Familien Addams

I årtier har den bizarre og skræmmende Addams-familie underholdt i adskillige vellykkede film- og tv-serier. 

Desværre er intet af det, man forbinder med familien Addams, at finde i den nye animationsfilm instrueret af Conrad Vernon og Greg Tiernan, som senest stod bag den grovkornede animationskomedie Sausage Party. 

Familien Addams slår tonen godt an i åbningsscenen, som belønner publikum med Vic Mizzys fingerknipsende kendingsmelodi. 

Men derefter går det hurtigt galt.

Ægteparret Gomez og Morticia Addams er på udkig efter en ny bolig. De finder et forladt og hjemsøgt slot på toppen af et bjerg, langt væk fra alt og alle. Tretten år går, og nu har de to børn og lever i uhygge og fordragelighed. Indtil de kommer på tværs af en ambitiøs tv-vært, der har sat sig på dalen under slottet og nu ønsker at fordrive familien fra området.

Familien Addams nægter at ændre sig, og dermed starter en ondsindet plan for at få sendt familien væk. Samtidig har Addams-børnene deres egne problemer at slås med. Der skal et mirakel til, hvis familien skal få lov at blive i den lille by.

Det er på en eller anden måde lykkedes at fratage figurerne i Familien Addams al den makabre originalitet og pompøs overdrivelse, som vi kender og elsker dem for. Særligt den fremragende film af samme navn fra 1991, hvor Anjelica Huston og Raul Julia satte nye gotiske standarder for både tøjstil, levevis og ægteskabelige kærlighed, skabte et forrygende univers.

Mens en ung Christina Ricci i samme film blev verdensberømt for sit morderiske og mutte portræt af datteren Wednesday, kommer man i den nye film til at føle, at den unge kvinde mest af alt lider af en depression og egentlig bare har brug for et varmt knus.

Det ville man aldrig turde gøre med Christina Riccis figur af frygt for at få en økse i ryggen. Unge Fillippa Coster-Waldaus monotone stemmeleje leder tankerne hen på en patient, som har fået det hvide snit.

Animationsudgaven gør simpelthen familien Addams alt for almindelige og menneskelige.

Den berømte familie blev først lanceret i Charles Addams’ satiriske tegneserie fra 1938, og den nye film rammer plet ved at fange stilen fra tegneserien.

Looket er der, men sjælen mangler.

Filmen insisterer på at frempiske et banalt budskab om, at der skal være plads til alle trods forskelligheder. Og den smider så mange, forskellige handlingstråde på banen, at historien bliver noget af en rodebutik.

Det hele ender med at føles uafsluttet, som om vi alle bare ventede på at synge med på sangen, der afslutningsvis spilles over rulleteksterne. En kopi af introen fra tv-showet fra 1964.

Der er enkelte visuelle lækkerier og grotesk genkendelighed i starten, hvor Morticia gør sig klar til dagens dont og beder den monstrøse butler om at rydde op. Hvilket betyder at hælde støv ud over hele huset.

Den morbide morsomhed stikker alt for sjældent sit hoved frem. Og det er særligt problematisk, fordi Familien Addams har premiere i en tid, hvor den ene strålende animationsfilm efter den anden har gjort sit for at fange det ungdommelige publikum.

Senest Den lille afskyelige snemand og Felix på vilde eventyr, som i den grad viser, at de store filmselskaber gerne vil satse på animation, der både har substans og kan ramme såvel børn som voksne.

Hvem denne film henvender sig til, er let af en gåde. Den er ikke voldsomt uhyggelig og taler på ingen måde til det publikum, som allerede kender den ikoniske familie. Og hvis man vil introducere børnene for den aparte familie, bør man smække de gamle film på.