyens ensomhed og uventede sammenhold, om alkohol som en krykke og kærlighed som redning. Og mens den ikke er en brøkdel så rørstrømsk som de sort-hvide kærlighedseventyr, den trækker på, er den charmerende, morsom og oprigtigt rørende.

Aki Kaurismäki, når han er bedst.