Fallout

Det er blot et år siden, at der med The Last of Us kom en videospilfilmatisering om et postapokalyptisk USA, men Fallout kunne ikke være mere anderledes.

For hvor førstnævnte mestrer den håbløse depression efter en altødelæggende epidemi, tager serien Fallout et mere satirisk blik på følgerne af en kontrafaktisk atomkrig.

Selv om det ikke er nødvendigt at vide og faktisk ikke forklares i serien, tager serien udgangspunkt i en alternativ historieskrivning, hvor atomar forskning efter Anden Verdenskrig ikke udelukkende omhandlede våben. I denne verden kører biler på miniatureatomkraftværker, og telefoner og internet er intetsteds at se.

1950’er-æstetikken gik aldrig af mode og gennemsyrer stadig samfundet langt op i fremtiden.

Efter en krig om naturlige ressourcer i midten af det 21. århundrede udløses en verdensomspændende atomkrig, som udsletter 99 procent af alt liv. En stor del af de overleverne har gemt sig i bunkere bygget på tværs af USA af firmaet Vault-tec.

Det er i sådan en bunker, vi først møder Lucy, 200 år efter bomberne faldt.

Vault 33 er en underjordisk utopi, men freden brydes, da en gruppe overfladeboere angriber og kidnapper Lucys far Hank. For at redde ham må den godhjertede kvinde begive sig ud på en rejse på tværs af ødemarken.

Det viser sig hurtigt ikke at være så simpelt endda, og hendes rejse kompliceres af jagten på en chip i et afhugget hoved, da hun møder væbneren Maximus (Aaron Moten) fra ridderordenen The Brotherhood of Steel og en mystisk dusørjæger, blot kendt som The Ghoul. Stærkt inspireret af Sergio Leones western Den gode, den onde og den grusomme følger serien disse tre personer, efterhånden som deres veje mødes gentagne gange i kampen om chippen.

Ella Purnells store øjne passer perfekt til Lucys naive tilgang til ødemarkens kaos som følge af hendes isolerede opvækst. Og det er også en perfekt casting af Kyle MacLachlan (Twin Peaks) som hendes far, fordi de har næsten identiske ansigtsstrukturer.

Lucy bliver en smule stereotyp som den godhjertede protagonist. Langt mere interessant er Walton Goggins, der skal hyldes til skyerne for The Ghoul, som sandsynligvis bliver den evige birolleskuespillers livs store hovedrolle.

Han er cowboy. Han er dusørjæger. Han har John Waynes charme og Clint Eastwoods mystik. Og så er han en ”ghoul”. Det er strålesyge skruet helt op, så i stedet for at dø har han tabt næsen og håret og er blevet noget nær udødelig. Det har dog også sine ulemper at være en veltalende zombie nogle gange.

Selv om han har rollen som den onde, kan man ikke lade være med at heppe på ham.

Fallout-spillene har haft langt flere timer på tværs af fem spil til at opbygge universet end serien. Og meget af opbygningen af universet gives i serien gennem flashbacks set fra The Ghouls perspektiv.

Opbygningen af universet sker derfor meget hurtigere end i spillene, men det føles alligevel ikke forhastet. Det er sandsynligvis spilproduceren Todd Howards fortjeneste, da han insisterede på, at serien skulle fortælle en ny historie og ikke bare adaptere et af spillene.

Som executive producer på serien har han også sikret sig, at der ikke afviges for langt fra spiluniversets historie. Selv om der er taget små, kreative friheder her og der, kan spillenes fans også nyde serien.

Derimod kan det nok gå lidt hurtigt, hvis man intet kender til spillene, og den evindelige brug af 50’er-musik kan lede én på vildspor i forsøget på at regne det hele ud.

Fallout formår at overføre ånden fra spillet – inklusive sine antikapitalistiske budskaber – og selv om den ikke er stor kunst, formidler serien en af de mest interessante postapokalyptiske visioner.