Familien Jul

”Dem, der tror på nisser, de går i børnehave!”

Således blive seksårige Hugo Jul mobbet, fordi han elsker jul – og mobberen er ingen anden end hans egen far!

Hugos far har ”det sygeste jule-noia” og er mega ”julesvag”, hvis man spørger Hugo, hans storesøster Vega og mellemste bror Alfred. Farens jule-had kommer så vidt, at han iskoldt river hovedet af en kravlenisse.

I øs-pøsende regnvejr har Hugo alligevel fået overtalt sin far til at købe et juletræ til den store aften. De får det allersidste, et luset ét af slagsen, til en grov overpris af 400 kroner, der efterlader faren i et humør tæt på nulpunktet. Og jule-hadet går også ud over den faderlige forståelse.

Da risalamanden bliver delt rundt, sørger moren omhyggeligt for, at jule-elskende Hugo får en særlig skål. Men noget er glippet, for det er faren, der halvstolt siger: ”Jeg har fået mandlen.”

”Nej, du har ej!” siger moren ulykkeligt, og sådan mundhugges de frem og tilbage.

Hele situationen tangerer det karikerede. Alligevel fungerer familie-skærmydslerne rigtigt godt, blandt andet fordi de kække replikker leveres med humoristisk tæft.

Skuespillerne er i hopla. Hugo spilles af Pelle Falk Krusbæk, der medvirkede som døende dreng i dette års Oscar-vindende kortfilm Helium. Med sine lyse krøller, store blå øjne og røde kinder er han en ren engel at se på – og så har han flair for skuespil.

”Jeg ville ønske, at vi bare kunne have én rigtig jul,” siger en dybfølt Hugo ved julebordet. Og i samme nu ringer det på døren.

Udenfor er der ikke noget at se – andet end småbitte fodspor. Hugo ved med sig selv, at der er en nisse på spil. Så han laver en nissefælde, der er som taget ud af en Steen & Stoffer-tegneserie: en papkasse til at skjule sig i, en fiskestang ud af et hul i kassen behængt med en glaskugle og et piskeris. Og for enden af snøren en skål risengrød naturligvis.

Han kommer dog ikke langt med fælden. For nissen Pixy kan skjule sig for mennesker. Han er stukket af fra sin familie, fordi han vil holde jul hele året. Og det skulle man nok kunne hos familien, der hedder Jul til efternavn.

Pixy spilles af Herman Knop, der er mindst lige så køn og kær som Pelle Falk Krusbæk. Og han imponerer med sin udtryksfulde gestik, på trods af at han kun taler et pludrende nissesprog. Og samspillet mellem knægtene slår det meste, man ser i dansk børneskuespil.

Med Familien Jul har instruktøren Carsten Rudolf begået sin anden spillefilm. Samtidig er den et overraskende comeback. Han debuterede for hele nitten år siden med den Robert- og Bodil-vindende fantasy-historie Menneskedyret, der også introducerede et ungt og nuttet ansigt i dansk film: Cyron Melville.

Der er langt fra den særegne og ganske udanske surrealisme i Menneskedyret til den charmerende hjemstavns-hygge her. Men man genkender en vis fandenivoldskhed, når manuskriptet tilspidser situationerne og karaktererne til det yderste med komisk effekt.

Der er mange gode idéer på spil i Familien Jul. Først og fremmest er det forfriskende at følge familien – og især nissen – over et helt år. Hvem ved egentlig, hvad nisser går og fifler med om sommeren?

Æstetikken har noget 70’er-rustikt over sig, som adskiller sig fra tidens blankpolerede børnefilm. Og med sin gennemhyggelige charme har filmen mere tilfælles med den ældre generation af Far til fire og Min søsters børn end de nyeste skud på stamtræet.

Men da Pixy bliver opdaget af nogle emsige voksne, der tror, at han er stukket af fra en flygtningelejr, knækker filmen lidt. Han er trods alt bleg og blåøjet og ligner langt fra en ”krakkemut”, som den upassende og vanvittige nabo, spillet af Sofie Lassen-Kahlke, hyler op om.

I det mindste er det fedt, at storesøster Vega tager bladet fra munden: ”Lad dog være med at være så racistisk,” lyder det roligt og sympatisk fra hende, hvilket langt hen ad vejen karakteriserer dette års julefilm, der har hjertet på rette sted og vil more både børn og voksne.