”Når en mand i min alder tænker på at tisse, så har han allerede gjort det,” fortæller gråhårede Willis sit barnebarn.
Hendes to adoptivfædre John og Eric forsøger på bedste beskub at få samtalen til at glide fredeligt. Men det er svært, når hvert andet ord, der kommer ud af Willis’ mund enten er racistisk, vulgært eller skældsord.
Mest af alt er Willis en gammel skiderik.
Men han har også begyndende demens, og derfor har hans søn John nu overtalt faren til at sælge sin gård og finde et sted at bo tættere på dem.
Det troede han i hvert fald, at han havde. Lige indtil Willis ankommer til Los Angeles for at se på ejendomme og får et raserianfald af den anden verden, fordi John forsøger at overtage hans liv.
Han har i øvrigt aldrig hørt noget som helst om, at han skulle flytte fra gården.
Lance Henriksen er fyr og flamme i rollen som Willis. Hans furede ansigt kan lyne af raseri eller virre i forvirring, men årsagen til de mange vredesudbrud – angsten for, hvad der skal ske med ham – er altid at se i hans øjne.
Trods 255 roller på cv’et hører det til sjældenhederne, at Lance Henriksens potentiale udnyttes til fulde.
Men selvfølgelig formår Viggo Mortensen i sin instruktørdebut – hvor han selv spiller John – at få det bedste ud af sine skuespillere. Og det er ikke kun Lance Henriksen.
Svensk-islandske Sverrir Gudnason er i flashbacks dragende som den unge Willis, der forsøger at opdrage sin søn og senere har svært ved at tackle, at John er homoseksuel.
Og en vidunderlig Laura Linney stjæler rampelyset, da hun som Johns søster er med til en familiefrokost, hvor også hun forsøger at tale om vind og vejr, mens Willis taler i tåger om at kneppe sin ekskone – deres mor!
Familiefrokosten trækkes dog i langdrag, og det samme gør et flashback, hvor John som lille skyder en and og sover med den om natten.
Viggo Mortensen har selv skrevet manuskriptet, og heri ligger hans svaghed – og filmens.
Igen og igen vender han tilbage til scener, der ikke bidrager det store til filmen. Andre, man gerne ville have haft uddybet, klippes der hurtigt væk fra.
På finurlig vis virker det, som om Viggo Mortensen mest har skabt filmen for sin egen skyld. Hvis et minde er vigtigt for ham, kan det være ligegyldigt, om scenen gør filmen en smule ujævn.
Viggo Mortensen begyndte at skrive på manuskriptet efter sin mors død, da minder fra barndommen begyndte at banke på. Moren led også af demens i en årrække før hun døde, og måske er det sigende, at Falling ikke er dedikeret hende, men Viggo Mortensens brødre, Charles og Walter Mortensen.
Man fornemmer, at hun ikke altid har været helt nem.
Mortensen har i et interview fortalt, at moren elskede at se gamle film, og at hun troede, han var med i dem alle: ”Jeg så din film, jeg kan ikke huske, hvad den hedder, men Ingrid var som sædvanlig virkelig god. You – not so much.”
Demens er måske den sværeste sygdom af alle, både for den ramte og de pårørende, når ikke blot krop, men også sjæl forsvinder i ydmygende etaper. Og det kan være grufuldt at blive nedgjort og afvist af den person, man forsøger at hjælpe.
John er en urokkelig klippe, der tålmodigt tager imod de verbale tæsk, hver gang Willis tryner ham. Indtil han en dag siger fra og får sat ord på alle de frustrationer, der er forblevet usagte imellem dem.
Det er en voldsom scene med fremragende præstationer fra begge herrer.
Men den virker også uhyggeligt personlig. Måske er det ikke kun Willis, der står for skud. Eller også er Viggo Mortensen bare en eminent skuespiller.
Kommentarer