Familien

I nogle – for ikke at sige de fleste – familier kan det være lidt af en prøvelse, når hele den pukkelryggede samles.

Gensynsglæden er stor i starten og krammene lange og varme, men snart begynder spydighederne at vandre umærkeligt hen over frokostbordet, mens kaffen bliver serveret med en bitter.

Bølgerne kan gå rigtig højt i Familien om den skrigende, dørsmækkende, tallerken-smadrende Weston-familie, hvor kvinderne dominerer, mændene lader sig kue, og alle bærer på mindst én hemmelighed.

Meryl Streep er den giftige sydstatsmama Violet, der med psykiske mén fra kemobehandlinger, smertestillende piller og 65 års selvmedlidenhed i bagagen driver sin alkoholiske digter-mand (Sam Shepard) til selvmord. Af mere pligt end lyst vender parrets tre døtre tilbage til barndomshjemmet.

Ivy har den korteste vej, da hun er blevet i nærheden og har passet mor – uden at få tak. Den ældste – familiens naturlige tronarving – Barbara (Julia Roberts) ankommer med et skrantende forhold til ægtemanden Bill (Ewan McGregor) og deres potrygende datter Jean (Abigail Breslin), mens Karen (Juliette Lewis) drøner til byen i sin seneste smarte forlovedes sportsvogn.

Forsamlingen får selskab af Violets søster Mattie Fae (Margo Martindale) og hendes mand Charlie (Chris Cooper) og voksne søn Lille Charles (Benedict Cumberbatch). Og ved begravelsesfrokosten begynder Violets weekendlange giftangreb på hele flokken med hensynsløs ærlighed som våbnet.

Som perlerækken af stjernenavne antyder, er Familien en rigtig skuespillerfilm – i en sådan grad, at man næsten får mistanke om, at filmen er mere til for skuespillernes skyld end for publikums.

Streeps ynkelige, pille-trippende figur er underholdende, men efterlader ikke varige indtryk, mens hendes primære modstander, Julia Roberts, finder sin mest gnavne mine frem til kamp.

En anderledes afdæmpet Cumberbatch stjæler billedet i sine få, men glimrende scener. Hans hjælpeløst kluntede forsøg på at sige fra over for sin dominerende mor er filmens i særklasse mest – og måske eneste – virkelig rørende øjeblik.

Det skal være kulsort og grusomt morsomt. Og det er det da også til en vis grad. Men skyllet af tirader er i sidste ende mere udmattende eksempler på stort skuespil, end det åbner op for nuancerede sider af de vingeskudte figurer.

Instruktør John Wells, der mest har slået sine folder på tv (Skadestuen, Præsidentens mænd), er ikke nogen stor filmskaber, og han formår ikke at gøre Weston-huset til andet end en smukt filmet kulisse.

Det havde ellers ligget lige for at udnytte plottets begrænsende tid og rum til at skabe fornemmelsen af Weston-hjemmets kvælende og klaustrofobiske familiepsykose.

Tracy Letts har selv skrevet manuskriptet til filmatiseringen af sit Pulitzer-vindende teaterstykke August: Osage County, der på scenen var over tre timer langt, men her er skåret ned til små to timer. Det er formentligt en af grundene til, at karakterpsykologien i fleste tilfælde går fløjten til fordel for anstrengende skænderier.

Det er absolut morsomt at se Streep og Roberts’ skrigende tête-a-tête, men man er også frydefuldt bevidst om, at det er to af Hollywoods største stjerner, der ligger der på stuegulvet og flår håret ud på hinanden i en af filmens nøglescener.