I Familien Addams 2 drager den grufulde familie på roadtrip på tværs af USA for at komme tættere på hinanden.
Den mutte teenager Wednesday er hovedårsagen til, at familien tager afsted. Forældrene er bekymrede for hende, fordi hun nægter at deltage i det daglige tyggeritual – bedre kendt som aftensmad.
I stedet isolerer hun sig på sit værelse, hvor hun torturerer sin bror ved hjælp af en voodoo-dukke.
Hun føler ikke, at hun passer ind i sin ellers næsten lige så morbide familie. Og hun er ikke den eneste. Familien har en advokat på nakken, som hævder, at Wednesday ikke er deres rigtige datter, men at hendes biologiske far er den geniale videnskabsmand Hr. Sær.
Han er dog filmens skurk, som vil udnytte Wednesdays særlige evner til at blive rig og berømt.
Det er en god afveksling at lade Addams-klanen forlade deres hjemsøgte villa til fordel for en gotisk autocamper, da der efterhånden er kommet utallige film og serier om familien. Mest kendt er live action-filmen fra 1991, hvor Angelica Huston er på rollelisten.
Persongalleriet er baseret på tegneren Charles Addams’ striber, der udkom for første gang i 1938 i det amerikanske magasin The New Yorker. Siden er familien blevet ikonisk i hjemlandet, hvor det er populært at klæde sig ud som Wednesday Addams og de andre figurer til Halloween.
Hovedfortællingen om Wednesday i Familien Addams 2 er lang tid om at komme i gang. Paradoksalt nok skyldes det, at en række bifigurer og sidehistorier skal fyres af i et skyhøjt tempo. Ikke mindst lydsiden brager derudad.
Det virker, som om instruktørmakkerparret Greg Tiernan og Conrad Vernon – der også stod bag den første animationsfilm om familien Addams fra 2019 – har prøvet at proppe så meget ind som muligt. Måske for at kompensere for en historie, der ikke byder på de store overraskelser.
Det er en anelse anstrengende. Filmens første halve time føles næsten som at blive trukket langs asfalten efter familiens autocamper.
Der bruges eksempelvis lidt for meget krudt på en behåret fætter, der udover en blæret entré på vandscooter ikke rigtig tilføjer noget til fortællingen.
Men efterhånden som Familien Addams 2 tager ordentligt hul på Wednesdays historie, finder filmen fodfæste og byder på et par sjove og skæve situationer. Den skønneste scene er én, hvor familiens trofaste og langsomme tjener Lurch stjæler rampelyset.
Wednesday er stukket af fra sin familie for at finde Hr. Sær, som hun tror, er hendes biologiske far. Håndlangeren, der ligner Frankensteins monster, følger efter hende, og sammen støder de på en motorcykelbande på en lurvet bar.
Da Wednesday beordrer Lurch til at vise banden, hvad ”hans kolde, døde hænder er i stand til”, løber tjeneren – som indtil da kun har snakket i sneglefart – sine fingre hen over et klaver og bryder ud i skønsang med en version af Gloria Gaynor-hittet I Will Survive.
Scenen spiller på vores forventninger og bruger dem til at skabe komik. Man ville bare ønske, at der var flere af den slags øjeblikke.
Der er lagt mange kræfter i skæve og ofte makabre detaljer. De tæller alt fra Onkel Fester, der klør sig på ryggen med en økse, til en hånd uden krop, som giver en knytnævehilsen til Wednesdays far. Her udnyttes animationens muligheder opfindsomt til fulde.
Eller da Wednesday er nået frem til Hr. Særs postmoderne videnskabspalæ, og der blot seks timer senere hænger billeder på væggene af Wednesday og Hr. Sær på fisketur.
Den slags detaljer løfter den ellers ganske forudsigelige fortælling, som man nok kan gætte, hvor ender.
Man kan håbe, at en eventuel tredje film om familien Addams tør være lidt dristigere. Måske en musical med Lurch i front?
Kommentarer